Læger: mere dialog med patienterne, tak

»Henning på stue 7 vil gerne tale med en læge. Han har ikke talt med den kirurg, der opererede ham; han har snakket med en anden læge, men han synes ikke, han blev ordentligt informeret. Så du må meget gerne lige gå ind og tale med ham.«

Ordene falder i sygeplejekontoret på Kirurgisk Afdeling A på Odense Universitetshospital, og de er henvendt til Lasse Bugge, en af hospitalets yngre læger. Denne morgen er stuegangen hans ansvar, og derfor sidder han sammen med den ansvarshavende sygeplejerske og gennemgår de patienter, der har behov for et kort besøg af ham. I dag gælder det samtlige otte patienter på gangens østside.

Ovenpå, på Afdeling 6A, ligger der 20 patienter mere, og da det er en stille formiddag, forsøger han at nå rundt til alle, der har behov.

Men normalt må han prioritere noget hårdere, hvem han skal se til.

»Når jeg gennemgår patienterne med sygeplejersken, så prioriterer vi 2-3 patienter, som jeg skal tale med, og så tager sygeplejersken resten. Derfor føler resten af patienterne, at de ikke ser lægen, selvom jeg har været forbi og snakke med sygeplejersken om dem - jeg har bare ikke lige været inde hos patienten selv.«

Men besøg af sygeplejersken kan på de meget pressede dage være bedre for patienterne, selvom de helst vil se en læge.

Alibistuegange

»Når der bliver rigtig travlt, så springer man forberedelsen over og konstaterer, at ,Der er ikke noget vanvittigt galt med denne patient, så jeg går videre`. Så begynder man at lave alibistuegange, hvor man bare lige kommer ind og spørger, ,Hvordan går det, det ser fint ud, husk at spise og drikke normalt`, og så videre til næste patient,« siger Lasse Bugge.

Men det skal være slut med læger, der ikke har ordentlig tid til at tale med patienterne, mener Foreningen af Yngre Læger (YL), som i sit politiske udspil, Det gode Hospital, bl.a. opfordrer til øget fokus på læge-patient-samtalerne.

»For det første er dialogen helt grundlæggende for god kvalitet i diagnosticeringen og behandlingen af patienterne. For det andet er det et område, som vi oplever er nødlidende, fordi man i et vist omfang - selvfølgelig i varierende grad på de forskellige afdelinger - mener, at andre faggrupper sagtens kan overtage samtalerne med patienterne. Der er ikke nogen grund til, at en læge fortæller, hvilken undersøgelse patienten skal igennem.

Det synes vi er fuldstændig forkert, og det er vi enige med patienterne om,« siger YL's formand Lisbeth Lintz-Christensen.

Og patienter som Henning på stue 7, kender Lisbeth Lintz alt til.

På mange hospitaler er det en medicinstuderende, og ikke kirurgen selv, der taler med patienten om forløbet, og i den situation går der noget tabt, mener hun.

»Hvis man som patient ikke selv får lov til at tale med kirurgen, så er man måske usikker på, at den diagnose, der er stillet, er rigtig, om overvejelserne omkring behandlingen er rigtige. Og den utryghed bør ikke være til stede. Vi er der jo for patienternes skyld, så det betyder rigtig meget,« siger Lisbeth Lintz.

Lasse Bugge kender følelsen af ikke at have tid til at tale ordentligt med de patienter, der har brug for det.

»Så føler jeg ikke, at jeg har gjort mit arbejde godt nok.«

En følelse, ingen læge synes om.

Derfor bliver Lasse Bugge gerne en time ekstra efter arbejde for at tage den snak, som der ikke har været tid til i løbet af vagten. Også selvom klokken er blevet to om natten.

»Jeg oplever, at patienterne bliver utroligt glade, når jeg kommer, også selv om jeg er nødt til at vække dem midt om natten for at spørge dem, hvordan det går, og fortælle dem, hvad jeg ved,« siger Lasse Bugge.

Ingen nattesøvn

Når patienterne er utrygge, får de alligevel sjældent en god nattesøvn. På stue 9 ligger Grethe med en byld på tyktarmen. Hun er sidst i halvtredserne og ligner en, der er klar til at komme hjem i går.

Hun havde besøg af en sygeplejerske aftenen forinden, men hun kunne ikke fortælle, hvornår Grethe kan komme hjem.

»Det har været så stressende, at jeg i et døgn nu ikke har talt med en læge, så jeg har ligget hele natten og spekuleret på, hvad der skal ske, og om jeg kommer hjem i morgen, eller om jeg skal blive. Jeg har næsten ikke fået sovet,« siger hun.

Da Lasse Bugge fortæller hende, at bylden skal skylles fire gange i døgnet, og hun derfor ikke lige kommer hjem lige foreløbig, bliver Grethes læber helt smalle, og en rødmen omkring øjnene afslører den reaktion, hun ikke sætter ord på.

En atypisk dag

I dag er en atypisk dag, fortæller Lasse Bugge. Hans telefon har været tavs med undtagelse af to opkald, og hos Grethe fik han tid til at svare på hendes spørgsmål og forklare hende, hvad prøverne viste. Han fik endda tid til at skylle hendes byld igen, selvom sygeplejersken egentlig kunne gøre det.

Han har også haft tid til at tale med Svend-Åge to gange. En gang alene og en gang, hvor Svend-Åges søn og svigerdatter var til stede. Svend-Åges kone er dement, og det ligger den ældre herre meget tungt på sinde.

»Når man får talt ordentligt med patienterne, tager de ejerskab over deres forløb, hvilket ofte betyder, at de bliver hurtigere raske. Svend-Åge for eksempel, nu ved han, at han ikke skal regne med at komme hjem de næste par dage, selvom han utroligt gerne vil hjem og tage sig af sin kone, og derfor deltager han mere aktivt for at komme hurtigt hjem,« fortæller Lasse Bugge.

Flyt opgaverne

Det er ikke kompetencer og værktøjer til kommunikation med patienterne, der er den store forhindring, ifølge YL's formand. Lægerne er allerede rimeligt klædt på til at have god kommunikation med patienterne; de har gennemgået kurser i emnet, på studiet såvel som efterfølgende, men vilkårene for den gode dialog er sjældent til stede på den enkelte afdeling, siger Lisbeth Lintz.

»Vi har efterhånden masser af tekniske værktøjer, kommunikationskurser osv., så på den tekniske side er vi ikke så dårligt forberedt, men forholdene for god kommunikation er dårlige. Mulighederne for at tage den tid, det tager, er ikke til stede.«

Hvad der skal ske af ændringer på den enkelte afdeling, kan Lisbeth Lintz ikke sige noget generelt om, og YL har i deres udspil ikke nogen fast opskrift på, hvordan der kan frigives mere tid til dialogen med patienterne.

»Det vil være meget forskelligt fra afdeling til afdeling. Nogle steder skal man luge ud i det arbejde, som lige så godt kunne udføres af andre faggrupper. Nogle steder er det stadig læger, der giver i.v.-medicin eller tager blodprøver, i hvert fald i vagten. Hvis man kunne flytte de her opgaver, som slet ikke er lægeopgaver, til andre faggrupper, er det en måde at skabe mere rum til den lægelige kerneydelse,« siger Lisbeth Lintz.

Stuegangen bør opprioriteres

Overordnet set er foreningens budskab, at man skal se på, hvordan arbejdet er struktureret. Bruger afdelingen sin lægefaglige arbe jdskraft til opgaver, som kun læger kan løse? Der kan være rigtig meget tid at hente, hvis man tilrettelægger arbejdet anderledes, siger Lisbeth Lintz.

Heller ikke Lasse Bugge har noget klart bud på, hvad der konkret skal gøres anderledes på afdelingerne for at frigøre tid. Dog mener han, at systemet helt grundlæggende bør opprioritere stuegangen, fordi det giver gladere patienter, og fordi stuegangen er et vigtigt led i opdagelsen af eventuelle infektioner eller andre komplikationer tidligt i forløbet.

»Som læge må man tage personligt ansvar for stuegangen. Mange kan godt gå til lidt færre konferencer, og man kan sommetider tage sin kaffepause samtidig med, at man forbereder sig på de næste patienter eller sidder og registrerer sit arbejde. Mht. kontorarbejdet så er det jo altid let at skele til det, når man skal pille noget ud, men det er svært at prioritere anderledes, for det er jo en vigtig del af arbejdet,« siger han.

Lisbeth Lintz vil også nødig uden videre nedprioritere kontorarbejdet generelt.

»Der har været meget fokus på det administrative arbejde. Men det er en niche; det er kun en ud af flere ting, man skal se på.«

Tidsrøvere skal elimineres

Ifølge Lasse Bugge er kommunikationen mellem personalet på hospitalet mindst lige så vigtigt at sætte tid af til som dialogen med patienterne.

»Jeg bliver ofte forstyrret på telefonen af spørgsmål, som kunne være undgået. For eksempel en kollega, der er i tvivl om, præcis hvad der skal ske med en specifik patient. Hvis kommunikationen mellem lægerne blev bedre, ville man få mere tid til patienterne,« siger han.

Som eksempel nævner han en patient, der har fået sat et vakuumsystem på et sår. I journalen står der et notat om, at det skal skiftes om to til tre dage.

»Betyder det så to dage eller tre dage? Og kan det ske i sengen, eller skal patienten under fuld narkose? Det er meget uklart, hvad der egentlig skal ske. Men hvis alt det står i journalen, så sparer man et opkald,« siger han.

»Så det er vi ikke gode nok til. Og det er jo sjældent, at det er den samme læge, der får den slags klager flere gange. Det er over en bred kam, at vi ikke informerer hinanden og patienterne godt nok.«

Politikeren: dialogen skal i top-3
Ulla Astman, Formand for Sundhedsudvalget i Danske Regioner.

Dialogen mellem læger og patienter er i top-3 over de allervigtigste opgaver, danske læger har, mener Ulla Astman, der er formand for Sundhedsudvalget i Danske Regioner. Derfor vil hun gerne støtte Yngre Læger i deres ønske om at afsætte mere tid til den opgave. For at gøre det er der ifølge Ulla Astman bl.a. behov for, at regionerne og politikerne skuer indad.

»Der er behov for en afbureaukratisering, hvor vi fjerner nogle af de mange indberetninger, vi politikere har bedt om at få. Derfor må vi bl.a. se på, om der er nogle af de her indberetninger, der kan falde bort. Vi må skelne mere mellem ,nice to have' og ,need to have',« siger hun.

Dertil peger hun på oprettelsen af diagnostiske centre, som vil kunne stå for udredningen af patienternes diagnoser, inden de ankommer til sengeafsnittene. Det vil ifølge hende frigøre tid for lægerne, der tager imod patienterne.

Derudover mener Ulla Astman, at lægerne skal have bedre elektronisk kommunikation, og at computersystemerne skal forbedres, så lægerne undgår spildtid ved at skulle logge ind og ud af langsomme systemer.

Eksperten: behov for kortlægning af tidsforbruget
Sidsel Vinge, senior projektleder i DSI, ph.d. i organisering af medicinsk arbejde på sygehuse.

Første skridt på vejen til mere tid med patienterne er, at den enkelte afdeling undersøger sine egne arbejdsgange og organisering for at se, hvordan der kan ændres og omprioriteres. Dertil skal der nogle steder gøres op med traditionelle arbejdsgange, som kan være med til at skabe uhensigtsmæssige vilkår for lægens møde med patienterne.

»Eksempelvis kan man se på, om konferencerne er effektive, eller om de blevet for mange og for ustrukturerede: Jeg har observeret yngre læger, der går til fem konferencer, inden dagens arbejde går i gang - og det giver selvfølgelig mindre tid til patienterne.

Her er det realistisk, at man kan rydde op og prioritere anderledes. Andre steder er man utroligt effektive og målrettede med hensyn til, hvem der deltager i hvilke konferencer og med hvilke konkrete formål,« siger Sidsel Vinge.

Et andet tema er arbejdsfordelingen mellem ældre og yngre læger. Har de yngre læger reelt den sparring, der skal til, for at de kan få fx en stuegang til at fungere, eller er de overladt til sig selv så de først er færdige kl. 17?, spørger hun.

Sidsel Vinge mener, at for at kunne ændre på rammerne for arbejdet må man undersøge, præcis hvad tiden bliver brugt til. Ifølge hende kan man ikke drage generelle konklusioner, da der er meget store forskelle i arbejdsorganiseringen fra afdeling til afdeling - også inden for de samme specialer.

»Det handler om at blive konkret: Tag et stopur med i 14 dage og find ud af: Hvad går tiden med? Hvem laver hvad? Hvad er grunden til det? Hvad kan vi ændre på?«

Hun peger også på den måde, sektoren er bygget op på.

»Grunden til, at de yngre læger gerne vil have mere tid med patienterne, er nok også, at de hele tiden får nye patienter, som de skal sætte sig ind i. Måske ville det være mindre overvældende, hvis lægen gik stuegang flere dage i træk det samme sted, så hun faktisk kendte Per og Erik på stue fire i forvejen, i stedet for at få en bunke helt nye journaler hver eneste gang.«