Lægeløftet anno 2007

I anledning af sit 150-års-jubilæum i år fremsætter Lægeforeningen en sundhedspolitisk erklæring, der er en nutidig tolkning af de værdier, som lægestanden bekender sig til i lægeløftet, men med nutidig fokus på patientens rettigheder.

Standens fødselsattest

Lægeløftet har i sin nuværende form snart 200 år på bagen. Rødderne går dog endnu længere tilbage - til antikken og »den hippokratiske ed«, som tilskrives den græske læge Hippokrates.

Da renæssancen genopdagede antikken, dukkede varianter af den hippokratiske ed op i flere lande. Indtil slutningen af 1700-tallet havde de ofte karakter af ordensregler for eksklusive broderskaber og handlede især om lægens uplettede karakter og om hans »troskab og ære« i varetagelsen af omsorgen for de syge - og med stærkt eftertryk på lægestandens ære.

I kølvandet på oplysningstiden skiftede fokus i retning af lægens ansvar for den lidende menneskehed, og i 1815, da lægestanden var ved at udvikle sig til en profession i mere moderne forstand, tog professor i medicin ved Københavns Universitet, Johan Daniel Herholdt, initiativ til at indføre det lægeløfte, som kandidater endnu i dag aflægger efter veloverstået eksamen. Man kan således sige, at lægeløftet blev den moderne lægestands fødselsattest.

Løftet, som var en forkortet og stærkt opdateret version af antikkens hippokratiske ed, bidrog til lægefagets professionalisering ved at skærpe udøvernes bevidsthed om at tilhøre en stand og have en kaldsforpligtelse.

Lægen forpligter sig bl.a. til at »bære lige samvittighedsfuld Omsorg for den Fattige som for den Rige uden Persons Anseelse« og at anvende sine kundskaber »med Flid og Omhu« til samfundets gavn og efterleve »de mig i mit Fag vedkommende Anmodninger og Bestemmelser« samt overholde tavshedspligten. Med lægeløftet var grunden lagt til en kollektiv, etisk adfærdskodeks, som til forskel fra tidligere tiders individuelle kunne leve op til de standardiserede krav i en ny tids institutioner.

Hvor den nye læge i lægeløftet (se boksen) fx lover »efter bedste skønnende at anvende mine kundskaber til samfundets og mine medmenneskers gavn«, præciserer den sundhedspolitiske erklæring kort og godt: »Alle har ret til lægehjælp«.

Og når lægen lover »at søge mine kundskaber fremdeles udvidede« og at anvende dem »med flid og omhu«, lyder den nutidige tolkning: »Alle har ret til sikker behandling af høj faglig standard«. Med dette punkt følger den uddybning, at »høj faglighed i patientbehandlingen forudsætter investering i forskning og videreuddannelse af lægen, hvorved der skabes mulighed for faglig udvikling«.

Ikke brug for nyt lægeløfte

Er lægeløftet i sig selv ikke længere tilstrækkeligt?

»Jo - men der har været rejst ønske om at modernisere og gå det efter i sømmene«, siger formand for Lægeforeningens etiske udvalg, Hans Buhl.

Diskussionen er relevant i lyset af den udvikling, som er sket siden lægeløftets formulering, mener Hans Buhl: Næsten 200 års etiske udfordringer og diskussioner, og i de seneste år en lov om patientrettigheder, som Herholdt næppe havde kunnet forestille sig.

For et år siden endte en diskussion om, hvorvidt der skulle formuleres et nyt lægeløfte, i almindelig enighed om, at løftet er så godt formuleret, at det dårligt kan siges bedre. »Derfor har vi i stedet forsøgt at sætte lægeløftet i sammenhæng med den virkelighed, vi i dag lever i«, siger Hans Buhl.

Ikke fordi der er brug for en omformulering eller revision, men snarere fordi der kan være brug for uddybende fortolkninger: Fx, hvad menes der med »til samfundets og medmenneskers gavn«? Hvordan hænger det sammen med patienters selvbestemmelse, informeret samtykke osv.?

Det spændende er i Hans Buhls øjne, at der nok kan sættes mange ord på og skrives hyldemeter af bøger om lægeetik. »Men hvis man kigger grundigt efter, står det der egentlig allerede i lægeløftet«.

Derfor er det heller ikke et omfangsrigt dokument, der skal diskuteres og formentlig vedtages på lægemødet: »Erklæringen bliver kort og præcis, så man, når man står med lægeløftet, kan løbe ned over punkterne og minde sig selv om, hvad der menes i vor nutidige kontekst«, siger Hans Buhl.

I de ledsagende kommentarer til erklæringens punkter lægger I også op til, at det ikke kun er lægen, der skal forpligte sig: Også samfundet skal forpligtes til at understøtte lægen i at opfylde de forpligtelser, lægen pålægger sig selv?

»Vi har ment, at forudsætningen for, at lægen kan leve op til de forpligtelser, der ligger i lægeløftet, og det, som er kommet til siden, er, at samfundet også må give lægen muligheder for at spille kortene, så man kan leve op til det«.

Yderligere læsning

Etiske spørgsmål i medicinen. FADL's Forlag, 2005. Bogen tematiserer en række af de enkelthistorier, som i tidens løb er blevet præsenteret for Etisk Udvalg under Lægeforeningen. Bogen henvender sig til læger, medicinstuderende og alle, der har en levende interesse i lægefagets etiske spørgsmål. Pris: 225,00 kr. 206 sider. ISBN: 87-7749-468-7

Lægeløftet

»Efter at have aflagt offentlig prøve på mine i de medicinsk-kirurgiske fag erhvervede kundskaber, aflægger jeg herved det løfte, til hvis opfyldelse jeg end ydermere ved håndsrækning har forpligtet mig, at jeg ved mine forretninger som praktiserende læge stedse skal lade det være mig magtpåliggende, efter bedste skønnende at anvende mine kundskaber med flid og omhu til samfundets og mine medmenneskers gavn, at jeg stedse vil bære lige samvittighedsfuld omsorg for den fattige som den rige uden persons anseelse, at jeg ikke ubeføjet vil åbenbare, hvad jeg i min egenskab af læge har erfaret, at jeg vil søge mine kundskaber fremdeles udvidede og i øvrigt gøre mig bekendt med og nøje efterleve de mig i mit fag vedkommende anmodninger og bestemmelser«.