Lægens tro betyder det noget?

Abir Al-Kalemji,
læge, Reumatologisk Afdeling, Odense Universitetshospital

»Som læge parkerer jeg mine private holdninger og sympatier, når jeg går på job«, siger Abir Al-Kalemji. Hun har muslimsk baggrund og har været troende som teenager og i starten af studietiden.

»Men så begyndte min religiøse tro at fylde mindre og mindre. Det var ikke det at beskæftige sig med lægevidenskab i sig selv, der gjorde det, snarere mere livserfaring og en øget viden om forskellige religioner og kulturer«, forklarer hun.

»Det er klart, at troen påvirker nogle lægers holdninger«, mener Abir Al-Kalemji. »For eksempel har jeg mødt en iransk læge, der er imod indtagelse af alkohol. Han henviste til videnskabelige artikler, der dokumenterede den skadelige effekt af den mindste indtagelse af alkohol. Jeg kunne høre på ham, at hans religiøse holdning nok prægede hans opfattelse mere end evidens, da studier jo tyder på, at begrænset alkoholindtag faktisk kan have en gunstig effekt på helbredet.

Jeg tror ikke, det kun er læger med muslimsk baggrund, som kan være farvet af deres tro, når det gælder deres daglige virke. Jeg har for eksempel også mødt nogle danske læger, der er imod aktiv dødshjælp på grund af deres tro eller overbevisning. Jeg mener, det er fair nok, at man er troende, så længe det ikke påvirker ens professionalisme. Det er patienterne, vi er her for, og det er deres interesser, vi skal tjene«, siger Abir Al-Kalemji.

Mahdi Alamili,
KBU-læge på Mave-tarm kirurgisk afdeling på Herlev Sygehus, 30 år

### mahdi alamili foto###

»Jeg er troende muslim, og derfor faster jeg også, når der er Ramadan. I år faldt Ramadanen i juli måned, hvor det var meget varmt og tørt. Det var hårdt hverken at måtte spise eller drikke fra solopgang til solnedgang, men jeg trækker på mine erfaringer fra tidligere år. Det betyder, at jeg står meget tidligt op og spiser og drikker meget, og det gør jeg også efter solnedgang.«

Mahdi Alamili forklarer, at Ramadanen ikke følger kalenderåret men måne-året, så det er meget hårdere at overholde fasten, når den ligger midt om sommeren i Danmark, end hvis den falder om vinteren, hvor dagene er korte. Mange muslimske læger vælger at arbejde kun hver anden dag under ramadanen eller at lægge deres ferie der, så det ikke er så hårdt, tilføjer han.

Selv har han lært at undgå andre ting, der kan stresse ham under Ramadanen. Han dyrker ikke sport, han går ikke til fest, han sover meget og spiser sundt, så han kan bruge al sin energi på sit arbejde.

»Egentlig er det ikke hårdere, end hvis man har en aftenvagt efterfulgt af en nattevagt, så bliver man jo også nødt til at være meget struktureret, for at kunne udføre jobbet tilfredsstillende,« siger han.

»Arbejdet skal altid kunne udføres forsvarligt, så skulle jeg komme i en kritisk situation, hvor jeg kan mærke, at min faste gør mig ukoncentreret, så det går ud over en patient, så må jeg vælge at bryde fasten. Der er jo også mange muslimske læger, der normalt beder på bestemte tidspunkter flere gange om dagen – men hvis det forstyrrer arbejdet i en akut situation, udskyder de bønnen. Det er i orden. Det får man det ikke dårligt med.«

»Lægeløftet betyder ligeså meget for mig som min tro,« forklarer han. »Og det betyder noget for mig at gøre noget godt for andre mennesker i det liv jeg har på Jorden her og nu. Jeg tror på, at mit liv bliver testet af Gud, og i efterlivet skal jeg have gjort noget godt. Så som læge skal min dør altid være åben, uanset om jeg får penge for at hjælpe andre eller ej.«

Christian Wejse, afdelingslæge på Infektionsmedicinsk Afdeling på Aarhus Universitetshospital, Skejby, samt tilknyttet Center for Global Sundhed

### lsrep 65568.mail_chr_4###

»Jeg er kristen, og jeg tror faktisk, at min tro betyder en del for, hvordan jeg fungerer som læge. Dels er det nok herfra mit engagement i Center for Global Sundhed kommer. Det er naturligt for mig at have omtanke for de fattige i verden. Jeg vil gerne være læge for dem, som mange andre ikke gider, så jeg arbejder også på at få startet en indvandrermedicinsk klinik i Aarhus.

Min tro betyder mindre for min kliniske praksis til daglig. Men jeg har nok et mere afklaret forhold til døden end mange ikketroende. For mig er det ikke svært at snakke med patienterne om døden. Hvis en patient er terminal, snakker jeg gerne med ham/hende om at acceptere døden, og om hvad han/hun gerne vil have ud af sin sidste tid. Og måske også om forholdet til og omsorgen for de pårørende.

Det er ikke afgørende for mig, om patienten er kristen, muslim, ateist eller noget andet; vi kan stadig have en god samtale om en håbløs behandling – jeg begynder ikke at snakke om Jesus eller at pådutte andre min tro. Men hvis patienten spørger ind til, om jeg tror, der er et liv efter døden, svarer jeg gerne«.

Christian Wejse mener, at lægens verdensbillede eller tro helt naturligt påvirker mange af de valg, der skal træffes. Men han tilføjer, at alle læger jo arbejder inden for en fælles ramme af god praksis. Først når det kommer til svære etiske valg som for eksempel at slukke for en respirator eller at bevillige en sen abort, gør lægens egne holdninger en forskel. Amerikanske undersøgelser har for eksempel vist, at nogle troende læger er mere tilbøjelige til at give en livsforlængende behandling end deres ateistiske kolleger.

»Men jeg tror, at min tro netop kan gøre det lettere for mig at acceptere, at der måske ikke er mere at stille op. Jeg vil ikke være bange for at italesætte, at her slutter et liv«, siger Christian Wejse.

»Af og til tager jeg en patient med i min aftenbøn. Jeg tror på, der er en Gud, der kan hjælpe – også hvor jeg ikke kan. Det er ikke noget, jeg plejer at fortælle patienten om. Men det giver mig selv en ro og en afklaring. Jeg kan dele min følelse af magtesløshed med Gud, og også ansvaret for patienten. Jeg kan jo ikke klare alt, og det skal jeg heller ikke kunne. Her giver min tro mig styrke«, siger Christian Wejse.