Yngre mennesker i parforhold og med job behandles langt bedre i sundhedsvæsenet end ikke-beskæftigede, enlige ældre, viser ny rapport. Den allerdårligste behandling får lavtuddannede, fattige pensionister.
Læger og andre behandlere i sundhedsvæsenet bidrager til at cementere den sociale ulighed i sundhed. Det viser en ny rapport fra tænketanken Center for Alternativ Samfundsanalyse (CASA).
Forskerne bag rapporten har specifikt set på to store områder – behandling af hjertesvigt og apopleksibehandling. Og sammenfattende er dommen klar: der praktiseres udbredt forskelsbehandling med den tunge ende nedad.
Faktaboks
”For både apopleksi- og hjertesvigtpatienterne gælder det f.eks. generelt, at pensionister får dårligere behandling end beskæftigede, enlige får gennemgående dårligere behandling end patienter, der lever i parforhold, ældre dårligere behandling end yngre, og i særdeleshed gælder det, at pensionister med få uddannelsesmæssige og økonomiske resurser ofte får dårligere behandling end alle andre undersøgte grupper”, står der.
For eksempel fik lige over halvdelen af de resursestærke apopleksipatienter med job den bedst mulige behandling – dvs. alle de nationale indikatorer (NIP) opfyldt - mens kun 37 pct. af pensionisterne oplevede samme gode behandling.
Det spørgsmål ligger snublende nær, om forskelsbehandlingen også sætter aftryk på dødeligheden.
Tag hjertesvigtpatienterne. Hvor næsten hver femte resursesvage pensionistpatient døde inden et år efter indlæggelsen, er tallet for de pensionister, der er resursestærke, helt nede på 9 pct., viser analysen.
Andre faktorer kan naturligvis spille en rolle – at resursesvage patienter f.eks. kan være sygere eller mere svækkede end de resursestærke, ældre patienter kan være fysisk svagere end yngre osv – alder spiller i det hele taget en stor rolle - men analysen viser, at forskelsbehandlingen i sundhedsvæsenet i hvert tilfælde ikke hjælper med at udligne forskellene.
Analysen er lavet ved at sammenholde patienternes socio-økonomiske profil med overholdelsen af de nationale indikatorer – NIP-tal. Et område, som hospitalernes kvalitetsenheder og cheflag i forvejen holder øje med. Men det socio-økonomiske forskelsblik mangler. Står det til rapportens forfattere, skal det ændres.
”Det burde ikke være sådan nogle som os, der skal analysere dette her – det bør være en del af det kvalitetsarbejde, der foregår. Alle behandlingssteder skal kunne dokumentere deres kvalitet, og det burde også indebære, at man tog uligheden med i dokumentationen, og at man kunne vise, at man fik alle patienter med”, siger en af forfatterne, Søren Geckler.
”Det er mærkeligt, at man ikke kræver fokus på ulighederne i behandlingsindsatsen. Vi har jo netop i Danmark i forvejen en fantastisk masse data. Det handler ikke om at samle flere behandlingsdata ind men om at bruge dem, vi har, meget bedre ved også at inddrage socioøkonomiske oplysninger””, siger han.
Det er jo lægerne, der udfører de behandlinger, jeres rapport omtaler – hvad kan de gøre bedre?
”Vi ved ikke, hvem der gør noget galt. Det er jo ikke med vilje, at nogen forskelsbehandler, og det kan skyldes uopmærksomhed på problemet. Min pointe er, at det er et system- og ikke et personproblem. Det, vi har vist, er, at der på flere områder er socioøkonomiske forskelle i den behandling, patienterne får. Og at forskellene ikke kompenserer for de uligheder, der er i sygdommenes forekomst”.
Hvad kan der gøres?
”Jeg vil gerne have alle behandlingssteder til at registrere, om der finder social forskelsbehandling sted i det, de laver. Lad os gøre lidt ligesom med patientsikkerheden. For 15 år siden vidste alle, at der var et patientsikkerhedsproblem, men ingen gjorde noget systematisk ved det. Så begyndte man at registrere problemerne, at tælle dem, og der kom fokus på det. Siden har man kunnet lære både af dem, der har gjort det rigtige og det forkerte. Vi kan jo se, at der er behandlingssteder, hvor ulighederne er mindre end andre steder, og der er behandlinger, hvor ulighederne er blevet mindre. Det kunne man helt sikkert også lære en masse af”.
Er der andre mønstre?
”Næsten alle kvalitets- og kapacitetsproblemer har en tendens til at vende den tunge ende nedad. Derfor har ulighedsproblemerne også mange forskellige årsager og typisk flere samtidige årsager. Det er vigtigt, også lokalt, at følge med i, hvordan det går lige her og finde ud af, hvad man så bedste kan gøre for at få alle med. Også set i lyset af andres resultater.
Giver høj kvalitet – altså høj NIP-opfyldelse - ikke simpelt hen høj lighed?
”Det gør den jo så også nogle gange, og når alle indikatorer er opfyldt, er der i hvert fald ingen ulighed i behandlingen. Problemet er, at det ofte rammer skævt, når ikke alt er perfekt”.
