”Det er stærkt foruroligende, at regeringen ikke ved, hvad vi egentlig laver i almen praksis”, siger Anders Beich, formand for DSAM og praktiserende læge.
Sundhedsreformen har en målsætning om 40.000 færre indlæggelser og 500.000 færre ambulante behandlinger på sygehus i 2025, og det skal især ske ved at flytte behandlingen af ældre medicinske patienter og kronikere fra hospitalerne til almen praksis og kommunerne. ”Det, der ikke er svært, skal være nært”, har statsminister Lars Løkke Rasmussen og sundhedsminister Ellen Trane Nørby sagt flere gange om den bevægelse.
Den beskrivelse af, hvad det er for patienter primær sektor og almen praksis tager sig af, kan Anders Beich ikke genkende i en hverdag, hvor der kommer flere og flere ældre patienter, der ofte har meget komplekse sygdomsbilleder og samtidigt i dag ses af flere forskellige speciallæger.
”Det kan gå rigtig dårligt, hvis hvert speciale bare følger deres retningslinjer, uden at nogen ser på det fulde billede. Det er almenmedicinerne, der skal have overblikket og turde at prioritere og vælge de vigtigste behandlinger, og turde tage på sig at undlade nogle behandlinger, der kan gøre mere skade end gavn i det samlede sygdomsbillede”, siger Anders Beich.
Fordommene hænger ved
På sit kontor sidder den praktiserende læge og foretager dagens sidste opkald på sin drejeskivetelefon. En god frokost og golfbanen venter.
Det er det billede af den praktiserende læge, regeringen ifølge Anders Beich tegner med sin retorik, og han ærgrer sig over, at sprogbrugen ikke danner et retvisende billede.
”Almen medicin har været et speciale længe, og hvis regeringen vil fremlægge en reform, hvor praktiserende læger skal være krumtappen i det danske sundhedsvæsen, så er det på tide, at man italesætter det på en respektfuld måde”, siger han.
Han ser det som en kommunikationsstrategi, hvor regeringen prøver at fastholde billedet af sololægen som fortidens sygekasselæge, med begrænsede kompetencer og faglighed, i et forsøg på at sælge idéen om de ”store moderne sundhedshuse med mange fagligheder”. På trods af, at det tager lige så lang tid at blive uddannet almenmediciner, som det tager at blive neurokirurg. Det moderne er, at almenmedicinere i Danmark er blandt verdens bedst uddannede, uanset hvordan de er organiserede.
”Vi savner en anerkendelse af, at vi faktisk allerede varetager en kompleks opgave. Regeringen har alt for sent indset, at manglen på praktiserende læger ikke gik væk af sig selv, og nu bliver der et vakuum her, hvor det bliver svært at få enderne til at nå sammen kapacitetsmæssigt. Det synes jeg, man skal anerkende fremfor at give indtryk af at flere introlæger kan erstatte praktiserende læger. Det kan man jo lige så lidt, som man kan sætte introlæger til at operere folks hjerner”, siger Anders Beich.
Brug for at genopbygge kapacitet og tillid
Opgaven, der ligger foran almen praksis, er kompleks, vil koste flere mandetimer og kræver faglighed og kompetencer, men ifølge Anders Beich er almen praksis faktisk det sted, den kan løses. Det kræver bare tid og ressourcer.
”Det er vores opgave, og jeg mener, vi har fagligheden til at yde behandling og omsorg for de fleste patienter med flere forskellige lidelser samtidigt, det er ikke det, der er problemet. Problemet er primært kapaciteten”, siger han.
Han føler sig selv og sine kollegaer beklikket på fagligheden med et slogan, der antyder, at hvis det er nemt, så kan det ordnes hos den praktiserende læge, mens man skal på hospitalet, hvis det er svært. ”Det skyldes forhåbentlig uvidenhed om almen praksis' opgaver, men er ikke tillidsopbyggende i al sin plathed”, siger Anders Beich.
”Det er klart, at der skal jo være nogle, vi kan rådføre os, med hvis der er behov, og geriaterne er vores nærmeste speciallæge at konferere med ved komplekse tilfælde. Vi skal ikke kunne det hele udenad, men vi skal vide, hvornår vi kan selv, og hvornår vi skal konferere med andre specialister. Og det gør vi, hvis de er tilgængelige.”
Uenigheden med sloganet bliver delt af praktiserende læge Christina Svanholm, der heller ikke forstår, hvorfor det skal lyde, som om den praktiserende læge alene kan tage sig af de ukomplicerede tilfælde.
”Det er virkeligt mundret. Det passer bare ikke, for det er jo alt andet end nemt i almen praksis. Det er komplicerede problemstillinger, og særligt i yderområderne hvor vi har mange mennesker med kroniske sygdomme. Vi skal finde de syge iblandt de raske, det er faktisk den mest komplicerede opgave i sundhedsvæsenet, hvis du spørger mig”, siger hun.
Praktiserende læger er lig med ventetid
Christina Svanholm kan faktisk godt forstå, hvorfor det kan være svært for selv en statsminister at få et retvisende billede af, hvad en praktiserende læge egentlig laver. Alle har prøvet at sidde og vente oppe ved egen læge eller har følt frustration over, at det er svært at komme igennem, det er svært at få en tid, man sidder og venter i venteværelset, man føler, man bliver afbrudt og kun må komme med en ting ad gangen.
”Det påvirker både befolkningen og politikerne, men det bliver italesat som om problemerne opstår, fordi vi bare vil ud at spille golf og tjene nogle flere penge. Det er så langt fra sandheden, som det overhovedet kan være. Jeg kan godt føle, at vi har fejlet i vores kommunikation til befolkningen. At vi ikke har været gode nok til at fortælle, at vi har rigtig travlt, at vi sidder og arbejder til langt ud på aftenen, og at størstedelen af os ikke har et normalt familieliv”, siger Christina Svanholm.
Hun kalder ”Det, der ikke er svært, skal være nært” for en naiv udtalelse, der bunder i en misforstået antagelse om, at alment praktiserende læger ikke er lige så højt uddannede eller specialiserede, som de er på hospitalerne. Planen om 40.000 færre indlæggelser har hun også svært ved at se slå rod i virkeligheden, hvis ikke økonomiloftet bliver hævet, så der bliver mulighed for at ansætte personale, der kan være med til at løfte opgaven.
”Reformen er varm luft lige nu, for vi er for få mennesker til at løfte den kæmpestore opgave. Ligesom sloganet, lyder det godt, og det virker fornuftigt, at vi kan varetage noget mere behandling hjemme hos borgeren eller i kommunen, men vi har bare slet ikke kapaciteten til hverken selv at påtage os opgaven eller supervisere dem, der ellers kunne gøre det”, siger Christina Svanholm.
