Lægen går med tørklæde

»Hvis jeg får målt blodtryk af en kvindelig læge, der bærer tørklæde, så bliver det alt for højt! Det provokerer mig i den grad, fordi det for mig er et symbol på en ekstrem kvindeundertrykkelse«, siger læge Vibeke Manniche.

»Jeg hverken kan eller vil acceptere en læge med tørklæde«, fortsætter hun.

»Det er for mig at se et totalt brud med den uniformspolitik, der ellers er blandt læger og på sygehuse. Meningen med kitlen og den anonyme påklædning er jo netop, at patienten skal i fokus, og lægen skal være ret anonym og ikke virke anstødende med sin seksualitet, religion eller lignende«.

»Jeg synes i øvrigt heller ikke, at det er særlig hygiejnisk«, fortsætter Vibeke Manniche, der netop har undervist et hold kommende praktiserende læger på Panum Instituttet. Og en del af dem bar tørklæde.

»Jeg mener ikke, at vi kan sende dem ud i praktik med tørklæde på«, tilføjer hun.

Hendes kollega, Jørgen Kappelgaard, der underviser samme sted, er af en anden mening:

»Jeg kan ikke se, at det er noget problem. Hos praktiserende læger er der sjældent noget uniformskodeks, men der er nogle uskrevne regler, som de fleste retter sig efter. Man skal for eksempel være anstændigt og ikke for opsigtsvækkende klædt. Så jeg har på et tidspunkt sagt til en praksisreservelæge, at han ikke måtte gå med bare fødder i konsultationen.

Men om en ung kvindelig læge må bære tørklæde i konsultationen eller ej, det er en sag mellem hende og den læge, der har hende i praksis«, siger Kappelgaard og tilføjer, at det naturligvis er en god ide at gøre opmærksom på, at man bærer tørklæde, inden man starter på opholdet, hvis det er tilfældet.

Mange med tørklæde

»Jeg synes, man skal huske på, at det er nogle meget dygtige unge kvinder, der kan gennemføre en så høj uddannelse på trods af en anden etnisk baggrund. Og der bliver flere og flere af dem på lægestudiet, så det er en god ide at forholde sig til emnet«, mener Jørgen Kappelgaard.

Det samme mener praktiserende læge Jens Tørning. Han er uddannelseskoordinator i København og har mødt mange tørklædeklædte lægestuderende i praktik.

»Det er jo hovedet, der sidder under tørklædet, det kommer an på«, siger han. »Og det fejler helt sikkert ikke noget, hvis de er kommet så langt«.

»Jeg synes, vi har flere problemer med lægestuderende, der for eksempel går for udfordrende eller provokerende klædt«, siger han.

»De må ikke være seksualiserende klædt eller bære tydelige religiøse signaler, som for eksempel kors, jøde-stjerne eller kalot og slangekrøller ved ørerne. Men jeg synes ikke, at tørklædet er et religiøst signal«, siger Jens Tørning.

Vibeke Manniche er helt uenig:

»Jeg synes ikke, man er anonym, hvis man går med tørklæde i Danmark. Det er jo et religiøst signal, og jeg mener, at det vil intimidere mange patienter. Jeg synes, vi bør have en klar uniformspolitik, der forbyder blandt andet tørklæder«.

»Ud over det mener jeg, det er vigtigt, at vi holder fast i kønnenes ligeværd og ikke understøtter den kvindeundertrykkelse, som tørklædet symboliserer. Muslimske mænd bærer trods alt ikke tørklæde«, fortsætter hun.

»Vi er tvunget til at tage stilling til det, og jeg mener, vi skal signalere, at religion forbliver en privat sag, som lægen ikke skal skilte med over for patienterne«.

Lægen skal kommunikere

»Påklædningen må ikke blive en barriere mellem læge og patient«, forklarer Jørgen Lous, der er professor i almen medicin på Syddansk Universitet.

»Og selvfølgelig heller ikke mellem lægen og praktikanten«.

»Jeg har haft kontakt med en læge, der fortalte, at hans praktikant bar både tørklæde og et slør, der kun lige havde hul til øjnene. Det er ikke i orden, for det hæmmer kommunikationen mellem praktikanten/lægen og patienten. Præcis ligesom solbriller eller andet, der gør, at man ikke kan aflæse lægens ansigt helt. Praktikanten skal til enhver tid selv kunne tale uhæmmet med patienten, ellers går det ikke«, siger Jørgen Lous.

»Der er en del studerende, der går med tørklæde, men de fleste smider det, efterhånden som de kommer i arbejde«, fortsætter han.

»På sygehusene skal de jo følge de regler, der er lokalt eller på de enkelte afdelinger, og det er jo ikke alle steder, der er plads til tørklædet - for eksempel på en operationsgang«, siger Jørgen Lous.

På sygehusene

Mange sygehuse nævner tørklæder direkte i deres uniformskodeks. På H:S Rigshospitalet skriver man for eksempel, at »Hvis en medarbejder ønsker at bære tørklæde, skal de tørklæder, der indgår i uniformsprogrammet, benyttes«. Og på Odense Universitetshospital skriver man, at »Tørklæde skal samles i nakken og skiftes dagligt« og »Evt. privat tøj skal dækkes helt af arbejdsdragten«.

Tørklæder er altså en accepteret beklædning på sygehusene, men de fleste steder ikke private tørklæder i spraglede farver. De skal kunne holdes lige så hygiejnisk rene som kitler og i nogle tilfælde også samles i nakken. Mange steder kan både læger og sygeplejersker få udleveret et rent tørklæde til arbejdsbrug, hvis de ønsker det.

Patienterne

Hvordan opfattes tørklædeklædte læger så af patienterne? Det kommer som altid an på øjnene, der ser. I nogle tilfælde kan tørklædet ligefrem skabe kontakt til og tryghed hos patienten. For eksempel hvis han eller hun selv kommer fra en kultur, hvor man bærer tørklæde. I andre tilfælde virker det modsat. En hurtig rundspørge blandt danskere på gaden gav følgende svar:

Mand, 47 år: »Hvis jeg kom til en praktiserende læge, der bar tørklæde, ville jeg føle mig lidt usikker på, hvordan hun ville rådgive mig omkring for eksempel prævention. Ville hendes religiøse syn påvirke behandlingen? Jeg ved godt, at jeg heller ikke kan se på en læge, om hun for eksempel er katolik. Men det at jeg kan se, at hun er af en anden kulturel og religiøs opfattelse end jeg, ville gøre mig lidt utryg«.

Kvinde, 45 år: »Det ville ikke genere mig personligt. Men jeg har en gammel far, der bruger læge temmelig meget. Jeg ville være bekymret for, om hun måtte røre ved ham? Den religion, der siger, at hun skal gå med tørklæde, siger vel også, at hun ikke må røre ved andre mænd end ham, hun er gift med. Og hvordan ville hun mon råde min teenagedatter omkring sex og prævention?«

Kvinde, 33 år: »Jeg ville tænke, at hun må være særdeles dygtig! Hvis hun med den tokulturelle baggrund, hun tilsyneladende har, er kommet igennem alle nåleøjerne frem til en lægepraksis her, så tror jeg, at hun er hyperintelligent«.

Udsigten fra tørklædet

»Det er kun ganske få gange, en patient har sagt, at han eller hun ikke ville behandles af mig«, fortæller Gina Alfarra, der er 1. reservelæge på Amtssygehuset i Glostrup. Hun er uddannet læge i Rumænien, konverterede til islam for 20 år siden, og bærer altid tørklæde, når hun forlader sit hjem. Hun kom til Danmark for 12 år siden og haft fuldtidsjob som læge siden 1994.

»Jeg oplever ikke tørklædet som en hindring i mit arbejde«, sig er hun. »Faktisk var det et meget større problem, at jeg ikke talte særlig godt dansk de første år. Det skaber en meget større barriere mellem læge og patient.

Tørklædet siger jo intet om min kompetence som læge. Men hvis jeg fik at vide, at jeg ikke måtte bære tørklæde på mit arbejde, så ville jeg ikke kunne arbejde der. Det er op til den enkelte kvinde, hvordan hun fortolker Koranens ord om, at kvinder skal tildække håret. Nogle muslimske kvinder har ingen problemer med at tage tørklædet af, men for mig ville det være et brud på et vigtigt princip. Jeg kan ikke sådan bare tage det af og på.

Jeg bruger mine egne tørklæder og vælger et behageligt tyndt ensfarvet et i dæmpede farver. Det må jeg gerne på røntgenafdelingen, hvor jeg arbejder nu. Andre steder har jeg måttet bruge de tørklæder, sygehuset stiller til rådighed, men de er ikke lige så behagelige. Til nød har jeg endda gået med et håndklæde viklet om håret!

Det sker af og til, at en patient beder om ,hende med tørklædet`. Som regel er det fordi, patienten vil have en kvindelig læge.

Det er helt forkert, når nogen tror, at en kvindelig muslimsk læge ikke må behandle en mandlig patient. Mit lægeløfte er altid vigtigst for mig, både når jeg er på arbejde og når jeg har fri. Jeg er læge for at helbrede, og så er det en sag mellem mig og Gud, hvordan jeg praktiserer det.

Som muslim er man forpligtet til at behandle alle patienter ens uden at gøre forskel på grund af religion, hudfarve eller noget som helst andet. Derfor drejer det sig altid om at prioritere patienten frem for alt andet. Man kan for eksempel godt udsætte sin daglige bøn, hvis man er i gang med at behandle patienter.

Jeg har også et frivilligt job for Sundhedsstyrelsen, hvor jeg rådgiver især tyrkiske kvinder omkring prævention. Aborttallet er alt for højt blandt indvandrerkvinder, så det er vigtigt at informere dem godt om prævention.

Jeg kan godt blive irriteret over, at nogle tror, at jeg er en undertrykt kvinde, fordi jeg bærer tørklæde. Det er min egen sag og en del af min person. Men jeg svarer altid venligt på spørgsmål om det, for det er vigtigt, at vi er parate til at diskutere og informere om det. Hvis patienter eller kolleger spørger, skal de selvfølgelig have en forklaring. Og jeg vil hellere have, at de spørger mig selv, end at de hvisker i krogene. Vi bliver jo flere og flere tørklædeklædte læger, for Danmark er et mere og mere multietnisk samfund«, siger Gina Alfarra.