Læger får lov til bijobberi

I december sidste år blev professor Bjørn Richelsen ramt af en mediestorm. Ifølge avisen 24timer havde han modtaget penge fra mindst to medicinalfirmaer, mens han havde været formand for Motions- og Ernæringsrådet, samtidig med at han havde promoveret specifik fedmemedicin.

Det havde han imidlertid ikke oplyst om på rådets hjemmeside, hvilket fik Familie- og Forbrugerministeriet til at afkræve ham en skriftlig redegørelse.

Og han havde heller ikke fået lov til det af Lægemiddelstyrelsen. Men det havde stort set ingen af Bjørn Richelsens kolleger på det tidspunkt, eftersom meget få kendte reglerne. Faktisk havde selv Lægemiddelstyrelsen glemt alt om dem indtil kort tid forinden. Det vender vi tilbage til.

For nu har professor Bjørn Richelsen formelt fået Lægemiddelstyrelsens tilladelse til at samarbejde med private medicinalselskaber. Ligesom blandt andre professor Arne Astrup, professor Niels Bilenberg, forskningsprofessor Kjeld Hermansen, overlæge Henrik Sillesen og cirka hundrede andre kolleger.

»Helt grundlæggende har jeg ikke anbefalet noget som helst navngivet fedmemedicin i min tid som formand. Hvis jeg havde, kunne man med rette sige, at så havde jeg et problem. Men det har jeg ikke. Så jeg syntes, at det var særdeles ubegrundede anklager og et meget uhensigtsmæssigt forløb.

Derudover havde Lægemiddelstyrel-sen et stort forklaringsproblem, for ingen kendte jo reglerne, hvilket jo skyldtes, at Lægemiddelstyrelsen ikke havde informeret grundigt om dem, hvilket de også ,glemte` at fortælle avisen. Og reglerne er jo udmærkede. Jeg har ikke spor imod, at man registrerer, hvilke samarbejder man har«, siger Bjørn Richelsen.

Finansielle interessekonflikter

Det gør myndighederne nu, men det har de langtfra altid gjort. Hvilket betyder, at læger i årevis har brudt reglen om, at de læger, der ordinerer medicin, skal have myndighedernes tilladelse til at bijobbe hos medicinalindustrien. Reglen skal sikre, at lægerne udelukkende varetager patienternes interesser og ikke tænker på deres egen økonomi, når de udskriver medicin.

Undersøgelser viser, at læger påvirkes af pengene fra industrien; det kan gå ud over både forskningen og udskrivningen af medicin. Blandt andre viste en undersøgelse fra tidsskriftet Chest, at læger, som tog med på en betalt rejse til et symposium, udskrev signifikant mere af det pågældende firmas medicin. En anden, to år gammel undersøgelse, publiceret i American Journal of Psychiatry, viste, at de forsøg, som havde modtaget støtte fra et medicinalselskab eller hvor mindst en af forfatterne havde en finansiel interessekonflikt, var langt mere tilbøjelige til at rapportere et positivt resultat.

Debatten om lægers finansielle interessekonflikter har i de seneste år taget til i styrke, især i USA og England. Men allerede i 1984 var politikerne opmærksomme på, at disse interessekonflikter kunne være et problem. Derfor skærpede et flertal i Folketinget apotekerloven, så læger, tandlæger og dyrlæger ikke uden Lægemiddelstyrelsens tilladelse må drive eller være knyttet til en lægemiddelvirksomhed.

Det skete for at undgå, at personer, som udskriver medicin, bliver påvirket af deres tilknytning til en virksomhed. Politikerne ønskede, at myndighederne skulle følge en mere restriktiv praksis, end de hidtil havde gjort, og lægge vægt på, om lægens tilknytning til virksomheden var på en sådan måde, at der var risiko for, at vedkommende blev påvirket, eller om virksomheden overhovedet kunne forenes med den pågældende praktiske virksomhed som medicinalperson. De, som ikke overholder reglen, kan straffes med en bøde.

Men tilsyneladende glemte myndighederne alt om reglen, efter den blev vedtaget. For Lægemiddelstyrelsen, som skal påse, at reglen overholdes, gjorde i årevis intet aktivt for at sikre, at samtlige læger, tandlæger og dyrlæger overholdt loven. Stort set var de eneste læger, der havde fået tilmeldelse, en gruppe læger på Steno Diabetes Center, fordi man i 1999 havde fået en jurist, der tilfældigvis kendte reglen.

Det var først, da Ugebrevet Mandag Morgen for godt et år siden beskrev omfanget af lægernes bijob og de potentielle problemer, der kan være med bijobberiet, at Lægemiddelstyrelsen kom i tanke om reglen og muligheden for, at flere hundrede læger brød loven. Det kaldte professor fra Aalborg Universitet, Claus Haagen Jørgensen, for »en pinlig historie«, og han konkluderede, at Lægemiddelstyrelsen måtte have været »åndeligt fraværende« i de mellemliggende år.

Historien fik medlem af Folketinget, Charlotte Fischer (R), til at bede idenrigs- og sundhedsminister Lars Løkke Rasmussen (V) om at komme med en god forklaring. Lars Løkke Rasmussen henviste i sit svar til, at Lægemiddel-styrelsen og de relevante organisationer, herunder Lægeforeningen, efterfølgende har iværksat en informationskampagne. Blandt andet har der været en artikel i Ugeskrift for Læger om emnet, og Lægemiddelstyrelsen har intensiveret sin information på sin hjemmeside samt oprettet en særlig telefonlinje, hvor medarbejderne svarer på spørgsmål om emnet. Ingen læger er blevet straffet med bøde, fordi de ikke har overholdt deres pligt til at søge om tilladelse til at være tilknyttet en lægemiddelvirksomhed.

Det finder Charlotte Fischer fuldstændig utilstrækkeligt: »Det her område er omgærdet af, at ingen tager det særlig alvorligt. For eksempel er der aldrig udstedt en bøde på det her område! Man har vedtaget en lov, som stort set ingen har levet op til, og så er der ingen, der for alvor forfølger den. Det er krænkende for min retsbevidsthed, at man forvalter landets love på den her måde. Jeg har den overbevisning, at læger og industrien er afhængige af et godt samarbejde, så vi kan få udviklet nogle nye præparater, og fordi vi som offentlige arbejdsgivere underfinansierer efteruddannelsesområdet. Det er urealistisk at aflyse det samarbejde. I stedet for skal der være fuldstændig åbenhed, for ikke at mistænkeliggøre det«.

Charlotte Fischer mener heller ikke, at Lægeforeningen gør nok for at sikre sig, at medlemmerne lever op til landets love. Men Yves Sales, formand for Lægemiddeludvalget i Lægeforeningen, afviser, at det skulle være foreningens opgave: »Det er ikke os, der skal påse, at vores medlemmer overholder loven - ligesom andre love, som læger skal overholde. Det må være Styrelsens opgave at gøre det«, siger han.

Bøder er sidste udvej

For professor Claus Haagen Jensen er det imidlertid fornuftigt nok, at Lægemiddelstyrelsen lige klapper hesten, før de lader den stejle.

»Selvfølgelig er det ikke godt, at man i årevis ikke foretager sig noget som helst. Men jeg synes, at myndighederne efterfølgende handler fornuftigt nok. Først gør de opmærksom på reglen, så også den tungere del af lægestanden kan følge med. Når de har gjort det, kan de efterfølgende give et gult kort - en advarsel - hvis de finder ud af, at der er en læge, som bijobber uden tilladelse. I den situation kan de oplyse vedkommende om, at hvis det sker igen, så vil de indlede en straffesag«.

For Claus Haagen Jensen er bødestraf en udvej, men det skal være den absolut sidste udvej. Og indtil nu er der heller ikke uddelt nogen bøder. Inden fo r de seneste fem år har alle læger - bortset fra en - fået den tilladelse, de har ansøgt om, oplyser jurist Elisabeth Kjøller fra Lægemiddelstyrelsen.

Styrelsen har i hver sag vurderet, at der ikke vil være nærliggende risiko for, at lægernes ordinationsmønster i væsentlig grad kan påvirkes af deres tilknytning til den pågældende virksomhed, eller at det ikke samtidig kan forenes med at virke som læge, og at honoreringen har modsvaret det arbejde, som lægen har udført.

»Vi er ikke stødt på noget, der kan udløse en bøde. Vi har givet afslag til en læge, der ville udfærdige markedsføringsmateriale for en virksomhed. Men ellers er der i de seneste fem års praksis på området blevet meddelt tilladelse til det, den enkelte læge har søgt om«.

Kilde: Endelig besvarelse af spørgsmål nr. S652, som medlem af Folketinget Charlotte Fischer (R) har stillet til indenrigs- og sundhedsministeren den 7. november 2006.

Note: Siden da er der søgt og givet flere tilladelser.

Fakta:

Sådan arbejder lægerne med tilladelse

Praktiserende læger: Syv: tre alment praktiserende læger og fire speciallæger i henholdsvis psykiatri, øjensygdomme, gynækologi og dermatologi, for deltagelse i særlige udvalg om rådgivning om efteruddannelsesaktiviteter for læger, diskussion af forskningsemner og erfaringer fra praksis, udarbejdelse af fagligt materiale til læger, kliniske forsøg samt foredrag.

Læger ansat på sygehuse eller uddannelsesinstitutioner: Ti.Tilladelserne vedrører konsulentarbejde, undervisning, deltagelse i bevilgende råd og rådgivning ved deltagelse i særlige udvalg.

Overlæger ansat på et privat forsknings- og uddannelseshospital, der drives af offentlige og private midler: Syv.

Læger, som er fuldtidsansatte i lægemiddelvirksomhed: Otte.