Læger på Nordsjællands Hospital: »Som læge er det skamfuldt at være bange. Det er tabu«

Det ligger nogle år tilbage, men overlæge Iben Sorgenfrei kan tydeligt huske den oprørte kvinde.

Kvinden var mor til et barn, som Iben Sorgenfrei havde været med til at behandle. Kvinden var opkørt, hun var vred på alt og alle, og da der tilstødte en komplikation til behandlingen af barnet, overførte hun al sin vrede og frustration på Iben Sorgenfrei.

Den næste dag ville Iben Sorgenfrei tale forløbet igennem med familien. Hun kan huske, at kollegerne, der kendte til familien, var bekymrede for hendes sikkerhed. De havde posteret en sygeplejerske uden for døren, som kunne stå og holde øje med forløbet på stuen gennem et vindue i døren.

Iben Sorgenfrei var på stuen i 20 ubehagelige minutter. I al den tid overfusede barnets mor hende. Beskyldte hende for at være racist og for bevidst at have forsøgt at slå barnet ihjel.

Kvinden truede med at finde ud af, hvor Iben Sorgenfrei boede. Og så sagde hun, at hun ville gå efter Ibens børn.

»Hun sagde, at hun ville have, at jeg skulle mærke, hvordan det var«, siger Iben Sorgenfrei.

Hun har været læge i 24 år, hun er speciallæge i anæstesiologi og arbejder som overlæge på Nordsjællands Hospital – og ja, så er hun mor til tre.

»Jeg kan huske, at jeg tænkte, at jeg nu var nået til det punkt, hvor jeg skulle have beskyttet adresse og hemmeligt telefonnummer. Og det har jeg haft lige siden. Jeg kan holde styr på mig selv, men tanken om, at jeg skulle gå og være nervøs for, hvad hun kunne gøre ved mine børn, det var for meget«.

Lægerne er delte

Ugeskrift for Læger er på besøg på Nordsjællands Hospital i Hillerød. Det var her, ortopædkirurgen Charlotte Asperud arbejdede, indtil hun natten til den 30. april blev overfaldet i sit hjem i Tisvildeleje og slået gentagne gange med en stump genstand. Hun døde inden for et døgn af sine kvæstelser, 58 år gammel.

Iben Sorgenfrei arbejdede gennem flere år sammen med Charlotte Asperud i akutmodtagelsen i både Hillerød og Frederikssund. Sagen om den dræbte kollega har sat mange tanker i gang hos både hos hende selv og kollegerne på hospitalet. Flere læger er begyndt at sætte ord på følelser, de ikke før har talt om.

»Det er, som om drabet på Charlotte har været en katalysator for, at vi nu er begyndt at tale sammen om, at vi bliver bange og utrygge, når patienter eller pårørende truer os eller er direkte voldelige«, forklarer Iben Sorgenfrei.

Hun tilføjer:

»Men det er noget, vi har meget svært ved at snakke om – selv med vores kolleger. Som læge er det skamfuldt at være bange. Det er tabu. Hvis man ikke kan håndtere en patient, udstiller man på en måde sin egen inkompetence«.

Den 54-årige mand, der nu er sigtet for drabet på Charlotte Asperud, var i 2014 blevet behandlet af Asperud i akutmodtagelsen i Hillerød. Manden, der er fra Hørsholm, havde været involveret i et trafikuheld. Han virkede påvirket og ustabil og blev tvangsindlagt.

Politiet har hjemme hos manden fundet hans patientjournal fra 2014, hvor navnene på seks læger fra Nordsjællands Hospital er blevet understreget. Det ene af navnene er Charlotte Asperuds.

Det er derfor, læger nu diskuterer, om det er nødvendigt, at både deres for- og efternavn står på navneskiltet. Og de drøfter også, om det er rimeligt, at deres fulde navn fremgår af patientjournalen.

Meningerne er delte. Forud for sin deltagelse i dette interview med Ugeskrift for Læger har Iben Sorgenfrei spurgt sine kolleger om deres synspunkter. Hun siger, at der er to typiske reaktioner.

»Der er en gruppe, som siger, at det ikke er noget problem, og at vi ikke skal lade en så sjælden sag ødelægge tillidsforholdet mellem læge og patient. Og så er der en anden stor og mere tavs gruppe, som siger, at de længe har følt sig utrygge. For dem har Charlottes død bare været med til at forstærke de urolige følelser, de allerede gik med. Jeg hører selv til de sidste«.

Journalen er problemet

Reservelæge Mikkel Aarøe lytter til sin kollegas ord. Han nikker. Han har også arbejdet sammen med Charlotte Asperud i akutmodtagelsen.

»Der er ingen tvivl om, at den sidste gruppe er den største. Nu kører sagen om drabet på Charlotte i de store medier, men nede i akutmodtagelsen oplever vi jo regelmæssigt uro og trusler. Det er heldigvis meget sjældent, at situationen eskalerer ud over det«, forklarer Mikkel Aarøe.

Han understreger, at langt de fleste patienter er søde og rare. Men det er de aggressive patienter, der fylder inde i hovedet.

»Det sker i hvert fald mindst én gang om måneden, at vi må tilkalde politiet. Folk kommer op at slås, de er fulde, og de bliver sure over mange ting. Jeg har ikke selv oplevet decideret vold, men vi oplever ofte aggressive eller truende patienter eller pårørende«, siger Mikkel Aarøe.

På hans bryst hænger et navneskilt med synligt for- og efternavn. Men det vender bagsiden udad. Mikkel Aarøe synes egentlig ikke, at navneskiltet udgør det største problem. Han har heller ikke set andre læger i akutmodtagelsen dække navnet til, sådan som de fastansatte i akutmodtagelsen ellers har fået midlertidig tilladelse til.

»Jeg har altid bare sagt til patienterne, at jeg hedder Mikkel og er læge. Det er de fleste tilfredse med, og det er ret sjældent, at jeg oplever, at patienter overhovedet kigger på navneskiltet«.

Indimellem sker det ganske vist, at en patient kigger vredt på skiltet og siger, ’jeg husker dig’, fortæller han.

»Men det vænner man sig til og lader det prelle af. Det er ikke det, der gør mig bange. Det er, at patienterne bagefter kan gå hjem og slå mig op i patientjournalen. Se, hvad jeg hedder, og se alt, hvad jeg har skrevet om dem, og bagefter kan de google mig. Det er der, den bliver farlig og rigtig ubehagelig«, siger Mikkel Aarøe.

Vi undskylder patienterne

Der kan være gode menneskelige forklaringer på, at patienter eller pårørende mister besindelsen og bliver vrede. Akut sygdom er ofte forbundet med akut angst.

Det er mennesker, der er bange og forvirrede. De kan være slidte og sårbare af sygdom. Og de kan – forståeligt nok – have mistet tålmodigheden, fordi de har skullet vente i ti timer.

Som læger er Iben Sorgenfrei og Mikkel Aarøe vant til at undskylde deres patienter.

»Vi kan jo godt forstå, hvis de nogle gange bliver ekstremt udadreagerende og kommer helt ud i tovene. Jeg tror også, det er derfor, vi aldrig melder dem, der truer os. Vi tænker, at patienterne er påvirkede, at de er syge, og at de ikke kan gøre for det. Og så tænker mange af os også, at det nok var vores egen skyld, at det endte sådan. At det her skete, fordi jeg ikke håndterede situationen godt nok«, siger Iben Sorgenfrei.

De to læger mener, at man godt kunne tage mere hensyn til de ansatte, uden at patienterne af den grund mistede rettigheder. Men det er, som om der i debatten har været en tendens til, at patientrettigheder og hensynet til de ansatte er blevet set som to modsætninger. Det er forkert, mener lægerne.

»Vi har alle samme mål, den bedst mulige behandling af patienten. Der er ikke nogen modsætning. Derfor har jeg også svært ved at se, at det skulle være et tillidsbrud, hvis man anonymiserer vores navne i patientjournalerne. Det handler ikke kun om Charlotte-sagen. Det er et generelt problem«, siger Mikkel Aarøe.

Elektroniske benspænd i journalen

Samarbejdsudvalget på Nordsjællands Hospital har foreslået, at lægerne skal kunne skrive i journalen under deres personalenummer, »BAM-koden«. De patienter, der ønsker det, kan så efterfølgende bede om at få oplyst, hvad den pågældende læge hedder. Patienternes forespørgsler vil blive logget i e-journalen.

I Hillerød håber de to læger, at sådanne elektroniske »benspænd« – hvis de blev indført – ville kunne medvirke til, at vrede og hævngerrige patienter kunne nå at tænke sig om en ekstra gang. Lade den værste rus eller ophidselse gå over.

»Som læger skal vi selvfølgelig altid kunne stå til ansvar for vores handlinger og stå ved vores vurderinger og diagnoser. Det er slet ikke det. Men det vil forhåbentlig kunne lægge en dæmper på de mest impulsive, at de ved, at man let vil kunne spore, hvem der har bedt om at ophæve anonymiteten«, siger Iben Sorgenfrei.

Hun er godt klar over, at det ikke er sikkert, at det kunne have forhindret et overfald, som det, Charlotte Asperud blev udsat for. Men det kunne formentlig være en hjælp for politiet i opklaringen af sagen.

Og den venter de med længsel på i Hillerød. Opklaringen.

Læs mere på temaside om Asperudsagen.