Skip to main content

Læger på afveje ud i ensomhed

Rigshospitalet har netop afholdt premiere på filmen “Afvej.” Ugeskrift for Læger tog med Kristine Chemnitz til premieren. Hun er 1. reservelæge på onkologisk afdeling på Rigshospitalet og kan på mange måder genkende sig selv og sit erhverv i filmen, som blandt andet belyser temaet ensomhed.

Tuva Novotny spiller hovedrollen som Marie i Malou Reymanns film "Afvej." Filmen behandler temaet ensomhed blandt læger og handler om den unge onkolog Marie. Foto: Jasper Spanning.
Tuva Novotny spiller hovedrollen som Marie i Malou Reymanns film "Afvej." Filmen behandler temaet ensomhed blandt læger og handler om den unge onkolog Marie. Foto: Jasper Spanning.

Freja Kierstein Johansen, fkj@dadl.dk

26. feb. 2015
3 min.

Den unge onkolog Marie arbejder over, hun sover ikke om natten og hun lukker folk omkring hende ude af sit liv. En dag er hendes mørke rander under øjnene så tydelige, at en kollega spørger, om hun er okay. Marie svarer, at hun bare har sovet lidt dårligt. Men hun er ikke okay.

Marie har hovedrollen i Malou Reymanns film “Afvej,” der tirsdag den 24. februar havde premiere på Rigshospitalet. Malou Reymann har længe været fascineret af læger og målet med denne film har været at skildre, hvad der sker bag den imponerende selvkontrol. Både erhvervspsykolog Mille Mortensen og klinikchef på Onkologisk Klinik Hans von der Maase deltog blandt andre i en efterfølgende paneldebat om et af filmens temaer - ensomhed. Ugeskrift for Læger tog med Kristine Chemnitz ind for at se filmen. Hun er 1. reservelæge på onkologisk afdeling på Rigshospitalet og har været lægefaglig konsulent på filmen. Hun mener, at filmen afspejler virkeligheden meget godt.

Jeg tror, det er meget karakteristisk for læger ikke at snakke om de problemer, vi selv står overfor - både private og arbejdsrelaterede Kristine Chemnitz, 1. reservelæge på onkologisk afdeling på Rigshospitalet

“Efter min skilsmisse havde jeg det også svært ligesom Marie i filmen og lignede hende nok også til sidst - tynd som et skelet og med mørke rander under øjenene. Da en kollega konfronterede mig, negligerede jeg det. Jeg tror, det er meget karakteristisk for læger ikke at snakke om de problemer, vi selv står overfor - både private og arbejdsrelaterede,” siger Kristine Chemnitz.

Hans von der Maase, klinikchef på Onkologisk Klinik mener, at læger både skal blive bedre til at bede om hjælp og tage imod hjælp:

“Det er et hårdt psykisk arbejdsmiljø, og derfor skal vi som læger netop tale om det. Læger er af den opfattelse, at de skal og bør kunne klare alting selv. Her kan vi lære meget af sygeplejerskerne, som er bedre til at bede om hjælp og kende deres begrænsninger.”

”Det er lettere at sige, det er okay”

Hovedrollen, Marie, spilles af Tuva Novotny. I filmen har hun fri, men bliver kaldt på vagt, selvom hun har arbejdet seks dage i træk. Da hun møder ind på arbejde, spørger en kollega, om hun aldrig skal holde fri. Marie griner og svarer: “At holde fri er da overvurderet.”

“Jeg kender det godt selv. Det er lettere bare at sige, at det er okay, selvom man måske ikke synes det. Man er nok bange for at tabe ansigt og virke svag,” siger Kristine Chemnitz.

Erhvervspsykolog Mille Mortensen mener, at hospitalslæger ofte laver sjov i stedet for egentlig at fortælle, hvordan man har det. Hendes Ph.d.-projekt er et studie af sociale relationer med afsæt i lægeverdenen.

“Hospitalsverdenen har en indbygget humoristisk jargon, som fungerer som forsvarsmekanisme for nogle gange at skjule en ensomhed,” siger hun.

Ufølsom chef i filmen

I filmen er det efter Kristine Chemnitz’ mening en meget ufølsom chef, der beder Marie afspadsere i stedet for at tage snakken om, hvordan det går. Kristine Chemnitz er helt sikker på, at hendes chef Hans von der Maase ikke ville takle det sådan. Hans von der Maase mener også selv, at han fokuserer meget på , at der er en ordentlig tone på arbejdet.

“Jeg prøver hele tiden at være opmærksom på, at vi passer på hinanden og ikke mindst os selv. Derfor er det vigtigt, at der er en god tone, så vi kan snakke om tingene og ikke føler angst ved at sige sin mening, og hvordan man har det,” siger han.