Henrettelse – aflivning af mennesker – har i de fleste samfund stillet læger over for etiske udfordringer. En dansk læge anno 2024 vil som de fleste danskere instinktivt tage afstand fra dødsstraf som en umenneskelig og forkastelig straffeform.
Men sådan har det ikke altid været.
I nyere tid har danske læger deltaget ved henrettelser. Det skete under retsopgøret efter besættelsen, da 46 dødsdømte landsforrædere skulle henrettes ved skydning i hhv. Viborg og København. Statsansatte læger måtte udkommanderes til at attestere, at den dømte, efter at være ramt af et antal riffelkugler i hjerteregionen, var død. Var det ikke tilfældet, skulle pelotonens kommandør afgive et såkaldt nådeskud til den dømtes hoved. Dette blev aldrig aktuelt.
Flere af de udkommanderede, yngre læger kunne ikke stå for det psykiske pres. I København påtog den øverste politilæge sig derfor opgaven for at skåne sine underordnede. Hans datter har fortalt, at hendes far efter hver henrettelse var psykisk nedbrudt i lang tid efter.
Retsopgøret blev af en højtstående jurist kaldt »et juridisk Galehus«. Dels fordi dødsdommene blev afsagt med hjemmel i en lov med tilbagevirkende kraft. Og dels fordi de største forbrydere – højtstående tyskere, som gav ordrerne til deres danske bødler – slap med nogle få års fængsel.
Officielt afskaffede Danmark først dødsstraffen i 1978, men da var ingen blevet henrettet siden 1892.
Da en typograflærling i 1946 blev skudt som den første under retsopgøret, var det den første dødsdom, som blev eksekveret i Danmark siden 1892.
Men hvordan så lægerne på dødsstraffen, mens den endnu var en naturlig del af dansk strafferetspleje?
Tilsyneladende ret pragmatisk og usentimentalt, hvis man skal dømme ud fra en artikel i Ugeskrift for Læger 1890 (s. 273-7).
Under overskriften »Henrettelse« fortæller den anonyme skribent, som man kan antage er redaktøren, dr.med. Vilhelm Budde, om et nyt, østrigsk lovforslag, som skal fastsætte, hvordan dødsstraffe skal fuldbyrdes. Spørgsmålet er: hængning eller halshugning?
Som høringspart har Østrigs øverste sundhedsråd afgivet en erklæring og konkluderer, at »Henrettelse ved Strikken« fremkalder bevidstløshed »næsten øjeblikkeligt«, og at døden indtræder i løbet af få minutter. Indtil disse minutter er gået, er der dog mulighed for genoplivning. Man kan også komme ud for, at »Nervøsitet eller mangel paa Øvelse hos Bøddelen«, den dømtes handlinger eller andre omstændigheder fører til, at hængningen forkludres. Dertil kommer, »at Hængning opfattes som en i særlig Grad nedværdigende Henrettelsesmetode«, og det gør efter sundhedsrådets opfattelse »det Ønske berettiget, at Halshugning maatte kunne sættes i Stedet for Hængningen«.
Halshugning frembyder imidlertid også en række etiske og lægefaglige spørgsmål, som har optaget ikke så få læger gennem tiden. Under den franske revolution foreslog dr. Joseph-Ignace Guillotin (1738-1814), at henrettelserne af humane hensyn skulle foregå i en maskine, som i århundreder havde været anvendt i bl.a. Skotland og Tyskland.
Dr. Guillotin var egentlig modstander af dødsstraf og havde kun bragt forslaget på bane, fordi han anså det for den hurtigste og mest humane henrettelsesmåde, når det endelig skulle være. Det revolutionære Nationalkonvent vedtog begejstret forslaget og satte en anden læge, kirurgen Antoine Louis, til at konstruere en tidssvarende udgave af apparatet. Det blev opstillet i 1792, og dens første offer blev en landevejsrøver.
Men snart arbejdede dødsmaskinen i døgndrift og krævede så prominente ofre som kong Louis XVI og hans dronning, Marie Antoinette. Senere kom Charlotte Corday under faldøksen, efter at hun havde myrdet en af revolutionens mest blodtørstige og hadefulde anførere, Jean-Paul Marat (som også var læge). Til sidst åd revolutionen sine egne, da dens mest prominente skikkelser, Georges Danton og Maximilien Robespierre, fik hovederne hugget af.
Tusinder endte deres liv i revolutionens halshugningsapparat. Henrettelserne foregik på pladser og torve i flere store byer og tiltrak hujende og jublende pøbel.
Til dr. Guillotins forfærdelse blev den frygtelige maskine opkaldt efter ham. Da han døde i 1814, var hans familie så skamfulde over navneforbindelsen, at de bad den franske regering om at ændre guillotinens navn. Det kom ikke til at ske, og indtil den sidste franske henrettelse i 1977 var guillotinen Frankrigs eneste henrettelsesmetode. Frankrig afskaffede officielt dødsstraffen i 1981.
Ugeskrift for Lægers artikel fra 1890 gennemgår de fysiologiske processer, som gør det usandsynligt, at den dødsdømte lider ved halshugningen. I det øjeblik, blodtilførslen til hjernen afbrydes, og faldøksen overskærer den forlængede rygmarv, forsvinder bevidstheden og »ethvert Spor af psykisk Liv«. Som når man slukker for en kontakt.
Det ville den franske læge, Paul Loye (1861-1890) dokumentere, da han i et laboratorium på Sorbonne halshuggede hundreder af hunde i en specialbygget guillotine og desuden foretog observationer i forbindelse med henrettelser. Man kan rive de afhuggede hoveder i håret, råbe dem ind i øret eller prikke til dem. Der er ingen reaktion. Når man i et par minutter kan se små bevægelser i ansigtsmuskulaturen, læber og øjenlåg, skyldes det »asfyktiske Konvulsioner«.
Derfor kan det østrigske sundhedsråd med sindsro betegne »Halshugningen som den bedste form for Dødsstraffens Fuldbyrdelse«.
Ugeskrift for Lægers artikel omtaler den seneste mode inden for aflivning, som naturligvis kommer fra USA: »Henrettelse ved Elektricitet«. På basis af forsøg med hunde har amerikanske forskere fundet frem til, at dyrene, selv når de har samme vægt og styrke, har meget forskellig modstandskraft, når der lukkes op for strømmen: Nogle dør øjeblikkeligt. Andre skal have den 100-dobbelte strømstyrke. Og »som bekendt« er menneskets modstandskraft over for elektricitet meget større end dyrs.
Og kan man være sikker på, at folk nu også dør af elektriciteten? Artiklen henviser til en mand, som faldt ned i »en elektrodynamisk Maskine, saaledes, at han med den ene Haand berørte den negative Pol, med den anden den positive Pol, og der gik igjemmen hans Legeme en Strøm af Styrke som 50.000 Stearinlys«. Manden blev anset for død, men efter otte timers lægebehandling vågnede han op »og efter nogle Ugers Forløb var han igjen rask«, bortset fra, at han havde taget på i vægt og blev sært urolig, når et tordenvejr trak op.
Den eneste fordel, Ugeskrift-redaktøren kan se ved elektricitet som henrettelsesmetode, er, »at der ikke udgydes Blod, og at den Henrettedes Legeme ikke sønderdeles«. Men netop dette, »som i Moralistens Øjne kan synes en Fordel«, har overbevist »Kriminalisterne« om, at det også er ulempen ved den elektriske metode: Kriminalfolkene ser nemlig »Hovedets Adskillelse fra Kroppen [som] en vigtig Omstændighed, idet den leverer det offentlige og uomstødelige Bevis for den indtraadte Død«.
Artiklen slutter med at anbefale halshugning som den overlegne henrettelsesmetode:
»Dekapitationen er den sikreste og hurtigste Henrettelsesmaade, fordi den, naar den udføres med en hensigtsmæssigt konstrueret Maskine (Guillotinen), giver et absolut paalideligt Resultat«.
Nutidens danske læger er modstandere af dødsstraf og dermed af lægers medvirken ved dens eksekvering. I 2007 vedtog Lægeforeningen sammen med sine nordiske søsterorganisationerne en fælles udtalelse, hvor der bl.a. stod, at det for ingen læger »kan forsvares at deltage i nogen handling, der er forbundet med og nødvendig for udførelsen af dødsstraf«.
Verdenslægeforeningen (WMA) har ligeledes understreget, at det er uetisk for læger at deltage i dødsstraf på nogen måde og i nogen del af henrettelsesprocessen.
