Læger i debat: Læring, STPS, vacciner og hvordan vi skal dø

Poul Henning Madsen kan huske en helt særlig situation for en del år siden, som gjorde dybt indtryk på ham, da han som en af de alleryngste læger var med til morgenkonference.

»En meget anset kirurg på afdelingen tog ordet, fordi han havde mistet en patient på operationsbordet. Sammen med alle andre læger i afdelingen gennemgik han casen og bad om kollegernes hjælp til at finde ud af, hvad der var gået galt, og hvad de kunne have gjort bedre. Det er den tilgang til læring, vi prøver at have. Rollemodeller skal gå forrest med åbenhed«.

Ordene fra Poul Henning Madsen, der er cheflæge på akutmodtagelsen på OUH, faldt på dette års folkemøde på Bornholm i en debat om læring i sundhedsvæsenet, som var arrangeret af Styrelsen for Patientsikkerhed (STPS). En debat, hvor det blandt andet blev diskuteret, om kulturen i sundhedsvæsenet og myndighedernes rolle fremmer åbenhed om fejl – og dermed læring af fejl.

»Vi skal lære i sundhedsvæsenet, og vi skal undgå en blaming-kultur mod den enkelte – det er meget vigtigt. Og vi må bare sige, at der er stor forskel på kulturen i de enkelte afdelinger«, sagde Poul Henning Madsen.

Det handler ligeledes om, at der også er en disciplinerende og sanktionerende side af arbejdet med fejl, påpegede han, og at der kan være en frygt for, at man bliver ramt af sanktioner, hvis man virkelig åbner op.

Lægeforeningens formand, Camilla Rathcke, var inde på samme spor i debatten:

»Når vi skal lære af fejl, er det meget vigtigt, at vi tør tale åbent om det, der er sket, og at vi tør blotte os. Men vi er bekymrede, fordi vi nogle gange oplever, at der i halen af netop den vigtige dialog bliver pålagt den enkelte et ansvar – og der bliver stillet spørgsmål ved, om den enkeltes kompetencer halter. Og hvis man ikke kan tage en debat om, hvad der gået galt uden at lægge ansvar på den enkelte, så får vi ikke den åbenhedskultur, som vi har behov for«, pointerede hun.

I 2021 blev der indrapporteret 326.415 utilsigtede hændelser (UTH) – en stigning på mere end 11 procent i forhold til 2020. En stigning, som Camilla Rathcke sagde, at hun gerne »ville hylde«. For hvis folk bliver bange for at blive pålagt personligt ansvar, hvis de indberetter fejl og UTH’er, så holder de op med at indberette hændelserne.

Poul Henning Madsen føjede til, at en væsentlig forudsætning er tillid, for der er også eksempler på, at man »ikke vil indrapportere en UTH, fordi man ikke vil bringe kolleger i fedtefadet«.

Camilla Rathcke nævnte i den forbindelse Lægeforeningens medlemsundersøgelse fra foråret, hvoraf det fremgår, at halvdelen af de medvirkende ikke har tillid til, at de får en fair behandling af myndighederne.

»Det er pivfarligt. For os allesammen, for os som læger, for patienterne, for læring og for patientsikkerheden. Det har vi et fælles ansvar for at rette op på«, sagde Camilla Rathcke.

Til døden os skiller

Hvis der er en ting, som Camilla Rathcke og de tre andre lægeformænd har til fælles, så er det døden. Det blev tydeligt ved debatten »Skal vi behandle til døden os skiller?« på Folkemødet fredag, hvor psykolog Svend Brinkmann var ordstyrer.

I deres lægeliv beskæftiger de tre læger sig dagligt med døden: Susanne Wammen fra Overlægeforeningen som anæstesiolog og overlæge på Rigshospitalet, hvor hun har kørt akutlægebil i 16 år og været teamleder i TraumeCentret, Helga Schultz fra Yngre Læger som hoveduddannelseslæge i onkologien, Camilla Rathcke fra Lægeforeningen som overlæge i intern medicin på en medicinsk afdeling og Jørgen Skadborg fra PLO som praktiserende læge på 22. år.

Camilla Rathcke fortalte, at hun har set og oplevet mange mennesker dø på en medicinsk afdeling. De fejler måske en lungebetændelse, der er svær at behandle i en krop, der er ved at sige tak for livet.

»Og der er det tit de pårørende, det kommer rigtig meget bag på. At nu er livet ved at ebbe ud. Patienten er ikke den store udfordring, men familien er svær at få med på, hvad der skal ske«.

I Susanne Wammens arbejde handler det meget om værdigheden og målet med at køre en ældre, svækket og måske døende person på hospitalet.

»Vi kan forhale en proces, vi kan lindre, men vi skal ikke altid sætte behandling i værk og indlægge. Det lette at gøre er at køre af sted i ambulancen, men så leverer jeg bare problemet videre til Camilla«.

Nogle af de sværeste forløb, Helga Schultz ser, er de patienter, der indtil det sidste håber på, at de bliver raske.

»De er slet ikke klar til at gå ind i det rum, hvor de er kede af det sammen med dem, der holder af dem, og tale om, hvordan de kan komme videre. Selv for ældre over 90 kan det komme som en overraskelse, at livet slutter. Derfor en opfordring: Kan I ikke lige allesammen tænke over, at I skal dø en dag?«

»Vi skal spørge til patienternes forestilling om den gode død«, sagde Jørgen Skadborg. »Jeg har lært omkring dødsprocesser, at det vigtigste er at guide den døende og de pårørende i, hvad der foregår, og hvad de kan forvente. Den svære lægekunst er at erkende og skifte spor fra den aktive behandling og turde træffe den beslutning«.

#GALLERY

Flere vaccineeksperimenter

Coronaepidemien har i et par år vendt op og ned på hverdagen i sundhedsvæsenet, og den sneg sig da også ind på flere af debatterne på dette års folkemøde. Vi skal vænne os til, at vi skal bruge vacciner på en helt anden måde, end vi hidtil har været vant til, var det klare budskab fra panelet i debatten om »Fremtidens vacciner« med Statens Serum Institut som vært.

Det er især gennembruddet for mRNA-vaccineteknologien, der har skabt helt nye muligheder, lød det fra flere sider. Anne Bloch Thomsen, der er læge og medicinsk direktør for Pfizer i Danmark, sagde:

»Vi står over for en ændring i den måde, vi bruger vacciner på. Vacciner kan ikke kun forebygge sygdom, men kan også bruges til at behandle sygdomme som for eksempel kræft. Så vi skal gå fra at se på vacciner som noget, vi primært giver til børn, til en situation, hvor vacciner er noget, som vi skal have hele livet – både som forebyggelse og som behandling. Og jeg tør ikke udelukke, at vi skal vaccineres et par gange om året«.

Samme toner lød fra Tyra Grove Krause, faglig direktør i Statens Serum Institut:

»Jeg tror også på et livsvarigt vaccinationsprogram. Der vil være forskellige faser i livet, hvor vi får brug for forskellige vacciner, og der er ingen tvivl om, at der kan være et stort forebyggelsesperspektiv. Det gælder for eksempel bekymringen for antibiotikaresistens. Der kan det godt være, at vi i højere grad skal tænke vacciner ind som noget, der kan forebygge infektioner – også selvom der ikke er tale om infektioner, der slår os ihjel. Men fordi vi kan bruge vacciner til at mindske antibiotikaforbruget«.

Tyra Grove Krause vendte tilbage til COVID-19, da hun efterlyste en mere udbredt brug af eksperimenter med vaccinationsprogrammerne.

»Vi har hurtigt fået vacciner i brug, vi har to mRNA-vacciner, og der er flere nye vaccineteknologier på vej. Med hensyn til mRNA-vaccinerne er der noget, der tyder på, at hvis man booster med den ene oven på den anden, så kan det være, at man får en større effekt, end hvis man bliver ved med at få den samme vaccine. Men vi ved det faktisk ikke, for vi mangler studier. Jeg kunne godt tænke mig, at vi eksperimenterede lidt mere med vaccinationsprogrammerne for at få den optimale viden. Det vil kræve, at vi deler befolkningen ind i forskellige grupper, så vi på den måde kan opnå mere viden om, hvad der virker bedst«, sagde Tyra Grove Krause.

Et af årets helt store temaer på Folkemødet var psykiatri. Læs artiklen »Psykiatriplanen er lige om hjørnet«.