Mangel på organer og gode erfaringer fra andre lande gør, at læger nu er positive overfor organdonation fra hjertedøde. Allerede til næste år kan de første transplantationer ske, vurderer professor.
En person har været involveret i en voldsom trafikulykke og bliver genoplivet på stedet og efterfølgende indlagt på intensivafdeling. Hjernen har taget uoprettelig skade, og al videre behandling er udsigtsløs, men hjernen har ikke taget nok skade til, at personen kan erklæres hjernedød.
Og selv hvis patienten havde et ønske om organdonation, vil det ikke ske, fordi det i Danmark udelukkende sker, hvis patienten kan erklæres for hjernedød.
Eksemplet bliver forklaret af professor og overlæge på Hjertemedicinsk Afdeling på Aarhus Universitetshospital Hans Eiskjær, der også er hospitalets transplantationsansvarlige hjertelæge. Og eksemplet skal illustrere en international tendens, der peger i retning af at bruge organer fra hjertedøde patienter og ikke kun hjernedøde, som det sker i dag i Danmark. I øjeblikket er danske transplantationslæger inde i de afgørende overvejelser om at indføre en vejledning på området i Danmark.
“Vedvarende mangel på organer og bedre teknologi har de seneste år betydet, at mange lande er begyndt at anvende organer fra hjertedøde eller det, vi kalder kredsløbsdøde. Erfaringerne fra bl.a. England viser, at antallet af nyredonationer er steget med 40 pct. og hjertedonationer med 20-30 pct., og langtidsresultaterne er lige så gode som ved donation fra hjernedøde. Sidste år fik 29 danskere et nyt hjerte, og hvis vi kan øge det med 5-6 stykker, er det 5-6 danskere, der overlever med et nyt hjerte. Det er ikke ubetydelige tal, og derfor skal vi overveje det i Danmark. Jeg håber, at vi kan gå i gang allerede næste år, i første omgang med nyretransplantationerne”, siger Hans Eiskjær.
På lørdag, den 14. oktober, er det organdonationsdag med det formål at sætte fokus på organdonation. Og målt på antallet af organdonorer ser det godt ud i Danmark. I en periode på ti år er tallet stort set kun steget, og med 89 organdonorer i 2016 nåede området det højeste antal nogensinde, selv om både Norge og Sverige har en højere donorrate.
Og selv om antallet af døde danskere på venteliste til et nyt organ også er faldet, er der stadig 29 danskere, der døde i 2016, mens de ventede på et nyt organ, ifølge tal fra Scandiatransplant.
Det tal vil transplantationslægerne gerne have længere ned, og det ønske dannede sammen med de gode udenlandske erfaringer og bedre teknologiske muligheder for at sikre organerne fra hjertedøde baggrunden for et stort symposium i januar i år om organdonation efter hjertedødskriteriet, eller mere præcist kaldet “donation after circulatory death” (DCD). Mødet blev afholdt af Dansk Center for Organdonation og Dansk Transplantationsselskab med over 150 læger og sygeplejersker, og siden har en arbejdsgruppe arbejdet på et oplæg til fælles retningslinjer på området i Danmark og skal holde det næste møde i slutningen af oktober.
Arbejdsgruppen tager bl.a. udgangspunkt i, at 17 ud af 35 europæiske lande har indført donation efter hjertedød, og særligt tre lande skiller sig ud: I Storbritannien udgør DCD 42 pct. af donationerne fra afdøde, i Holland udgør det 53 pct. af donationerne, mens det udgør 25 pct. af donationerne i Spanien, viser de seneste tal fra 2016.
Hans Eiskjær sidder med i arbejdsgruppen og har været på studiebesøg i engelske Cambridge, som har gode erfaringer med donation efter hjertedød.
“Det handler om patienter, hvor al videre behandling er udsigtsløs, men som ikke kan erklæres hjernedøde, og derfor bliver donorspørgsmålet aldrig taget op. Men nu er teknologien blevet så meget bedre, at selv hvis organerne har været uden ilt i flere minutter, kan de stadig bruges som donororganer. Jeg har kendskab til pårørende til en yngre patient, hvor al videre handling var udsigtsløs, og de spurgte, hvorfor deres søn ikke kunne blive organdonor. Svaret var, at det kunne han ikke, fordi han ikke levede op til hjernedødskriteriet. De patienter og pårørende skylder vi at overveje at genindføre donation efter hjertedød”, siger han.
Når Hans Eiskjær siger genindføre hænger det sammen med, at donation efter hjertedødskriteriet faktisk er lovligt. Og tidligere har været brugt. De første transplantationer, bl.a. verdens første hjertetransplantation i 1967 skete med et hjerte fra en patient, der var hjertedød. Og et par år før, i 1964, skete den første nyretransplantation i Danmark i Aarhus også fra en hjertedød. Siden har læger over hele verden brugt organer fra hjertedøde, men ifølge Lars Bo Ilkjær, ledende overlæge på Hjerte-, Lunge-, Karkirurgisk Afdeling på Aarhus Universitetshospital, var tiden frem til 1990 præget af at, at lægerne kun kunne transplantere nyrer, fordi de andre organer ikke var egnet til transplantation.
“Men så kom hjernedødskriteriet i 1990, hvor det blev muligt at udtage organer, mens kroppen stadig var i gang, men hjernedøden indtrådt. Vi fik simpelthen bedre organer, og hele verden har siden bygget deres transplantationssystemer op efter det. Også Danmark. Men sidste år døde 29 danskere, mens de ventede på et nyt organ. Nogle af dem kan vi redde, hvis vi kan bruge organer fra hjertedøde”, siger han.
Frem til 1990 transplanterede man kun nyrer i Danmark, men efter hjernedødskriteriet kom den første hjertetransplantation natten mellem den 2. og 3. oktober 1990 på Rigshospitalet.
Noget af det, som arbejdsgruppen skal diskutere, er længden af den såkaldte “no touch-periode”. Det er den tidsgrænse, fra patienten erklæres hjertedød, til den organbevarende behandling starter ved at at koble den hjertedøde patient på en hjerte-lunge-maskine for at sikre organerne og ikke mindst selve udtagelsen af organerne. I Norge er den periode fem minutter, i andre lande er grænsen højere.
“Efter fem minutters hjertedød er der ingen, der rejser sig fra sengen og lever videre. Hjertet kan ikke spontant gå i gang efter fem minutter. Vi kender alle eksemplerne fra litteraturen, hvor patienter har været døde 2-3 minutter, og så begynder hjertet pludseligt igen, men det er meget sjældent. Under alle omstændigheder skal vi have aftalt i Danmark, hvor den grænse skal gå”, siger Hans Eiskjær.
Noget, der også skal afklares, er, om lægerne, efter at behandlingen er ophørt – men inden hjertet er holdt op med at slå – kan give blodfortyndende medicin for at undgå blodpropper, og altså udelukkende givet med henblik på at optimere donationen. De fleste af patienterne vil i forvejen som led i behandlingen på en intensivafdeling få blodfortyndende medicin.
Transplantationslægerne tog faktisk stilling til spørgsmålet om donation efter hjertedød så sent som i 2014, hvor de i den nationale handlingsplan konkluderede, at “transplantationscentrene iværksætter for nuværende ikke generelt initiativer med henblik på at transplantere organer fra hjertedøde donorer”.
Men i dag er tiden en anden, siger Allan Rasmussen, overlæge på Rigshospitalet og formand for Dansk Transplantationsselskab.
“De andre landes erfaringer tyder på, at vi med fordel på udvalgte patienter kan bruge organer efter cirkulatorisk død, og derfor skal vi kigge på det med friske øjne og nå til enighed. Vi skylder de patienter, der gerne vil donere, at der bliver taget maksimalt hensyn til dem, og jeg kunne sagtens forestille mig, at det betyder, at vi kommer med en anden konklusion end i 2014, for sådan har udviklingen været i andre lande. Men jeg vil ikke forudsige den endelige konklusion”, siger Allan Rasmussen.
Gorm Greisen, overlæge på Rigshospitalet og formand for Etisk Råd ser ikke umiddelbart nogen problemer ved organdonation efter hjertedød.
“Rationelt giver det mening at transplantere organer fra hjertedøde. Men der kan være flere etiske faldgruber, for ved eksempelvis patienter med akut kredsløbssvigt kan det blive en meget forhastet procedure og kan betyde, at de pårørende nemmere kommer i klemme. Så kunne man forestille sig at klare det med at koble patienten til en hjerte-lunge-maskine, så længe de pårørende tænker. Men det åbner for nogle forkerte perspektiver, fordi lægerne holder kroppen kunstigt i gang med henblik på donation og slukker, hvis de pårørende siger nej. Det er en meget instrumental tilgang, og vi skal passe på med, at patienten ikke ændrer status fra person til objekt. Derfor er det også vigtigt, at det ikke er de samme læger, der har ansvar for den døende patient og står for selve transplantationen”, siger Gorm Greisen.
