Skip to main content

Lægeliv blandt maorier

Journalist Kirsten Rødsgaard-Mathiesen, www.madfrog.dk

25. jun. 2010
5 min.


MOTUEKA, New Zealand

Seks får går og græsser i baghaven, solen brager fra en skyfri himmel, klokken er 15, arbejdet er slut for i dag, og børnene har netop fået fri fra skole.

Det kunne være i Danmark. Det er det ikke.

Lægeparret Peder og Inger Ahnfeldt-Mollerup har siden december 2009 boet med deres tre børn i den 7.000 indbyggere store by Motueka på den nordligste del af New Zealands sydø.

Eventyrlyst og trang til at opleve verden førte dem om på den anden side af jorden, inden de køber egen praksis i en mindre jysk by.

»Man oplever et land helt anderledes ved at slå sig ned et sted og være en del af det lokale samfund frem for blot at rejse rundt. For børnene er det en bedre oplevelse på denne måde, for de trives bedst med en fast base. De er meget glade for at være her, og for os giver det et løft og et perspektiv på livet derhjemme«, siger Inger Ahnfeldt-Mollerup i hjemmet i Motueka.

Børnene går i den lokale skole, er faldet godt til og er også kommet godt efter det engelske, som de kun kunne få ord af, da de ankom.

»Vi oplever som familie noget andet end »flade Danmark«. New Zealands natur er helt fantastisk, og området, vi bor i, er toppen af toppen med nationalparker, bjerge og strande. Og sammenlignet med Danmark regner det stort set aldrig her«, siger Peder Ahnfeldt-Mollerup.

Familien har ud over deres lokalområde allerede set en hel del af New Zealand, der er seks gange større end Danmark, og i juli skal de på skiferie i Wanaka, et formidabelt, bjergrigt område længere sydpå.

Ingen stress

Parret føler sig på ingen måde stressede, for dels er arbejdstiden kortere end hjemme, og dels har de både en sygeplejerske og en administrativ assistent (practice manager) ansat.

»Det er en brugbar erfaring, som sikkert også vil inspirere andre danske læger. Sygeplejersken kan jo klare en masse mindre opgaver, som vi ikke behøver bruge tid på.

Det samme gælder regnskab, lønninger og infrastruktur, som vores practice manager tager sig af. Hjemme er det ofte lægen, der selv står for det«.

Selvom de har 2.500 patienter tilknyttet deres praksis, en af tre i Motueka, er de ikke overbebyrdede. Arbejdstiden er for begge kl. 8.30-13, hvor den ene efter en times frokostpause på en af byens cafeer fortsætter frem til kl. 17, mens den anden tager hjem og hygger sig med børnene. Alt i alt deler de halvanden fuldtidsstilling.

»Vi nyder vores kortere arbejdstid, for bl.a. har vi tid til at spise morgenmad med børnene. Det havde vi ikke hjemme«.

De lokale bruger lægen anderledes

Noget af de interessante ved lægelivet i det fremmede er oplevelsen med de lokales brug af sundhedsydelser. Der er brugerbetaling i New Zealand, og efter et halvt år i kiwiernes land konstaterer de to læger, at der er mange forskelle på jobbet her og i Danmark:

»Folk er generelt mere syge, når de kontakter lægen, og det hænger nok sammen med brugerbetalingen. Der er mange fattige her i området, og de har ikke råd til at gå til lægen, så de venter alt for længe og bliver derfor mere syge. I Danmark er folk mere pivede og går nærmest ,for ofte' til lægen«.

Derudover er medicinudvalget meget mere begrænset, da newzealænderne fører en restriktiv politik på området.

Staten indkøber et langt mindre antal forskellige præparater, hvilket til tider frustrerer de to danskere, men til gengæld kommer det patienterne til gode i form af lave priser.

Hver fjerde patient på den danske praksis er af Maoriafstamning, og det gør arbejdet yderligere interessant, for maorierne har en anden tilgang til lægebesøg:

»De tager sig af hinanden på en helt anden måde, og typisk kommer nærmest hele familien med i klinikken som støttepersoner for den syge. De lider oftere af diabetes og hjerte-kar-sygdomme end de hvide«.

Men det, der lægefagligt har overrasket de to læger mest, er antallet af hudcancere.

Det er et kæmpe problem i New Zealand, for so-len er stærk pga. et tyndt ozonlag og mindre forurening:

»Det er vi jo slet ikke vant til hjemme, men vi fryser og brænder på næsten alle vores ældre patienter. Heldigvis ved folk i dag, at de skal beskytte sig«.

Parret indgår desuden som praktiserende læger på lige vilkår med lægerne i de andre landlige områder i den lokale vagtlæge- og ambulanceordning, hvor de har vagt en gang om ugen:

»Det er typisk kun småting og ikke særlig tit, vi bliver kaldt ud, men for os er det skægt. Det kan lyde morbidt, men det er nerven i lægegerningen, for vi kan virkelig gøre en forskel, og det sætter perspektiv på fodvorter«, siger Peder, hvis hjertemassage for nylig reddede en mands liv, omend kun kortvarigt, idet han senere døde på hospitalet.

Parret tjener langt mindre end i Danmark, så det er ikke for pengenes skyld, at de har påtaget sig opgaven i New Zealand. Faktum er, at de forud for rejsen havde sparet 200.000 kr. op, men som Peder siger, så er penge underordnede i denne sammenhæng.

»Jeg glæder mig til at komme hjem, for jeg er dansker og vil bo i Danmark, men uanset er og har det været en fed oplevelse«, slutter Peder Ahnfeldt-Mollerup.

Job i new zealand

NZ Locums er en regerings-styret, nonprofitorganisation, der hyrer læger fra ind- og udland til job i New Zealands landlige områder. Der er ingen gebyrer for lægerne, men derimod en umådelig hjælpsom stab af folk, hvis opgave det er at sørge for, at også borgere i de tyndt befolkede områder har adgang til kvalificeret lægehjælp. Der udbydes faste stillinger og kortere og længere vikariater. Landet har ca. 220 praksisser i mindre byer, og lønniveauet er en del under det danske. Udlændinge, hvis modersmål ikke er engelsk, skal bestå en sprogtest. Det tager typisk fire måneder at få de nødvendige papirer i orden, og inden man bliver »sluppet løs«, arbejder man i en periode side om side med en newzealandsk kollega.

www.nzlocums.co.nz

Den blå bog

Inger og Peder Ahnfeldt-Mollerup, begge 39 år, er cand.med. fra Århus Universitet i 2000. Spe-ciallæger i almen medicin i hhv. 2009 og 2008. Bor normalt med børnene Hanne, Nina og Svend (10, 9 og 6 år) i Jelling.