Hun har fået frataget patienterne, er blevet kaldt møgsvin, slettet som forfatter og har periodevis tabt håret som følge af stress. Men overlæge Benedicte Dahlerup, der blev kendt i DR-dokumentaren ’Pigen, der ikke ville dø’, er ikke bitter, siger hun i dette interview foretaget i maj. I dag faldt afgørelsen i Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn.
Der er øjeblikke, der kan ændre vores liv for bestandigt.
Som når lægen fortæller patienten og de pårørende, at videre behandling synes udsigtsløs.
Benedicte Dahlerups øjeblik blev kendt i offentligheden den 10. oktober 2012. Indtil dokumentaren 'Pigen, der ikke ville dø' blev vist i prime time på DR 1, var overlægen på Aarhus Universitetshospitals neurointensive afsnit ikke kendt i den brede offentlighed. Hun har arbejdet på 12 forskellige neurokirurgiske afdelinger, boet i otte lande og arbejdet i syv, er medlem af mere end ti internationale, videnskabelige selskaber og forfatter til flere bøger - bl.a. om hjernedødskriteriet. Ligesom hun indtil for ganske nylig har været medforfatter til flere kapitler i "Lærebog i Kirurgi”.
Ved et tilfælde opdagede hun dette forår, at hendes navn var fjernet fra bogen. Om det skete, fordi hun i oktober 2013 blev sigtet af Østjyllands Politi for at have overtrådt Autorisationslovens §75 om grovere forsømmelse eller skødesløshed og Straffelovens §253 om at undlade at hjælpe nogen i tilsyneladende livsfare, ved hun ikke.
Det paradoksale er, at det at pigen overlever, bliver fremstillet som en skandale – normalt ville det være en glædelig begivenhed. Derfor er jeg også uforstående overfor den sigtelse, som politiet har rejst mod mig.
"Da jeg spurgte, fik jeg den besked, at det var en politisk beslutning. Det er noget af det, der har skuffet mig allermest i forløbet, rent fagligt. At få mit navn fjernet uden forudgående at blive orienteret herom. Jeg er jo åbenbart allerede dømt".
’Organtyven’ og ’organlægen’ er nogle af de prædikater, der er hæftet på Benedicte Dahlerup. Dertil kommer de mange mails og sms'er, hvor hun er blevet ønsket hjernedød og kaldt "dumme møgsvin", og hvor der er ytret håb om, 'at du ikke vil slå flere ihjel".
I februar 2014 kom Retslægerådet med sin vurdering af sagen, og denne majdag et par måneder senere, hvor Benedicte Dahlerup tager imod Ugeskriftet i sit hjem uden for Aarhus, afventer hun fortsat Sundhedsvæsenets Disciplinærnævns afgørelse og aftalen er, at interviewet først bliver offentliggjort, når afgørelsen falder.
Den faldt i dag tirsdag, hvor nævnet kritiserer Benedicte Dahlerup for hendes behandling af Carina Melchior. Læs her:
Benedicte Dahlerup har indtil maj i år forholdt sig tavs til de anklager, som hendes hovedrolle i behandlingen af den tilskadekomne Carina Melchior har givet anledning til.
I DR-dokumentaren, der blev set af 1,4 mio. seere, følger man behandlingen af den 19-årige pige, der i 2011 indlægges på Aarhus Universitetshospital med svære hjerneskader efter et trafikuheld. Skader, som lægerne ifølge DR-dokumentaren skønner så omfattende uoprettelige, at Carina Melchior formentlig vil lide hjernedøden.
Aarhus Universitetshospital havde inden da indgået en aftale med DR, der ville lave en udsendelse om et organdonationsforløb med henblik på at få danskerne til at tage stilling til donation. Men præmissen for udsendelsen ændrer sig, da Carina Melchior trodser afdelingens skøn og vågner. Benedicte Dahlerup bliver nu part i forløbet, og såvel i dokumentaren som efterfølgende rettes der kritik mod lægerne – in casu Benedicte Dahlerup - for at have skønnet forkert.
Sundhedsstyrelsens guidelines for behandling af svære kranietraumer er fra 2010. Dem har Benedicte Dahlerup selv været med til at skrive, og det var dem, understreger hun, der blev fulgt.
"Jeg synes, jeg har betalt en høj pris for, at afdelingen indvilligede i at lukke op til et relativt lukket miljø. Jeg var enig i formålet, som var ædelt, og jeg mener generelt, at der skal være mere åbenhed i vores behandlingssystem. Men i dokumentaren fremstilles jeg som den største skurk og organtyv.
Forældrene og søsteren havde en meget rørende dialog imellem sig - præcis sådan en pårørendesamtale, som Danmarks Radio havde efterlyst for at vise, hvor svært det er at skulle tage stilling på en andens vegne. Og hvor meget lettere det ville være for de pårørende, hvis de kendte til patientens eget ønske. Men det er underligt nok slet ikke med i dokumentaren, der fra at være oplysende ændres til et drama om, hvem der er helt, og hvem der er skurk".
Benedicte Dahlerup mener ikke, at hun eller andre har begået fejl, men at alle blot har passet deres arbejde.
"Man ved, at 98 procent af dem, der har svære læsioner i hjernebjælken, vil ligge vegetativt hen, hvis de overlever. Jeg har overfor familien såvel som i journalen og i interview med DR anført, at pigen ’næppe’ vil overleve, og at hun, hvis hun overlevede, ville få svære mén. ’Næppe’ tolker Retslægerådet som ’ikke’. Men ’næppe’ er ikke det samme som ’ikke’. Jeg lader altid en dør om overlevelse stå åben, når hjernedøden ikke er indtrådt. Grunden til at der spørges til organdonation inden hjernedøden er indtrådt, er, at behandlingen ændres en smule, alt efter om der er givet tilsagn eller ej.
Familiens advokat påstår i øvrigt, at jeg har sagt, at pigen var uafvendeligt døende. Det er gengivet i dagspressen, og også Retslægerådet har skullet tage stilling til dette udsagn. Det er i mine øjne et forkert udtryk, og jeg bruger det aldrig om kranietraumepatienter, som man ofte kan redde ved at foretage kraniektomi. Her fjerner man et stykke af kranieknoglen, så hjernen får plads til at udvide sig.
Det var det, jeg tog op til vurdering til morgenkonferencen den 20. oktober 2011. Men det var der fortsat ingen, der syntes. Det ville ikke føre til et værdigt liv. Hvad et værdigt liv er, diskuterer vi hver eneste dag, når vi har meget dårlige patienter på afdelingen. Men hér var der ingen diskussion. Der var ingen tvivl hos os.
De spørgsmål, Patientombuddet stiller til Retslægerådet, er således decideret forkerte."
Da hjernedøden herefter kunne indtræde, kontaktede Benedicte Dahlerup DR.
”Først på det tidspunkt opstod der diskussion i lægegruppen, idet flere af lægerne ikke ønskede at medvirke i en pårørendesamtale med DR til stede i rummet. Så jeg stillede op i en god sags tjeneste”.
Den sekvens i dokumentaren, som bliver skæbnesvanger for Benedicte Dahlerup, er den, hvor faderen spørger, om der ikke er en chance for, at der kan ske ”blot et lille mirakel”, og hvortil hun svarer "nej, desværre."
"På det tidspunkt, hvor vi taler om organdonation, syntes jeg under ingen omstændigheder, at vi skulle sidde og tale om mirakler for rullende kamera. Havde kameraet ikke været der, havde jeg taget det op. Men i det øjeblik, med en fortvivlet familie, der er konfronteret med noget så forfærdeligt, var det ikke et emne jeg anså for egnet til en samtale i TV.
Nu har man på vores afdeling lavet proceduren om, således at hjernedøden skal være indtrådt, førend man spørger ind til organdonation” .
Ville du ønske, at du havde formuleret dig anderledes?
"Ja, selvfølgelig. Hvis jeg havde vidst, hvilke konsekvenser, det kunne få, ville jeg have formuleret mig anderledes. Der er mange tanker, som man når at tænke på et splitsekund.
Enhver neurokirurg er i sit virke stødt på eller har hørt om patienter, der har overlevet, efter at der er sagt ja til organdonation. Og det paradoksale er, at det at pigen overlever, bliver fremstillet som en skandale – normalt ville det være en glædelig begivenhed. Derfor er jeg også uforstående overfor den sigtelse, som politiet har rejst mod mig. Da jeg spurgte, svarede de, at ledelsen pegede på mig som den ansvarlige. Ja, jeg var den funktionsansvarlige for neurointensiv afsnittet. Men der er ikke begået nogen fejl, så jeg erklærede mig uskyldig”.
Til de kolleger, der bl.a. i dokumentaren undsiger beslutningen om ikke at fortsætte behandlingen af Carina Melchior, siger Benedicte Dahlerup:
"MR skanningen, som vi alle så til den neuroradiologiske morgenkonference, viste ikke tegn til begyndende hjernedød. Det vidste vi alle, og jeg noterede det i journalen. Spørgsmålet, som vi sad med, var, om vi skulle fortsætte behandlingen med kraniektomi eller standse behandlingen og afvente det spontane forløb, herunder også mulig hjernedød. Spørgsmålet til kollegaen i dokumentaren skulle derfor have lydt: 'Ville du på baggrund af MR skanninger, det høje tryk i hjernen, og den kliniske tilstand have fortsat behandlingen? Så kunne han og muligvis andre svare, at det ville de. Men de 12 læger - fem overlæger, to afdelingslæger og fem reservelæger – der var til stede under konferencen den morgen besluttede, at behandlingen ikke skulle fortsætte. Havde pigen ligget på en anden afdeling et andet sted, kunne skønnet have været et andet. Det er altid et lægeligt skøn. Der findes ingen facitliste. At vi stoppede behandlingen var i øvrigt det, der reddede hendes liv.
Set i bakspejlet, og med den viden vi har i dag, ville den optimale behandling i mine øjne have været kraniektomi”.
Fakta
I november 2011 - en måned efter, at DR havde filmet på afdelingen - begyndte Benedicte Dahlerup at tabe håret på store områder. Hun fik senere konstateret en stressrelateret, autoimmun sygdom.
"Jeg kunne ikke sove om natten, havde hjertebanken og tankemylder. Jeg var frygtelig bange for, at hele organdonationsprogrammet ville gå i stå. Det, som jeg har viet en stor del af mit faglige liv til - at informere om hjernedødskriteriet og få folk til at tage stilling - kunne tabes på gulvet på et øjeblik på grund af mig og mit svar på et mirakel-spørgsmål. Det gjorde mig syg”.
Benedicte Dahlerup fortsatte med at arbejde i et år, frem til kort før dokumentaren blev vist. Efter en lang foromtale i dagspressen, blev hun anbefalet at gå til psykolog.
"Psykologen opfordrede mig til ikke at læse noget som helst om sagen og mente, at jeg skulle sygemeldes i tre måneder. Det var bestemt ikke med hospitalets gode vilje. Det blev til ti måneders sygefravær. Og da jeg langsomt kom i gang igen, blev det mod min vilje ikke på intensivafsnittet. Det hed sig, at det var for at beskytte mig - jeg kunne jo blive genkendt af pårørende.
Men jo, senere opfattede jeg det som mistillid. Efter sygeperioden fik jeg kun administrative arbejdsopgaver. Efter nogen tid bad jeg derfor om en fratrædelsesordning, der udløber til marts 2015. I forbindelse hermed - og efter Retslægerådets afgørelse - fik jeg at vide, at jeg ikke skulle regne med at få patientkontakt igen på Aarhus Universitetshospital".
Hvordan har du det med, at det er dig alene, der må stå for skud?
"Jeg har altid lært, at man skal stå ved sit ansvar, og jeg var den ansvarlige funktionsleder på det tidspunkt. Jeg syntes ikke, at der var grund til at pege på andre. Én var nok. Efter jeg blev sigtet, har jeg dog gjort det klart, at der var konsensus om vores beslutning. Men ifølge ledelsen er det mig alene, der bærer ansvaret. Og selv om jeg tidligt i forløbet besluttede mig for, at det ikke måtte knække mig, tog det hårdt på mig, at ledelsen ikke fagligt bakkede mig op”.
Hvordan rummer du den vending, dit liv har taget?
”Jeg har altid fået at vide, at jeg er en stærk person. Men dernæst vælger jeg at tro på, at der er en mening med det hele.
Tidligere kunne jeg knap få fri en dag til at deltage i et fagligt møde. Og selv om jeg da gerne ville arbejde mindre end de op mod 50 timer, som var reglen snarere end undtagelsen, var den ufrivillige orlov, som jeg fik tildelt, ikke det jeg havde forestillet mig. Jeg er 66 år og føler mig langt fra færdig i arbejdslivet. Og jeg har ikke tænkt mig at spille golf fra morgen til aften. Så er der naturligvis mine græskstudier, ligesom jeg er begyndt at læse Søren Kierkegaard. Alt det, som jeg tidligere aldrig havde tid til.
Og nok så væsentligt: jeg mener ikke, at der er begået nogen lægefejl i denne sag”.
Benedicte Dahlerup samler al sin dokumentation samt kopier af dagspressens omtale af sagen – overstreget med rødt - og siger, i samme rolige toneleje, som hun har gjort brug af de seneste to en halv time.
”Den største fejl var den kontrakt, som Aarhus Universitetshospital indgik med Danmarks Radio. På et personalemøde og under flere møder, ledelsen og jeg havde med tilrettelæggerne, inden optagelserne gik i gang, fik vi at vide, at det, vi ikke ville have vist, heller ikke blev vist. Sådan blev det ikke. Vi fik senere at vide, at DR mente, at de ikke alene havde ret men også pligt til at vise, hvad der foregik. Vi mente, at DR skulle lægge vægt på, hvor sikker hele vores procedure er, at det er patienten, som viser vejen, og vi følger efter, og er man ikke hjernedød, kan man ikke blive organdonor. DR kunne have vist hele spektret omkring donation. Det var der netop rig mulighed for, idet der er flere lange interviews med mig, hvor jeg har forklaret stort set alle aspekter.
Jeg blev igen og igen spurgt om bl.a. drænet til hjernevæske.
Jeg er med på, at journalisten med flere optagelser kan vælge den optagelse, hvor jeg forklarer tingene bedst. Men da jeg senere bliver bedt om endnu et interview, hvor det er nøjagtig de samme spørgsmål, som vil blive stillet, var det min og ledelsens helt klare opfattelse, at målet var at få mig til at svare noget forskelligt, så det måske kunne danne grundlag for selvmodsigelser. I dokumentaren hedder det sig, at jeg ikke ønsker at svare yderligere på spørgsmålene, og man ser, at jeg går, med ryggen til - hvilket er klar manipulation. Jeg havde svaret på de spørgsmål igen og igen, og filmklippet var i øvrigt fra, da jeg vender mig for at gå ind og snakke med de pårørende første gang."
Er du bitter?
"Jeg vil ikke være bitter. Og det jeg siger nu, er ikke hverken en vendetta eller en klagesang.
Ja, det er gået ud over mig fysisk, psykisk, økonomisk og karrieremæssigt. Arbejdsskadestyrelsen har tilkendt mig ti procent mén, og så er jeg fortsat sigtet af politiet.
Men jeg sætter min lid til, at politikerne oven på Se & Hør-sagen vil stramme medieansvarsloven. Journalister skal ikke have lov til at viderebringe faktuelle fejl og tilklippe virkeligheden, som det passer dem. Disse ufine metoder skal kunne straffes.
Jeg er heller ikke bange for en eventuel retssag - så vil hver en sten blive vendt.
Når det hele er slut, håber jeg, at jeg fra at være ”organtyven” vil være renset for de uretmæssige anklager, der er rettet imod mig, og at jeg kan slutte mit lange udfordrende lægevirke med oprejsning og værdighed”.
