Læger anmelder bog af Gøtzsche

Lars Gehlert Johansen, formand for DSAM, og Torsten Bjørn Jacobsen, formand for Dansk Psykiatrisk Selskab, anmelder i næste nummer af Ugeskrift for Læger den omdiskuterede bog ”Dødelig medicin og organiseret fornægtelse” af Peter Gøtzsche. Begge læger beskriver deres syn på bogens både negative og positive sider.

Læs anmeldelserne her:

Dødelig psykiatri og organiseret fornægtelse

Formand for Dansk Psykiatrisk Selskab, Torsten Bjørn Jacobsen, tbj@dadlnet.dk

"Peter Gøtzsches bog er interessant at læse, men konklusionerne, han drager, er problematiske.

Stilen er uforsonlig. Indholdet veksler mellem indføring i videnskabelig metode til bandbuller over samtlige, der har formastet sig til uenighed med forfatteren. Man skal dukke sig for ikke at blive slået i hartkorn med medicinalindustriens svindlere. Der er også bevægende beskrivelser af menneskeskæbner. I det hele taget appellerer bogen til følelserne. Det er modsætningsfyldt. En estimeret forsker må kunne klare sig med saglige argumenter.

Først hyldes de dobbeltblindede randomiserede forsøg, men straks forkaster forfatteren resultaterne under henvisning til bias, ineffektiv blinding, fejl og snyd. Der refereres til store metaanalyser og epidemiologiske undersøgelser. Nogle af undersøgelserne kan rejse tvivl om sikkerheden ved antidepressiva, mens andre peger på en effekt af antipsykotika på overlevelsen. Der er ikke klare eller entydige svar. Forfatteren giver sig frihed til at inddrage nogle og forkaste andre. Samtidig henviser han til enkelte cases for at underbygge sine påstande. Men hvorfor er det lige netop de cases og ikke andre cases? Når patient- og pårørendeforeningerne fremfører, at de har medlemmer med behov for medicin, replicerer forfatteren, at de er i lommen på industrien. Det er det, som i mine øjne gør bogen problematisk. Hvorfor mener forfatteren, at det er ham, der har overblikket og frit kan vælge fra bunken af evidens?

Peter Gøtzsche er ikke bleg for at beskylde fagkolleger i Cochranenetværket for at være ukyndige inden for et fagområde. Ukyndigheden gør, at forfatteren kan tilsidesætte deres analyser. Men hvor kommer forfatterens kyndighed i psykiatri fra? Der er intet i CV’et, der underbygger, at forfatteren har særlig kyndighed på dette område. Alligevel afskaffer han de sværeste psykiske lidelser under henvisning til, at enkeltsymptomer forekommer bredt i normalbefolkningen. Elendigheden er entydigt et resultat af psykiaternes behandlingsforsøg. Selvmord såvel som psykoser ville ikke forekomme, var det ikke for psykiatriens »overgreb«.
I stedet kan man, ifølge forfatteren, med fordel se på »generthed« og søvnproblemer. De kan behandles med »coaching« og søvndagbøger. Får forfatteren en depression, vil han behandles med psykoterapi.

Har man set patienter debutere med alvorlige sindslidelser, ved man, at de findes. De sværeste sindssygdomme er meget alvorlige og lader ikke de alvorligste somatiske lidelser noget efter i direkte sammenligning.

Vi ved fortsat for lidt om psykiske sygdomme. Data er begrænset, og konklusionerne er ikke entydige. Det er hverdagen i psykiatrien. Derfor burde konklusionen i bogen have været en anden. Psykiatrien lider under at være underprioriteret, også forskningsmæssigt. Når der mangler viden, skal denne indhentes. Dette kunne man have ønsket, at en professor havde peget på frem for at kreere sine egne vidtrækkende konklusioner."

Ingen anvisninger fra Gøtzsche

Formand for DSAM, Lars G. Johansen, lars@dadlnet.dk

"Professor Gøtzsche har skrevet en ny bog og igen med kontroversielt indhold. Hans tilgang er ikke uventet den samme, metoden er præget af Cochrane-tilgangen og hovedsageligt naturvidenskabelig falsificerende og klassisk.

Gøtzsche beskriver selv, at han ikke er psykiater, patient eller kliniker – han er forskningsprofessor med erfaring inden for metode. Det anvender han til at frakende medicinsk behandling af depression, angst, ADHD, skizofreni og demens næsten enhver berettigelse. Der er få undtagelser. Medicin er til skade, af og til dødelig, og bør undgås. Tvang er fy!

Ganske positivt er det, at han derimod finder holdepunkter for, at psykoterapi og social terapi har en berettigelse.

Hovedmistænkt i hans plot er psykiatere og hele psykiatrien, der burde gennemskue, hvad der foregår. Der er et solidt angreb på medicinalindustrien – ingen nævnt, ingen glemt. En del af argumenta-
tionen går på, at både bestikkelse og løgne anvendes af industrien for at få det rette resultat. Rapporter og data manipule-res og udelades i stort tal, ifølge Gøtzsche.

Bogen er velskrevet og betjener sig af mange referencer, hvilket er meget positivt. Desuden er der mange kasuistikker, formentligt for at kompensere for Gøtzsches manglende kliniske viden. Kan man leve med den meget kritiserende og ensidige tilgang, der også i nogle tilfælde rammer praktiserende læger eller vores sektor, er det en interessant og letlæst bog på 450 sider. Et godt oplæg til diskussion af, hvordan vi i fremtiden skal behandle disse patienter.

For det giver Gøtzsche ikke nogen anvisning på – i hvert fald ikke i en troværdig udgave: Disse mennesker lider, og skal have vores hjælp som læger. Hvis vi skal gøre arbejdet hermed på en anden måde, skal man efter min mening også give et forslag hertil."