Læger med eller uden filter

Der dør årligt 5.000 danskere af luftforurening. Forureningen, der for to tredjedele er menneskeskabt, er også ansvarlig for en stor mængde indlæggelser, tusinder af tilfælde af bronchitis og asthmaanfald og knap tre millioner sygedage årligt. En særlig farlig forurening er de fine partikler fra dieseludstødning, og der kan formentlig spares op mod 1.250 liv i Danmark årligt, hvis der blev monteret filtre på de tunge dieselvogne. Det fremgår af to artikler i dette Ugeskrift for Læger.

Så hårdt kan konklusionerne trækkes op af en oversigtsartikel om helbredseffekter af trafikgenererede ultrafine partikler og en original meddelelse, der forsøger at kvantificere helbredseffekterne af partikulær luftforurening i Danmark. Der er næppe tvivl om, at det er præcis, hvad medierne vil gøre, og det vil ikke være overraskende, om lægerne nu bliver taget til indtægt for, at der skal filtre på alle dieselbiler. Hvad der står til troende er, at artiklerne sandsynliggør, at et stort antal dødsfald og sygdomstilfælde i Danmark skyldes forurening fra vejtrafikken, og det vurderes, at filtrene kan redde mellem 22 og 1.250 menneskeliv! Antallet afhænger af forudsætningerne.

Det er forudsigeligt, at politikere, der måske ikke er vejtrafikken specielt vel stemt, vil bruge argumentet om, at bare ét sparet liv er alle pengene værd. Men spørgsmålet er, om læger skal indgå i en debat om betydelige tekniske investeringer på baggrund af resultater, der er så afhængige af forudsætningerne. Hvad skal læger anbefale? Skal vi kræve mere dokumentation for forureningens skadelige virkninger, selv om vi efterhånden har en vis evidens herfor, eller skal vi på baggrund af det foreliggende anbefale fx partikelfiltre?

Læger er som samfundsborgere i en dobbeltrolle. På den ene side skal vi arbejde på baggrund af evidensbaseret viden, på den anden side har vi som alle andre ret og pligt til at have holdninger. Dilemmaet kan genfindes i flere miljøsager. Da asbest omsider blev forbudt, var der sat så meget fokus på de sundhedsskadelige virkninger, at der fra medier og befolkning var opstået et krav om sanering af asbest i vore huse. Der forelå ikke videnskabelig evidens for betydelige helbredsgevinster, og det viste sig senere at have den alvorlige bivirkning, at asbesten blev yderligere spredt i vore omgivelser. Læren er ikke nødvendigvis, at der burde have foreligget 100% evidens for en sådan beslutning, men at konsekvenserne burde have være vurderet før beslutningen blev truffet, fx i en medicinsk teknologivurdering.

Et andet eksempel er kogalskab. Selvom der kun er påvist ganske få tilfælde af kogalskab i danske kreaturbesætninger, selvom smittevejene ikke kendes med sikkerhed, og på trods af at der ikke foreligger videnskabelig sikker dokumentation for en sammenhæng mellem kogalskab og variant CJD (Creutzfeldt-Jakobs sygdom) hos mennesker, så er det politisk besluttet at gennemføre meget bekostelige foranstaltninger vedrørende foder, slagtemetoder og rutinemæssig kontrol af slagtekvæg. Hvor er læger henne i debatten om dyreetik og foder eller i debatten om de enorme summer, der bruges i denne sag, som kunne bruges på områder, der ville give store sundhedsgevinster, fx rehabilitering af sindssyge og hjemløse?

Spørgsmålet kan være: Hvor sikre skal vi være på en betydelig helbredsrisiko, før vi lader millionerne rulle (risikoprincippet)? Eller måske: Hvor sikre skal vi være på at en miljøfaktor er uskadelig, før vi undlader at gøre noget ved den (forsigtighedsprincippet)? Er evidensbegrebet i den traditionelle medicinske forstand anvendeligt, når sagen drejer sig om miljøspørgsmål, herunder specielt det globale miljø? De to artikler i dette nummer af Ugeskriftet om skadelige virkninger af luftforurening illustrerer netop disse spørgsmåls aktualitet.