Content area

|

Læger arbejder frivilligt: »Jeg vil gerne forstå, hvordan man kan ende sådan«

Læger står på venteliste for at arbejde frivilligt med lægehjælp til prostituerede i Danmarks første Kvindelance i Odense. Men man skal kunne tåle mosten. Og man skal som læge kunne leve med, at illegale prostituerede for eksempel ikke kan blive behandlet for livmoderhalskræft.
Læge Soffía Jónsdóttír i det komprimerede gynækologiske undersøgelsesrum i bagagerummet i Danmarks første Kvindelance. Hun arbejder som frivillig læge ved Reden Odense.  Foto: Nils Lund Pedersen.
Forfatter(e)
Bodil Jessen, boj@dadl.dk

Lugten af pizza er det første, jeg bemærker. En mand skår over parkeringspladsen med en pizzabakke i favnen. Han går med hastige skridt. Måske fordi optakten til Kroatien-Danmark allerede er i fuld gang på fjernsynet derhjemme.

På det modsatte fortov går en midaldrende kvinde sammen med en spejderdreng, der har skjorteærmerne fulde af duelighedsmærker. De går side om side, småsnakkende. Bag dem sjosker en Berner Sennen i snor.

Det er først på aftenen, og efterårsskyerne lyser stadig hvidt på den blå himmel over os. Vi befinder os på en parkeringsplads bag hovedgaden i et mindre fynsk bysamfund med pizzeria, hundeskov, skole, kirke og kommunebibliotek.

»Almindeligt« er det første ord, der popper op i min søgen efter en passende beskrivelse af omgivelserne.

Men selv om man ikke umiddelbart lægger mærke til det, er det så som så med almindeligheden. En hvid Ford Transit er ved at bakke ind på plads i et hjørne af parkeringspladsen. Med bagenden ind mod et frønnet træskur og sidedøren ind mod et plankeværk. Så lidt udsyn som muligt. Diskret. Småsten knaser under hjulene og bryder for en stund fuglenes insisterende kvidder.

Den 36-årige læge Soffía Jónsdóttir hopper ud ad døren i passagersiden og åbner døren til den hvide varebils bagagerum, der er indrettet som et komprimeret gynækologisk undersøgelsesrum. Langs væggene står gennemsigtige plastikkasser, fulde af udstyr, stablet oven på hinanden og surret fast til bilen med kulørte bagageremme. Langs den ene langside står et gynækologisk leje. Der lugter stadig af ny bil.

Soffía Jónsdóttir trækker lejepapir over lejet og lægger en hovedpude klar og et håndklæde, som patienten kan dække sit underliv med. Hun dækker vinduet ind mod førerkabinen med lejepapir og finder sprit og instrumenter frem; pandelampe, speculum, podningssæt og fingerprikker. Hun prøver at indrette det trange undersøgelsesrum, så det virker så hyggeligt som muligt. Med en stol til sig selv og til patienten.

Af med hættetrøjen og kitlen på, så hun ligner en rigtig læge og udstråler professionalisme og faglighed. Det betyder noget.

Soffía Jónsdóttir er ved at være klar til sin patient.

»Det skal jeg bare«

Nederst på varebilens fordør står der med små bogstaver »Reden Odense«, efterfulgt af et CVR-nummer.

For den diskrete hvide varebil er Danmarks første Kvindelance. Siden april i år har Kvindelancen hver torsdag kørt frivillige læger og sygeplejersker fra Reden Odense ud til klinikker og bordeller i Region Syddanmark, hvor de tilbyder udenlandske prostituerede gynækologiske undersøgelser, prævention og test for kønssygdomme og graviditet. Soffía Jónsdóttir er en af de ti frivillige læger, der er tilknyttet projektet.

Hun begyndte at arbejde som frivillig læge i Reden Odense for godt et års tid siden, først i sundhedsklinikken og siden august også i Kvindelancen. Et frivilligt arbejde, som Soffía Jónsdóttir bare måtte være en del af, fortæller hun, da Ugeskrift for Læger møder hende første gang til et møde for de frivillige læger og sygeplejersker i Reden Odense.

»Jeg hørte første gang om Redens frivillige læger, da jeg var i KBU i Svendborg. Dengang var det for tidligt for mig, men jeg tænkte, at det ville jeg på et tidspunkt. Da jeg så så et opslag i lægegruppen på Facebook om, at Reden søgte frivillige læger, slog jeg straks til«, fortæller Soffía Jónsdóttir.

Hendes lyseblå øjne glimter. Det betyder tydeligvis noget.

»Jeg ved ikke, om du kender den følelse, at man bare kan mærke i hele sin krop, at det her … det skal jeg bare. Sådan havde jeg det. Jeg vidste, at jeg bare skulle være frivillig og hjælpe kvinderne«.

Som mange andre yngre læger har Soffía Jónsdóttir ellers nok at se til. Hun arbejder i en uklassificeret stilling på børneafdelingen på Sygehus Lillebælt i Kolding, hun bor i Odense med sin ægtefælle, der lige som hende selv stammer fra Island. Sammen har de to børn på syv og to år.

Soffía Jónsdóttir har haft en fuld arbejdsdag, før hun kørte ud med Kvindelancen. Det har været en fin og spændende dag på sygehuset i Kolding, fortæller hun. Med syge børn og deres forældre, som er blevet henvist til ambulatoriet af deres praktiserende læge. Familier, der har ret til lægehjælp og til behandling i det danske sundhedsvæsen. Men sådan er det ikke for alle de kvinder, Soffía Jónsdóttir møder på sine ture i Kvindelancen.

De fleste af kvinderne har ganske vist opholds- og arbejdstilladelse i EU, men en del er her illegalt. De prostituerede, der får hjælp i Kvindelancen, kommer fra lande som for eksempel Brasilien, Honduras, Spanien, Rumænien, Den Dominikanske Republik, Equador, Nigeria, Bolivia, Thailand og Cuba. De er her ofte i kort tid, så rejser de videre. Til andre »almindelige« lokaliteter i Danmark og i det øvrige Europa.

Lige meget hvor kvinderne for en stund opholder sig, sælger de deres kroppe til mænd. Og det kan man blive syg af – også selvom man er ung.

Aftale med regionen

Redens sundhedsklinik blev etableret i 2018. Her kan kvinder, uanset nationalitet og prostitutionsform anonymt og gratis få foretaget gynækologiske undersøgelser, få kondomer og en spiral og blive testet for klamydia, gonorré, syfilis og hiv.

Sundhedsklinikken ligger på 1. sal i Redens hus midt i Odense med undersøgelsesrum, indrettet med komplet udstyr, som er doneret af praktiserende gynækologer rundt omkring i Danmark.

Region Syddanmark støtter op om klinikkens arbejde både politisk og økonomisk i form af test og de eventuelle efterfølgende behandlinger, som lægerne i Kvindelancen enten selv kan igangsætte eller henvise videre til OUH. Kvinderne betaler dog selv al receptpligtig medicin.

Kvinder uden gult sygesikringskort tildeles et erstatnings-CPR-nummer i journalen. Anonymiteten er vigtig, for kvinderne er bange for at blive sendt ud af landet, fortæller Charlotte Floridon, som er lægeansvarlig i sundhedsklinikken og står til ansvar for den lægefaglige kvalitet over for Styrelsen for Patientsikkerhed.

Hun forklarer:

»Kvinderne er her på grund af fattigdom. De sender penge hjem til deres børn og familier, for de vil have, at børnene skal have et bedre liv, end de selv har fået. Det er også meget ensomme kvinder, for deres familier ved sjældent, hvordan de tjener pengene. Familierne tror, at de har arbejde på et hotel eller en restaurant, og kvinderne har ikke nogen at betro sig til om de ting, som de kommer ud for. De er meget udsatte«.

Charlotte Floridon fortæller, at ideen om Kvindelancen opstod, fordi det var svært at få de illegale prostituerede til at møde op i Redens sundhedsklinik.

»De kan ikke bruge en halv dag på at tage herind, for så risikerer de at gå glip af kunder i deres klinik. Så tjener de ikke penge, og det går ikke. De udenlandske prostituerede var heller ikke meget for at være i sundhedsklinikken sammen med de narkoprostituerede. Så vi måtte komme ud til dem – og sådan opstod ideen til Kvindelancen«, fortæller hun.

Det er Redens kulturmedarbejder Francy, som skaber kontakten til kvinderne. Hun finder dem via sexannoncer på internettet, og hun har en særlig evne til at skabe det spinkle kit af tillid, som gør, at kvinderne tør lade læger og sygeplejersker undersøge dem.

Francy, der selv kommer fra Columbia, er spansktalende og uddannet socialrådgiver og sexolog. Uden hende ville det ikke være muligt for Redens frivillige sundhedspersonale at komme i kontakt med kvinderne, hvoraf det kun er et fåtal, der taler engelsk. Hun sidder også altid ved rattet i Kvindelancen, når den kører ud til kvinderne.

»Hun er et lys for dem. Jeg ved ikke, hvad vi skulle gøre uden hende«, siger Charlotte Floridon.

Francy ønsker ikke sit efternavn nævnt i denne artikel på grund af den særlige karakter af hendes arbejde. Det har Ugeskrift for Læger imødekommet.

Læge uden løn

Charlotte Floridon arbejder selv som ulønnet frivillig i Reden, og det lægefaglige arbejde i både Kvindelancen og i sundhedsklinikken beror på, at der er nok, der ligesom hende vil være læge uden at få løn. Men Charlotte Floridon har ikke svært ved at rekruttere nye kræfter gennem opslag i den store lægegruppe på Facebook.

  • »Man skal kunne tåle, at det ikke er så idyllisk. De illegale har ikke de samme rettigheder, som danske patienter har, og aftalen er, at vi kun behandler dem indtil en vis grænse«.

Charlotte Floridon, speciallæge, ph.d. samt lægefaglig leder i Reden Odense

»Vi har ventelister. Så stor er interessen for at blive frivillig læge. Jeg synes faktisk, at den her historie hamrer en pæl gennem den myte, at yngre læger har det så hårdt og ikke har overskud til noget som helst. De yngre læger, som er her, er vildt engagerede og er en kæmpe drivkraft i hele arbejdet. Det kunne slet ikke lade sig gøre uden dem«, siger Charlotte Floridon, der oplyser, at de fleste frivillige er yngre læger, som er i gang med en speciallægeuddannelse i gynækologi og obstetrik.

Det er dog ikke nok at have lyst til at arbejde frivilligt med de prostituerede. Man skal også egne sig til det. Ikke være for sart.

»Man skal kunne tåle mosten. Især de narkoprostituerede kan være hårde, så som læge skal man kunne tåle at blive talt til på en grim måde. Og man skal selv kunne være hård og kunne sige fra«, siger Charlotte Floridon.

Arbejdet med de illegale prostituerede kan være hårdt på en anden måde. Fordi man ikke altid kan hjælpe dem så godt, som man ønsker.

»Man skal kunne tåle, at det ikke er så idyllisk. De illegale har ikke de samme rettigheder, som danske patienter har, og aftalen er, at vi kun behandler dem indtil en vis grænse. Hvis vi for eksempel finder en livmoderhalskræft hos en af de illegale, så må vi ikke behandle dem. Det er aftalen med regionen, og det skal man som læge kunne leve med«, fortæller Charlotte Floridon.

Prøver at forstå

Men hvorfor overhovedet udsætte sig selv for de dilemmaer? Og hvorfor påtage sig mere lægearbejde frivilligt og uden løn, når man i forvejen er et sted i sit liv med fuld fart på både arbejds- og familieliv?

»Måske er de bare gode mennesker, der gerne vil hjælpe mennesker, der er i nød«, foreslår Charlotte Floridon som det første, tænker lidt videre og fortsætter:

»Det er også spændende arbejde, som kan gøre dem dygtigere som læger. Og for nogle kan der måske også være et mindre element af CV-pleje, for det frivillige arbejde her giver point, når de søger kursusstillinger, og jeg skriver en udtalelse, som de får med. Jeg ved, at det har hjulpet nogle. Men jeg oplever slet ikke, at det er den væsentligste drivkraft for dem«.

Det er det heller ikke for Soffía Jónsdóttir. Hun ser helt overrasket ud, da jeg spørger hende, om hun har tænkt på, at det frivillige arbejde kan se godt ud på CV´et.

»Jeg kan ikke så godt lide det der CV-pleje. Det er ikke lige mig. Og hvis det var det, var jeg nok holdt op nu«, svarer hun hurtigt og forklarer:

»Jeg brænder for at bekæmpe vold mod kvinder og børn og for at hjælpe kvinder, der er udsatte. Og så er jeg som læge meget optaget af kommunikation og af at skabe et godt og trygt rum for patienterne. Det synes jeg selv, at jeg er meget god til, men jeg kan blive endnu bedre til det her i Reden«.

Soffía Jónsdóttir siger, at hun også håber, at hun bliver bedre til det rent håndværksmæssige i en gynækologisk undersøgelse, så det ikke er for ubehageligt for kvinderne.

»Og så er jeg nysgerrig«, siger hun. »Man har jo en masse bias, men jeg prøver at holde mine fordomme tilbage og lade være med at dømme kvinderne. Jeg vil så gerne prøve at forstå. Er det et valg? Eller har de været udsat for noget – og så er de kommet ind i det, og bolden ruller, og de ved ikke, hvordan de kan slippe ud igen. Hvad er der sket for dem«?

Soffía Jónsdóttir siger, at hun gerne vil være til tjeneste for kvinderne. Det lyder næsten som et kald, men hun forklarer:

»Jeg har svært ved at tro, at det her er deres drømmeliv. Men det er sådan, jeg ser det fra mit perspektiv. Det kan jo være, at de er kommet fra noget endnu værre. Jeg vil gerne forstå, hvordan man kan ende sådan«.

»Nej, nej, nej, nej«

Det var et tilfælde, at Charlotte Floridon selv blev frivillig i Redens sundhedsklinik.

Hun er praktiserende speciallæge i gynækologi med praksis og ydernummer i Holbæk på Sjælland, men hun bor privat i Nyborg og har en fortid på OUH, hvor hun har arbejdet sammen med Mette Guul, sygeplejerske og i dag forstander i Reden Odense.

En dag sad Charlotte Floridon uden for en café i Odense og nød en kop kaffe, da hun pludselig blev råbt an. Det var Mette Guul.

»Hun var på jagt efter en lægeansvarlig til en ny sundhedsklinik for prostituerede i Reden. Det var frivilligt og ulønnet arbejde, og hun ville have, at det skulle være mig«, fortæller Charlotte Floridon.

»Jeg var ikke et sekund i tvivl. Jeg sagde nej med det samme«.

På det tidspunkt var Charlotte Floridon glødende optaget af organisatorisk arbejde som formand for de praktiserende gynækologer i DFKO (Danske Fødsels- og Kvindelægeres Organisation) og som bestyrelsesmedlem i gynækologernes og obstetrikernes videnskabelige selskab DSOG. Og så var hun også engageret i forskningspolitisk arbejde.

»Jeg har altid gået mere op i forhandlinger og økonomi og politisk bevidsthed og det videnskabelige grundlag og alt det der. Frivilligt arbejde havde jeg ikke skænket en tanke. Men efter jeg havde sagt nej, tog jeg hjem og snakkede med min mand, og så tænkte jeg mig om og sagde til mig selv: ,Ej, jeg har fyldt mit liv med alt det her i ti år – måske skal jeg prøve noget nyt’? Og så sagde jeg ja«, siger Charlotte Floridon.

Fordi du kunne mærke, at du havde brug for at skifte spor?

»Njaaaiij, jeg sprang bare ud i det. Skiftede hest. Men jeg havde ikke de store tanker om det, og det var ikke mit store varme hjerte, der bankede for at være frivillig og arbejde uden løn«.

Har du ikke været spejder som barn eller frivillig besøgsven for gamle mennesker på plejehjem eller …?

»Nej, nej, nej, nej«, griner Charlotte Floridon. »Jeg synes selv, at det er enormt sjovt, at jeg pludselig skiftede spor. Men det skyldes ikke andet end et tilfælde«.

Forandringer

I bagagerummet i den hvide varebil har Soffía Jónsdóttir testet sin patient for hiv og syfilis med priktest i fingeren, hun har gennemført en gynækologisk undersøgelse, og hun har podet kvinden for klamydia og gonorré.

Kvinden kommer fra Spanien, hvor hun har to børn på 7 og 12 år, som hun sender penge til. Men den seneste tid har hun haft smerter ved samleje. Det er aldrig godt, og det er slet ikke godt, når man arbejder med at sælge sex.

Efter 50 minutter bliver døren åbnet til den hvide varebils bagagerum, og Francy og kvinden følges ad fra bilen til den lejlighed, hvor kvinden i øjeblikket bor og arbejder. Lige om lidt rejser hun videre til et andet europæisk land.

Tidsforbruget i Kvindelancen denne aften er ikke usædvanligt. For kvinderne er ikke patienter, som man kan undersøge, behandle og ekspedere ud igen på et lille kvarter. Tilliden skal skabes med forsigtighed, med smil, kropssprog og stille og rolig samtale. Og altid med Francy som den uundværlige tolk.

»Det er nemmest at være syg på sit eget sprog«, som Soffía Jónsdóttir siger.

Da kvinden er gået, vælger Soffía Jónsdóttir at ringe til Charlotte Floridon, som fungerer som faglig bagstopper for de frivillige yngre læger. Soffía har bemærket nogle forandringer ved kvindens livmoderhals og vil høre Charlotte, om det kan være livmoderhalskræft. Charlotte Floridon kan dog berolige hende, og det viser sig da også, at kvinden har en ufarlig forandring, nabothcyste.

Soffía Jónsdóttir er glad og lettet på kvindens og også lidt på egne vegne. For kvinden fortalte, at hun altid har oplevet gynækologiske undersøgelser som smertefulde.

»Men hun sagde, at det slet ikke gjorde ondt, da jeg undersøgte hende. Det blev jeg meget glad for at høre, for så var det jo lykkedes mig at skabe et tillidsfuldt rum, så hun kunne slappe af«.

Den hvide varebil kører ud fra parkeringspladsen og blinker ud mod hovedgaden. Det globale prostitutionsmarkeds arme er lange og vidtrækkende og når også herud blandt hundeluftere, pappizzaer og spejderdrenge.

Men på parkeringspladsen er normaliteten for en stund vendt tilbage. Fuglesangen er forstummet, og skyerne har antaget stadigt mørkere grå nuancer.

Ugeskrift for Lægers journalist og fotograf var ikke til stede i Kvindelancen sammen med patienten. Efterfølgende viste ingen af patientens prøver tegn på sygdom.

Kvindelancen

Kvindelancen har fået fondsmidler fra TrygFonden og Albani Fonden i en toårig periode.

Rammerne for arbejdet i både Kvindelancen og sundhedsklinikken beror på aftaler mellem Reden Odense og henholdsvis Region Syddanmark, Odense Kommune og Styrelsen for Patientsikkerhed.

Blad nummer: 

Right side