Læger må se langt efter første stik: »Patienterne ånder os direkte i ansigtet«
Læger er frustrerede over, at de endnu ikke er blevet vaccineret imod coronavirus, og nu kan de se frem til at vente endnu længere, oplyser Sundhedsstyrelsen.
Læger er frustrerede over, at de endnu ikke er blevet vaccineret imod coronavirus, og nu kan de se frem til at vente endnu længere, oplyser Sundhedsstyrelsen.
Danmark modtager i denne uge færre vacciner end ventet.
BioNTech-Pfizer har meddelt, at de kun kan levere halvt så mange vacciner, som de havde lovet i denne uge, og fordelingen vil være ujævn de næstkommende uger, fremgår det af en pressemeddelelse fra Sundhedsstyrelsen.
Og manglen på vacciner betyder nu, at der ikke kan inviteres flere blandt personalegrupperne til at få første stik, lyder det i pressemeddelelsen.
Flere læger sukker ellers efter at få det første stik.
I alt er 1.884 læger læger testet positive for coronavirus i hele sundhedsvæsenet. En stor del af dem, 1.433 arbejder på hospitaler, og positivprocenten for de testede læger på hospitalerne er 8 pct.
I Berlingske efterlyser hospitalsdirektør også flere vacciner til sundhedspersonalet.
»Sundhedsstyrelsen bør spørge sig selv, om deres strategi trænger til en revision, så vi sikrer, at sundhedsvæsenet kan stå imod det pres, som vi frygter,« siger konstitueret hospitalsdirektør på Herlev og Gentofte Hospital, Steen Werner Hansen til Berlingske.
Men Sundhedsstyrelsens direktør Søren Brostrøm afviser overfor Berlingske at ændre i prioriteringen.
»Personalet i sundhedsvæsenet og ældreplejen i Danmark er godt 300.000 personer. Hvis vi skulle vaccinere dem, før vi tog fat på de ældre, så skulle de ældre i Danmark vente til slutningen af februar eller starten af marts, før de blev vaccineret. Det er fuldstændig uholdbart, og det ville være fuldstændig uetisk. Det ville heller ikke være godt for sygehusvæsenet, for så ville man fortsat have mange syge, der blev indlagt,« siger Søren Brostrøm.
Daniel Junker Nyborg blev vaccineret i for snart to uger siden, fordi hospitalet havde et overskud af vacciner.
Han arbejder på øjenafdeling E på OUH og er en blandt fire Fællestillidsrepræsentanter for Yngre Læger på OUH.
Hospitalet havde flere doser end de regnede med, og de blev fordelt ud på de øvrige afdelinger.
»Jeg var heldig at blive vaccineret første gang. Vores afdeling blev tilbudt fem vacciner, og vi er efterfølgende blevet tilbudt lidt flere i en ny omgang,” siger Daniel Junker Nyborg.
Sådan går det langt fra alle, og det var slet ikke meningen, at Daniel Junker Nyborg skulle vaccineres. Hans speciale kommer efter vaccinekalenderen først til april.
Daniel Junker Nyborg kan godt forstå, hvorfor der må foregå en fordeling. Der er kun et vist antal vacciner, og de skal gives til de mest udsatte sundhedsansatte og det personale, der arbejder med de mest udsatte patienter, siger han.
»Men man kan argumentere for, at der er nogle forskellige personalegrupper, som sidder meget tæt på deres patienter. Det gør vi øjenlæger også, og det er svært at holde afstandskravene. Når vi undersøger en øjenpatient, sidder vi under store dele af konsultationen meget tæt på folk, og det er ofte ikke muligt at anvende de værnemidler, som kræves, da mundbind og visirer får vores udstyr til at dugge til. Men vi gør hvad vi kan, og vi har fået eftermonteret ekstra plexiglasskærme på vores spaltelamper som ekstra beskyttelse.«
Risikoen for smitte går begge veje, og lægerne er også nervøse for bringe smitte videre til deres patienter, siger Daniel Junker Nyborg.
»Den gennemsnitlige øjenpatient er ikke nødvendigvis svært syg, men det er en patientgruppe med en høj gennemsnitsalder, hvor flere har forskellige andre sygdomme, der gør dem udsatte. På vores afdeling kunne det således være en idé at fremrykke den personalegruppe, der ser de mest sårbare patienter og vores vagthold, der ser de akutte patienter og tilsynspatienter fra sygehusets ørige afdelinger, herunder kræftafdelingen, intensiv- og COVID-19-afsnittene,« siger han.
Hvis man ser ambulante patienter, der f.eks. er kaldt ind en måned i forvejen, er der tid til, at patienten kan nå at blive testet, inden de kommer.
De praktiserende speciallæger, både øjenlæger og øre-næse-halslæger har en filterfunktion, og ser en stor del af de akutte patienter, inden de kommer ind på sygehuset, forklarer Daniel Junker Nyborg.
Han peger på, at der altid vil være en risiko for, at nogle personalegrupper overses, når sundhedsmyndighederne laver en kæmpe udrulningsplan for vaccinerne.
Derfor er det helt okay, når læger gør opmærksom på, hvem der har brug for at blive rykket frem i køen, siger han.
Chadi Nimeh Abdel-Halim er frustreret og bekymret over, at han og hans kolleger ikke er blevet tilbudt vaccine imod coronavirus som nogle af de første. Han er i hoveduddannelse på Øre-, Næse- og Halskirurgisk Afdeling F, Odense Universitetshospital, i Odense og Svendborg.
Hans bekymring er også størst for de akutte patienter. De patienter, der skal behandles nu og her, hvor der ikke er tid til at vente på en podning.
»På en vagt møder jeg mange akutte patienter, som har gener fra næse og hals-området, altså de øvre luftveje. Og det er generelt vores arbejdsområdet, og så forstår jeg ikke, hvorfor øre-næse-hals-læger ikke er prioriteret i vaccinationsprogrammet«, siger Chadi Nimeh Abdel-Halim.
»Patienterne ånder os direkte i ansigtet«, siger Chadi Nimeh Abdel-Halim.
De akutte patienter er blandt andet børn, der putter ting op i næsen og skal have hjælp til at få det ud. Patienter, der får næseblod og skal undersøges med kikkert for at finde ud af, hvor det bløder fra.
Og han laver kikkertundersøgelser i halsen, hvis patienten har halsbetændelse, eller hvis der er bylder.
Øre-næse-hals-lægerne kommer tæt på og sidder ofte helt tæt på patienterne. Bare 20 cm fra næse til næse, siger han.
»Vi arbejder lige der, hvor man er allermest eksponeret for virus. Og alligevel har man ikke valgt at prioritere vores speciale, og det gælder både på sygehuset og i praksis, hvor man møder en masse uvisiterede patienter, der ikke har været forbi en anden læge, men bare kommer fra gaden med deres akutte problemstillinger. På den måde er vi eksponeret for virus. Samtidig har vi mange dårlige patienter, f.eks. cancerpatienter, som er en udsat gruppe«.
Chadi Nimeh Abdel-Halim peger på, at der er mange praktiserende læger, som allerede er blevet vaccineret, og mange andre afdelinger med mindre eksponering for virus er blevet vaccineret.
Det er der, hvor filmen knækker, siger han.
Hvilken situation sætter det dig i?
»Det sætter mig i en situation, hvor jeg er eksponeret for at blive inficeret og give infektionen videre til dårlige patienter. Vi skal have værnemidler, men der er svært at se ind i en næse, der har værnemidler på.
Vi har selvfølgelig vores værnemidler på, men det har andre læger også. Og de har fået vaccinen«, siger Chadi Nimeh Abdel-Halim.
Går din bekymring primært på patienterne?
»Ja. Vi kan give virusset videre. Men min bekymring går også på personalet. Jeg kan tage det med hjem og give det videre til min familie«.
Men den danske vaccinestrategi går på at redde liv. Kan du forstå argumenterne for at vaccinere de ældre først?
»Ja, den er jeg med på. Jeg har et problem med gruppe 4 og definitionen på udvalgt frontpersonale, som skal vaccineres. Der har man lavet en prioritering inden for den gruppe, hvor øre-næse-hals-lægerne ikke er prioriteret«.
Flere læger vil argumentere for, at lige netop de skal have vaccinen. Er det her ikke et spørgsmål om, at der ikke er nok vacciner, og at myndighederne må lave en svær prioritering?
»Jeg har forståelse for, at der er begrænsning på en ressource. Men der skal være en fornuftig prioritering for, hvilke personalegrupper man skal tage først. Og der synes jeg, at dem, der er eksponeret så meget fra luftveje, vi taler om vores arbejdsområde, er blevet glemt. Vi ved fra udlandet, at det er hos øre-næse-hals-læger, at man har set den største rate af coronainfektion i forhold til andre specialer, fordi man sidder så tæt på patientens luftveje«.
Tandlægerne ville nok sige det samme som dig, og flere ville måske høre ind under din kategori?
»Tandlægerne er også tæt på, men tandlægerne ser som regel ikke syge patienter. Det gør vi på sygehuset. Det er nogle skrøbelige patienter«.
Nogle fra hans afdeling er blevet vaccineret, hvis der har været overskudsvacciner, altså hvis der har været udeblivelser, og der var ekstra doser tilgængelige.
Han håber på at blive vaccineret tidligst i næste uge.
Er det ikke fint nok?
»Det ændrer ikke på, at der ikke har været den prioritering helt fra start af. Og det er det, jeg kritiserer«.
Ifølge Chadi Nimeh Abdel-Halim er mangel på vacciner til sundhedspersonalet noget, der fylder på hans afdeling.
»Der er en generel utilfredshed, og vores ledende overlæge har også arbejdet ihærdigt for vores sag og bl.a. henvendt sig til sundhedsministeren«.
David Finsen, fællestillidsrepræsentant på OUH, peger på, at corona ikke betyder, at folk holder op med at være gravide, og der skal være læger til at lave eksempelvis kejsersnit, siger han.
»Det er vigtigt, at al sundhedspersonale er højt på vaccineplanen, men samtidig er vi nødt til at vaccinere de borgere, der er i høj risiko.«
Derfor mener han også, at man nødt til at sikre alt det personale, der er behov for i akutte situationer, så de har en mindre risiko for at blive smittet, mener han.
Yngre læger har forsøgt at få svar fra Region Syddanmark på, hvad risikoen for medarbejdere er for at blive syge, fordi de er i frontlinjen, men de svar har vi ikke kunne få, siger han.
»Det må være nemt at finde de tal. Vi har pligt til at oplyse vores arbejdsgivere om, hvis vi får corona, fordi der er smitteopsporing, så de tal må findes. Som arbejdsgiver ville det være oplagt se på, hvad medarbejdernes risiko er ved at gå på arbejde og dermed også, hvad den enkelte leders risiko er for ikke at kunne drive sygehus til gavn for patienterne.«
David Finsen peger på, at hele sundhedssektoren har holdt humøret højt længe på trods af en forøget risiko ved at passe deres arbejde.
Han kan dog også mærke, at de, der er blevet vaccineret, har fået en hel anden ro end andre.
»Det giver en anden tryghed. Vi sørger for at få podet os selv hver uge, for man kan stadig være blandt dem hvor vaccinen ikke dækker. Og det er også derfor, at vi skal holde fast i vores hygiejneregler. Men det har givet en ro.«
Som andre så bare kan misunde?
»Det kunne man godt frygte. Men jeg er ikke blevet kontaktet endnu af en masse yngre læger, som føler sig forbigået i vaccinationsplanlægningen. Det virker, som om der er en fælles forståelse for, at lægerne på coronaafsnittene skal have vaccinerne først, men mange havde nok en forventning om, at man ville prioritere hele sundhedssektoren relativt højt for at være sikker på, at man kunne sikre behandlingen af patienterne i alle dele af sundhedsvæsenet.«
Ifølge Ritzau er folketingets partier indkaldt til møde om vaccinesituationen onsdag.