Læger har svært ved at tyde tarmlyde

Vis mig din forskning

Hvad handler din forskning om?

»Når vi arbejder som læger, noterer vi vores observationer i patientjournalen, så vores kolleger kan se, hvad vi har fundet frem til. Det er den måde, vi kommunikerer på. Spørgsmålet er, om én læges observationer er brugbare for den næste.

Min artikel handler specifikt om lægers evne til at lytte med stetoskop på maven af patienter. Hører læger, der lytter til de samme tarmlyde, det samme? Kan de finde ud af at beskrive tarmlydene og mest af alt: Er de enige i deres konklusioner? For at komme tættere på et svar optog vi tarmlyde fra 12 patienter med ondt i maven, hvorefter vi kopierede otte af lydoptagelserne – så vi havde 20 optagelser af et minut i alt. Efterfølgende bad vi 100 læger om at lytte til lydene og notere på et spørgeskema, hvordan de vurderede tarmlydenes toneleje, intensitet og mængde«.

Hvorfor er det interessant?

»Problematikken i artiklen er ikke specielt langhåret, hvilket også er pointen. Stetoskop er blevet brugt til undersøgelser af tarmregionen i mange år, og det er en meget specifik undersøgelsesmetode, som vi bliver undervist i helt fra begyndelsen af studiet. Men læger gør mange ting, fordi »det plejer vi«. Selv om vi bruger stetoskopet hele tiden, kan vores konklusioner alligevel være vidt forskellige. Vi skrev artiklen for at vurdere undersøgelsesmetoden, for det er interessant, om læger bedømmer de samme tarmlyde ens, og om vi på den baggrund kan lægge værdi i undersøgelsesresultaterne«.

Hvad er du kommet frem til?

»Lægerne er langtfra enige i deres bedømmelser, men de er alligevel mere enige, end hvis de havde sat deres krydser i spørgeskemaet tilfældigt. I flere tilfælde kom samme læge frem til to forskellige bedømmelser ved to ens lydoptagelser. Med det sagt, er lægerne jo mere enige end tilfældigheder, så det kan forsvares, at vi fortsætter med at undersøge ved hjælp af stetoskop«.

Hvad kan forskningsresultaterne bruges til?

»Vi kan bruge dem til at sætte spørgsmålstegn til undersøgelser, hvor vi bruger stetoskop og sørge for, at vi lader være med at tillægge resultaterne for stor værdi. Det betyder for eksempel, at vi ikke skal stole blindt på beskrivelserne i patientjournalerne, men huske at lave vores egne observationer. Med det sagt har stetoskopundersøgelserne stadig relevans, men de kan ikke stå alene.«

Se et videoindslag om emnet
på Ugeskriftet.dk/web-tv