Skip to main content

Læger glemmer alt for ofte livskvalitet og medmenneskelighed

Hans H. Storm, overlæge, Kræftens Bekæmpelse

1. nov. 2005
3 min.

Rita Jeppesens historie er ikke enkeltstående. Kræftens Bekæmpelse får mange henvendelser fra fortvivlede pårørende og patienter, hvis møder med »systemet« opleves på samme måde. Samtidig skal det siges, at vi også møder mange læger, praktiserende som hospitalslæger der har erkendt problemer med den vanskelige samtale, og som søger at gøre noget ved det.

Når vi skriver opleves, er det ud fra den betragtning, at det egentlig er helt uvæsentligt hvordan sundhedspersonen - afsenderen af det svære budskab - mener budskabet er afleveret. Det er hvad modtageren oplever, der betyder noget. Det er alt andet lige betydelig vanskeligere at være modtager af et alvorligt budskab, og mestre den situation, end at være den berørte professionelle, der ikke tør vise medfølelse, og derfor kommer til at virke professionel i ordets kolde og negative betydning. Rita Jeppesens historie beskriver læger, der har svært ved at håndtere situationen, læger der kan det nogenlunde, og sundhedspersoner der forstår at give den relevante hjælp, hvor erkendelsen er, at man ikke kan helbrede patienten. Der er noget der alt for ofte glemmes - alle patienter kan behandles. Der er andet end helbredelse. Alt for ofte glemmes symptomkontrol, smertebehandling, psykosocial støtte, livskvalitet og medmenneskelighed - det er også behandling! Kommunikationen til den alvorligt syge og familien går skævt med misforståelser, fjernelse af håb og tro på en tilværelse, når udgangspunktet fastholdes i helbredelsen. Vi skal være ærlige, vi må ikke give falske forventninger, men når det er sagt, så skal man huske, at der altid er noget at tilbyde, som kan hjælpe patienten og familien. Det er lægekunst! Det er også en kunst at kunne give oplysninger man ved vil ryste både patient og familie dybt ind i sjælen. Den kunst kan læres, og man kan lære at tilbyde et forløb med kontakt og samtaler - »knager« de syge kan bruge, hvis de har behov.

Det er vigtigt at få talt sammen, det er vigtigt at få livet tilbage, hvor langt det end måtte være. Også her har lægen/sundhedspersonen en rolle. Patienten og de pårørende har brug for hjælp til at tale sammen, har brug for at få bragt lidt orden i det kaos der opstår, når man står over for at skulle leve med alvorlig sygdom. Det er de vanskelige samtaler - en samtale, og en halv time er langtfra nok. Der er behov for flere som situationen ændrer sig. Planlægges samtaler og kontakter, bliver der ikke behov for »den åbne dørs politik« som mange lægger op til, men som ikke kan holdes i den virkelige verden - heller ikke i Rita Jeppesens beskrivelse. Og kan man ikke holde aftaler, så opnås her det modsatte af hvad der var ønsket og meningen. Planlægning og klare aftaler er vigtige, og her kan vi lære meget fra smerteklinikkernes udgående team, fra kræftrådgivninger og fra hospice. Der er al mulig grund til at støtte Rita Jeppesens opfordring. Læger kan ikke forventes at vide alt, men dog nok at kunne opfylde patientens og familiens tarv ved at skabe kontakt og netværk til nogen der kan. Lægerne bør søge hjælp til deres patient, kontakt til rådgivninger, sociale myndigheder, hjemmepleje, smerteteam og evt. hospice. Der er så utrolig meget der kan gøres - hvis man bare ved det. Et første sted at orientere sig - før patienten - kan være på www.cancer.dk. Her kan man også finde de 20 anbefalinger til sundhedspersonale i forbindelse med patientens møde med sundhedsvæsenet. De er netop udgivet med henblik på at sikre kvaliteten i de mellemmenneskelige relationer. Udgivelsen er et samarbejde mellem brugere, behandlere og sygehusansvarlige.