Læger overlader sundhedsdebatten til de andre

Fleksibilitet og handlefrihed er godt, skriver FAS' formand i kronikken, den 30. september 2002, og fortsætter herefter med en forsvarstale for amterne, og en kritik af pressen.

Pressens muligheder for frit at ytre sig er imidlertid det fornemste udtryk for at vi lever i et demokrati, hvor alle har mulighed for at ytre sig. Den sikrer grundlæggende at magten ikke korrumperer, derfor må den også være kritisk over for amterne.

Selvfølgelig skal patienterne behandles ordentligt, og det skal sundhedspersonalet også - de to ting hænger uløseligt sammen, selvom der sikkert ikke er evidens herfor. Men det opnår vi kun hvis vi selv deltager i den offentlige debat, også ved at vi præsenterer pressen for de trods alt gode ting vi går og laver - det vil smitte af på alle andre at få en god historie i pressen.

Evidens siger faktisk ikke meget om hvad der er godt og skidt. Det siger faktisk kun noget om det man har undersøgt og skabt evidens for, men ikke det man ikke har undersøgt. At bruge evidens for at fremhæve noget og tilbagevise andet er meningsløst. Det er faktisk ikke meget vi har evidens for, og alene af den grund burde der være evidens for at man ikke kan bruge evidens til andet end at bevare »status quo«, og bremse nytænkning.

Spørgsmålet er om amterne er i stand til at klare den opgave de har påtaget sig. Fra patientens synspunkt må svaret være nej - ellers ville der vel ikke være så mange klager. Set fra et lægeligt synspunkt er svaret det samme. Hvordan kan vi leve med sparepolitikere, der gang på gang kræver mere sundhed for færre penge, og heller ikke holder sig tilbage for at udråbe lægerne som en forkælet gruppe, der kun tænker på penge. Nej, vi har ikke meget støtte fra vore arbejdsgivere: amterne, og det går ud over os selv og derfor også patienterne. Men amtspolitikerne vinder deres stemmer ved at få så meget ud af så lidt som muligt. Den holder ikke i længden. Hvis amterne ville så de på samarbejde, arbejdsmiljø, livskvalitet. Men det er der jo ikke prestige i, så hellere bygge et nyt sygehus som et stolt monument over sig selv - også selvom det sker på bekostning af fx nærsamfundene.

Og hvem har evidens for at centralisering er godt, når det både gælder de almindelige sundhedsopgaver og de stærkt specialiserede funktioner. Det er jo alligevel ikke alle læger, der forsker og underviser på højt niveau. De fleste af os bruger faktisk viden som andre har frembragt, og det er der jo heller ikke noget galt i. Når vi ikke alle skal være forskere, hvorfor skal vi alle så centraliseres? Det er der hverken evidens for eller økonomi i.

Der er bestemt heller ikke evidens for, at amterne er den konstruktion som sikrer os bedst velfærd for alle. At det måske tager nogle år at opbygge en visionær konstruktion, som sikkert vil vise evidens for at være betydelig bedre end amtskonstruktionen, gør vel ikke så meget. Forandring tager tid - også til det bedre. Amterne har haft tid nok til at vise hvad de duer til, og mange spørgsmål hober sig op. Hvorfor kan kommunerne og amterne stadig ikke samarbejde, hvorfor kan amterne ikke rekruttere kolleger andre steder fra, og hvorfor giver de ikke vores udenlandske kolleger en ordentlig modtagelse, og en sproguddannelse, der gør dem i stand hurtigere at komme til at være effektive hos os? Læseren kan sikkert selv komme med andre eksempler.

Hvilken evidens har vi i øvrigt for at et enstrenget sundhedssystem sikrer valgfrihed, »patienten i centrum«, og lige adgang til sundhedsydelser? Køb- og salgtanken er måske slet ikke så tosset, hvis profitten er bedre sundhed for os alle.

Man kan jo fremhæve det der tjener ens egne interesser bedst og »glemme« det der ikke gør, men et afmonopoliseret sundhedssystem, hvor man indbyrdes konkurrerer om at give den bedste behandling kan for mig at se kun være et gode der får os til at samarbejde bedre om det fælles mål: god og effektiv patientbehandling. Og tillige en større tilfredshed ved at vide at det arbejde vi i fællesskab yder, uafhængig af snævre faggruppeinteresser er godt. Forskningen og uddannelsen skal nok klare sig - den er nemlig afhængig af den enkelte fagpersons engagement og lyst, snarere end at personen centraliseres ud fra en betragtning af at vi alle er ens og at vi alle skal være lige. Den lige adgang sikres ved at det offentlige stadig betaler, uanset hvilket sygehus vi vælger. Den konstruktion er kendt fra andre lande, og den virker.

Vi har, selvom der ikke er evidens herfor, brug for udadrettede typer snarere end forsvarstyper. Læger, der tør tænke nyt, og som deltager i den offentlige debat, så den kan blive så nuanceret som mulig. Og pressen står klar, også til at fortælle om succeshistorierne og lægevidenskabens fremskridt. Vi skal altså bare præsentere dem for pressen, som hellere end gerne vil skrive om dem.

Det er bondefangeri og fanatisme at lade os styre af evidensspøgelset. Det bremser nytænkning og efterlader os med den vildfarelse at kun det, der på forhånd er evidens for er godt, og bedre end alt det vi ikke har prøvet. Det bremser fleksibilitet, nytænkning og handlefrihed. Og vi har faktisk handlefrihed til at deltage i den offentlige debat, hvis vi tør.

»The AMA in Western Australia has been named the most powerful organisation in the State by Business News newspaper«. Det kunne vi måske lære noget af.

Rossinis »Barberen i Sevilla« giver godt humør efter en vred kommentar. Det er der ikke evidens for - men det virker!

Forf.s adresse: Hostrups Have 3, 1954 Frederiksberg C.

E-mail: bgh@dadlnet.dk.