Læger i krig

CAMP BASTION: Der er støv overalt. Fint støv, der hvirvler op, hver gang et køretøj passerer, selv om hastighedsreglerne håndhæves strengt i den enorme ørkenlejr, som er Camp Bastion.

Varmen, der i slutningen af september når 43°c i skyggen, trækker sved, så støvet klæber til huden.

Men der er også håndsprit overalt, og de 4.000-5.000 soldater og andet personel kan godt stille op i disciplinen »anvendt håndhygiejne«. Foran det enorme kantinetelt »Cookhouse« skal man igennem køen ved håndvaske og håndsprit, før man rykker videre til cafeteriakøen.

Men på patrulje i dage- eller ugevis er det svært at holde hygiejnefanen højt. Så i felthospitalet er man rundhåndet med antibiotika til de sårede og tilskadekomne, der dagligt ankommer i de store Chinook-helikoptere, som Taleban kalder »flyvende ko«.

90 pct. hårdt sårede overlever

Da danskerne rykkede ind i det britiske felthospital den 20. juli, var den militære aktivitet høj, og det giver altid travlhed i akutmodtagelsen. Hver uge modtog skadestuen mellem 140 og 200 svært sårede. Derefter blev det lidt mere roligt.

Egentlig var det aftalt, at danskerne skulle bemande det britiske hospital med ca. 100 personer i tre måneder. Men danskernes overtagelse faldt sammen med amerikanernes surge, der skulle kaste tusinder af friske tropper ind på Afghanistan-fronten. Det betød også surge på hospitalet, hvor bemandingen pludselig voksede fra de 100 danske læger, sygeplejersker og andet sundhedspersonale til ca. 180, hvor 100 er danske og resten ligeligt fordelt på briter og amerikanere. Stabslæge Jens Tingleff er chef for hospitalet, der har professor Tim Hodgess som klinisk chef.

Inden for de sygdomme, som ethvert hospital skal kunne behandle, er standarden ifølge Jens Tingleff »som et moderne dansk hospital«. Men det centrale her - traumebehandlingen - er »på højde med de bedste i verden«.

Behandlingsmålet udtrykker Jens Tingleff i vendingen, at »alle, der kommer ind i live, skal overleve«. Han understreger, at han taler om den sværeste traumekategori, og at 90 pct. i den kategori faktisk overlever her.

At bringe så mange levende igennem er en udfordring på et tidspunkt, hvor fjenden i stedet for direkte engagement i stigende grad er gået over til vejsidebomber. Enhver kan lave dem hjemme på gården med lettilgængelige materialer og en primitiv tændsats. De stadigt kraftigere bomber slynger et tungt, pansret køretøj fuldt af soldater flere meter op i luften.

De kvæstelser, felthospitalet skal behandle, er derfor langt voldsommere end noget, man har set før. Anæstesisygeplejerske Anni Helene Kanstrup har på 12 år kun set to traumatiske benamputationer.

»Hernede er afrevne lemmer, dobbelt- og endda tripelamputationer ikke længere helt usædvanligt, og mange af patienterne er så nedblødte ved ankomsten, at de har et blodtryk på 40 over ingenting«, siger hun.

Store traumer er rutine

En af dagens første patienter er netop bragt ind, en afghansk soldat med et skud gennem brystkassen. Læger og sygeplejersker arbejder omkring operationslejet. En kirurg står med hænderne i lommen ved fodenden og leder slagets gang med høj og klar stemme, så ingen kan misforstå ham.

Jens Winther Jensen, der er på besøg som Lægeforeningens formand, men også er traumecenterleder ved Århus Sygehus, følger med fra et hjørne og kan ikke skjule sin beundring:

»Alle ved, hvad de skal gøre. Det hele foregår stille og roligt, og alle kender deres rolle. I en dansk traumemodtagelse er den type læsioner sjældne nok til, at alle ville være helt oppe på mærkerne. Her er man så vant til svære læsioner, at det foregår mindre hektisk«.

Jens Winther Jensen lægger ikke skjul på, at mødet med traumebehandlingen i Camp Bastion gør indtryk: »Det er et dybt professionelt hospital, som løser sin opgave på et meget højt fagligt niveau og under vanskelige forhold«, siger han.

Men han mener ikke, at den avancerede og meget aggressive transfusionsstrategi, som redder så mange her, er relevant under civile betingelser.

»Til gengæld kan vi klart bruge den standardiserede procedure og den meget klare ledelse og kommunikation i traumeteamet, hvor man sikrer sig, at den, der skal have budskabet, har fået og forstået det«.

Det er voldsomme kvæstelser, der overleves på felthospitalet. Alle taler med stolthed om de 15 unexpected survivors, hospitalet har haft i de første otte uger af »danskertiden« og sammenligner med de ca. 80, briterne har haft på fire år.

En unexpected survivor er en tilskadekommen, der befandt sig på en skala, hvor »0« betyder, at man ikke har en chance for at overleve - og som alligevel gør det.

»Kommer soldaten ind i live, overlever han«, siger den danske klinikchef og anæstesilæge Peter Christensen. Det er i hvert fald målsætningen, og overlevelsestallene for svære traumer giver ordene vægt.

En af de uventet overlevende var en soldat, som havde fået gennemskudt leveren, så en tredjedel var ødelagt. Også højre lunge var ødelagt, så den måtte fjernes. Under operationen fik han 170 blodportioner på 2,5 timer (over 50 liter), inden han kunne flyves hjem til England, hvor han formentlig kan se frem til »et normalt liv med nedsat lungefunktion«, som Peter Christensen udtrykker det.

Den afghanske patient

Dårligere odds har de afghanske patienter, som udgør ca. 40 pct. af felthospitalets patienter.

»Hvis de kunne udskrives til et bedre sundhedsvæsen, ville de have større chancer for at overleve«, siger kursusreservelæge Louise Amstrup, der er en af de læger ved felthospitalet, der flyver ud og henter sårede hjem.

Men det kan de ikke, og derfor regner alle med, at en mand, som denne morgen er ved at blive færdigbehandlet for sin gennemskudte højre underarm, sandsynligvis vil dø af sepsis i løbet af et par uger. I Danmark eller England ville han snart være på benene og under genoptræning.

Det er et etisk dilemma, som man står i næsten dagligt, og som læger og sygeplejersker virker meget optaget af. Én læge er frustreret over, at det hospital, der skal overtage manden med den sårede arm, »med stor sandsynlighed vil slå ham ihjel«, fordi de enten ikke fatter vigtigheden af de mest elementære hygiejneregler eller bare er ligeglade. En anden mener, at der bør satses massivt på at opbygge det afghanske sundhedsvæsen. Mens en tredje peger på, at alverdens moderne udstyr ikke vil gøre den mindste forskel, når der ikke er nogen, der kan betjene det.

Det mest belastende for flere af dem, Ugeskriftet talte med, var de lokale patienter, som er indlagt i længere tid. Man snakker med dem og man lærer dem at kende. Og så sender man dem tilbage til den afghanske virkelighed, som er hård nok selv for dem, der ikke mangler et eller to ben, eller hvor mødet med det lokale afghanske hospital med stor sandsynlighed vil blive fatalt.

Louise Amstrup vidste godt, hvad hun kom ned til, for hun har allerede to kortere udsendelser til Afghanistan bag sig.

»Men skadernes omfang er blevet voldsommere«, siger hun.

»Sidst, jeg var her, var det mest skudsår og mindre sprængska der. Nu har fjenden ændret taktik, så de mere bruger vejsidebomber og gør deres bedste for at ødelægge folk. Det giver de her store amputationer, af og til af begge ben, og nogle gange en arm også«.

Louise Amstrup ser ikke megen lighed med de skader, man møder i danske traumemodtagelser:

»Trafikofre kan være voldsomt tilskadekomne, men har sjældent fået begge ben revet af på en måde, så det hele hænger i laser. Hernede er det næsten hver dag«.

Følelsesmæssigt hjælper det, at de fleste sårede bliver holdt sovende, indtil de bliver sendt hjem efter højst 24 timer. Så lærer man dem ikke at kende som personer, og det er lidt lettere at abstrahere.

»Men det er svært ikke at tænke på, at for seks timer siden var han en sund og rask mand, der løb rundt med sin enhed - og nu skal han til at lære at køre i rullestol«.

Bag mure og pigtråd

Tre anæstesisygeplejersker og en lungekirurg står i skyggen uden for hospitalet og ryger. Der snakkes fag og fritid - mest fag, for fritid er der ikke meget af. Hvad skulle man også bruge den til?

Man tager ikke på udflugt, når det kræver pansrede køretøjer og en deling svært bevæbnede soldater at bevæge sig uden for lejren.

En del motionerer. Man kan spille f.eks. spille beachvolley, der egentlig burde hedde dust volley, eller løbe en tur i støvtågerne langs de kilometerlange, pigtrådskransede betonmure. Man kan også se dansk tv og tilbringe aftenen over et spil Trivial Pursuit eller kort på KFUM-soldaterhjemmet.

Det er et lidt isoleret liv, indrømmer Louise Amstrup: »Man lever, bor, spiser og arbejder inden for de samme 500 m2. Det bliver kedeligt i længden. Så er det jo heldigt, at det meste af den vågne tid går med arbejde«.

»Hvis det skal være vildt, tager vi over i den amerikanske lejr og spiser. Der er maden bedre. Amerikanerne bruger tre gange mere pr. portion, så det er der, man tager hen på søndagsudflugt - hummerhaler hos amerikanerne, det er det store show«.

Men den luksus er der sjældent tid til i en uge, der som regel har 80-90 arbejdstimer.

Louise Amstrup hører dog til de få, der jævnligt kommer ud af lejren. Det sker, når der skal hentes sårede »ude i den spidse ende«. Hun tilhører sammen med Peter Christensen og en kollega fra skadestuen den lille gruppe af MERT-læger (Medical Emergency Response Team), som bemander de rummelige Chinook-helikoptere, der flyver missionerne eskorteret af Apache-kamphelikoptere. Selv er Chinook'en udstyret med tunge maskingeværer, og selv om lægerne som hovedregel ikke forlader helikopteren på opsamlingsstedet, bærer de fragmentationsvest, hjelm, briller og lette håndvåben til selvforsvar.

Jens Tingleff ved ikke, om Danmark igen vil blive bedt om at aflaste englænderne på felthospitalet i en periode.

»Men i NATO-kredse har vi vist, at vi kan udsende personel til at bemande alle pladser i et felthospital med den standard, der skal til«.

Er I ved at være trætte efter 12 uger?

»Vi kan godt mærke trætheden. På den anden side er vi nået dertil, at vi kører på rutinen. Men alt det udenom - det slider at ligge i et telt med ti andre, hvor man kan række hånden ud og nå den, der ligger ved siden af. Maden er udmærket, men lidt kedelig i længden. Og alle har jo venner og familie derhjemme, som de glæder sig til at se. Så på den måde er der lidt hjemve rundt omkring«.

Aftager en tredjedel af Englands donorblod

Et »optageområde« på hen ved 18.000 soldater i en krigszone kræver en velforsynet blodbank. Og det har felthospitalet.

· Omkring en tredjedel af alt engelsk donorblod ender her.

· Camp Bastion har også et donorpanel på 100-200 personer, som er screenet og klar til at blive tappet.

· Dertil kommer 4.000-5.000 soldater, som er topmotiverede til at give blod i helt akutte situationer.

»Første gang, det blev nødvendigt, varede det kun nogle få minutter, før alle de tilmeldte stillede her, midt om natten. Der var mange sårede, og blodbanken var ved at løbe tør. Men køen var så lang, at vi måtte sende de fleste hjem i seng igen«, siger bioanalytiker ved blodbanken, Ole Dam.