Hvis man gik til lægen i 1450, kunne man forvente en behandling, der i store træk byggede på et 2.000 år gammelt skrift af den græske læge Dioscorides. Det var en praktisk tekst, som beskrev den medicinske anvendelse af flere end 600 planter. Medicin lavede man af urter og krydderier – enten tørrede eller som afkog og udtræk, udrørt i vin eller blandet med fedt til salver. Der er også mineraler som arsenik, bly og kviksølv blandt de lægemidler, der omtales.
I de følgende århundreder kom der nye behandlinger til den gamle medicinske visdom. For eksempel dette fra en engelsk lægebog i 900-tallet, Bald’s Leechbook:
»For smerte i maven og bugen. Når du ser en skarnbasse, som kaster med [skidt], grib ham med begge hænder sammen med det opslyngede [skidt], vift kraftigt med hænderne og gentag tre gange: ,Remedium facio ad ventris dolorum’. Kast så billen over skulderen ned på vejen. Pas godt på ikke at kigge efter den. Når en mand får smerter i mave eller bug, grib hans mave med begge hænder; han vil hurtigt få det godt. Du kan gøre dette i tolv måneder efter [at du har fanget] billen«.
Vi vil kalde det ovenstående for magi og besværgelser. Men man kan også vælge at se det som noget kompliceret, patienten kan foretage sig for at få det bedre. Hvis patienten tror, det kan hjælpe, kan det i sig selv give en følelse af at være i kontrol og en fornemmelse af at få det bedre.
De fleste lægemidler var baseret på planteriget, men desuden på dyreriget (for eksempel tørret hugormekød) og mineralriget (kviksølv). Lægemidlerne kunne indtages, gives som lavement eller smøres på huden. Man kunne desuden »ryge« patienterne med dufte fra træer og urter. Hver plante og blomst og hvert træ havde sine særlige egenskaber, og da korsfarerne i 1100-tallet begyndte at tage krydderier og duftevand med hjem fra Orienten, blev paletten yderligere udvidet.
De ganske få læger havde samfundets øverste lag som patienter. Jævne folk holdt sig til »kloge« mænd og koner eller de omrejsende kvaksalvere, der dukkede op på markedsdage. Munke ved de store klostre tog sig af at pleje og behandle syge og svage gamle, og klostrene drev hospitaler og tilhørende urtegårde med lægeplanter. Når en patient blev rask, skyldtes det, at medicinen havde genoprettet balancen mellem kroppens fire væsker – blod, slim og den gule og sorte galde.
Enkelte urter har haft en vis terapeutisk effekt. Eksempelvis kan humle og baldrian virke søvndyssende, mens perikon muligvis kan påvirke en lettere depression. Honning er bakteriedræbende. En del medikamenter har været mere eller mindre giftige, og doseringen usikker. Det meste har dog været uden farmakologisk effekt. Men hvis et lægemiddel så ud til at have en effekt på ét område, tog lægerne det i flere tilfælde i brug som universalmiddel. Kviksølv er skræmmeeksemplet.
Ofte har selv de uvirksomme behandlinger i kraft af placeboeffekten haft effekt: De lærde og skriftkyndige munke og gejstlige stod højt over almindelige mennesker i rang og anseelse. Og fordi munkene havde et direkte forhold til Gud, har de stærkt troende middelaldermenneskers tillid til klostrets lægedom været grænseløs. Placeboeffekten kan ikke overvurderes. Troen på urternes og munkenes helbredende evner var lige så stærk som gudstroen. Og den kan som bekendt flytte bjerge.
Lægeuddannelsen foregik uden klinisk undervisning. Der var ingen dissektioner eller anatomibøger, og lærebøgerne byggede på årtusindgamle kilder. De lærde medicinere kunne ikke kurere sygdom. Alligevel foragtede de kirurgerne, som var håndværkere og uddannet hos en barber. Det er ikke det samme som at sige, at lægerne var inkompetente kvaksalvere. Betragtet fra det 21. århundrede kan behandlingerne forekomme skøre og bizarre. Men 1400-tallets læge gjorde selvfølgelig sit bedste ud fra den viden og de muligheder, han havde.
Og de klogeste var meget tilbageholdende med at udsætte patienterne for alt for heroiske behandlinger og indgreb. Den gode læge foretrak at overlade helbredelsesprocessen til naturen og nøjedes med at se til, lindre, hvor det var muligt, og ellers give et trøstende ord. Lægens opgave var – med Voltaires ord – »at underholde patienten, mens naturen kurerer sygdommen«.
I mange tilfælde har naturen kureret mange sygdomme, som gik over af sig selv, også uden munkenes mellemkomst. Det voksne middelaldermenneskes modstandskraft har formentlig også spillet en rolle. En meget stor andel af nyfødte nåede aldrig at overleve barndommen. Børnedødeligheden af kopper var astronomisk, og mange, som overlevede det første år, blev taget af de almindelige børnesygdomme. Andre omkom i tider med misvækst og hunger. De voksne – i hvert fald dem, der ikke var svækkede af fejlernæring – har haft et veltrænet immunforsvar.
Tænderne hos middelalderens mennesker var også i en bedre stand end de ormstukne pløkker, som deres efterkommere døjede med i 1700-1800-tallet, da trekanthandlen gjorde sukker til allemandseje. Omkring 1800 har det været vanskeligt at finde en voksen person, som ikke var mere eller mindre tandløs. Så sent som i 1900-tallet var en mundrydning og et kunstigt gebis en sædvanlig konfirmationsgave (sammen med et cigaretetui).
Men de drak vel alt for meget i middelalderen? Nej – og slet ikke i sammenligning med det amokløbende søberi, der hørte renæssancen og de efterfølgende århundreder til.
Det sociale liv foregik i kirken og på kroen – og det sidste så præsterne som en synd. Dels var drukkenskab udtryk for umådehold og grådighed, som i sig selv var blandt de syv dødssynder. Men tid på kroen betød også mindre tid til andagt og tanken på frelsen og det evige liv. Og dels kunne overdrevent drikkeri lede til andre laster og synder som liderlighed, løsagtig tale og slagsmål.
Det er naturligvis sket, at middelalderens mand (respektable kvinder gik ikke på kro) fik et krus øl for meget. Men kronisk alkoholisme fandtes kun blandt kongelige, adelige og højtstående gejstlige, der regnede det for mandigt at drikke sig i hegnet, og som havde råd til at drikke øl og vin til daglig.
Der er undersøgt flere tusinde skeletter fra dansk middelalder. Derfor har man et godt billede af folks ernæringstilstand. Middellevetiden kan være vanskelig at regne sig frem til. Børnedødeligheden var kolossal. Enkelte har levet, til de blev 70-80 år, men de fleste døde forinden af infektionssygdomme: lungebetændelse, inficerede sår, der udviklede sepsis og gangræn, stivkrampe, mæslinger, malaria, tyfus, kopper, byldepest og meningitis. Sygdomme, der ikke efterlod synlige spor i skeletterne. De fleste døde så unge, at de ikke nåede at udvikle kræft eller hjerte-kar-sygdom. Fedmerelaterede sygdomme har stort set været ukendt.
En enkelt infektionssygdom, som var stærkt udbredt, formåede dog at efterlade endog meget dramatiske spor i skeletmaterialet. Udgravninger af spedalskhedskirkegårde har afdækket hundreder af skeletter med svære spor af sygdommen, som nedbryder knoglerne.
På skeletter af folk, som døde i 40-50-årsalderen finder man desuden ofte spor af artrose. Det ses dog også hos de fleste nutidige danskere over en vis alder.
Skeletterne kan i øvrigt sladre om et andet aspekt af ernæringstilstanden, som i nogen grad rehabiliterer nogle af fordommene om middelalderen: Middelalderens mennesker var sundere og i bedre ernæringstilstand end deres efterkommere.
I hungerperioder omkom mange, og de fattigste har været fejl- og underernærede og dermed uden modstandskraft mod de mange infektionssygdomme, der altid lurede. Desuden betød vintre uden adgang til frugt og friske grøntsager, at skørbug i perioder var meget udbredt. Men skeletfundene viser, at 1200-tallets nordeuropæere var i bedre foderstand end deres efterkommere i 1700- og 1800-tallet. Middelalderens mand målte i gennemsnit mellem 171,5 og 173,4 cm. Siden gik det ned ad bakke, og i 1700-tallet, da det så mest sølle ud, målte den nordeuropæiske gennemsnitsmand bare 166 cm. Først i slutningen af 1800-tallet nåede han igen op på højde med middelaldermanden.
