Læger skal hjælpe patienter, ikke slå dem ihjel

Gruppen Læger for Aktiv Dødshjælp har i den seneste tid vakt stor opmærksomhed ved at offentliggøre en liste over lægemidler, som kan bruges til at begå selvmord med. På gruppens hjemmeside beskrives i detaljer, hvordan midlerne skal indtages, hvis man vil være sikker på at dø.

Man sidder målløs og læser og spørger sig selv, hvordan læger kan stå bag? Har afsenderne overvejet omfanget af deres handlinger, og hvad de kan forårsage? Ikke blot hos uhelbredeligt syge, men også hos mennesker med alvorlig psykiatrisk sygdom? Det er så uacceptabelt, som det kan være.

Læger for Aktiv Dødshjælp har også stillet et borgerforslag til Folketinget om at indføre aktiv dødshjælp. Et forslag, som Lægeforeningen er lodret imod. For nylig vedtog Lægeforeningens repræsentantskab nye etiske principper, og her bliver det slået fast, at »lægen må aldrig handle med hensigt om at forårsage patientens død eller medvirke til patientens selvmord«. Et vigtigt signal om, at vi anser aktiv dødshjælp for at være helt uacceptabel. At slå patienter ihjel eller bidrage til deres selvmord må aldrig være sundhedsvæsenets svar på lidelse og angst.

Men – og det er vigtigt at understrege – det betyder ikke, at Lægeforeningen bagatelliserer, at mange mennesker frygter smerte- og angstfulde sygdomsforløb i den sidste tid af deres liv. Tværtimod. Vi tager det meget alvorligt. Mennesker, der har smerter eller på anden måde lider, skal have flere og bedre tilbud om hjælp fra specialiserede palliative team, og der skal være hospicetilbud til alle de patienter, som har brug for det.

Der er også brug for at udbrede viden om alle de muligheder for pleje og lindring, som loven og kompetent lægevidenskab faktisk giver i dag. Det er allerede nu muligt at give en uhelbredeligt syg kræftpatient lige så meget smertestillende medicin, der skal til, for at tage smerterne – også selv om det skulle indebære en risiko for, at det kan fremskynde døden. Det er også vigtigt at huske, at patienten altid kan beslutte, at livsforlængende behandling skal ophøre.

Der er vide rammer for at lindre, men kendskabet til, hvad der gøres, er ikke så udbredt, som man kunne ønske sig. Det nærer desværre en falsk præmis om, at valget står mellem aktiv dødshjælp og ikke at gøre noget. Det er helt forkert, og det er et udtryk for et alvorligt svigt af patienterne. Erfaringen hos fagfolk er, at patienter, som udtrykker ønske om aktiv dødshjælp, ofte ændrer mening, hvis de får den behandling, pleje og omsorg, som de har brug for. Det burde mane til alvorlig eftertanke hos fortalere for aktiv dødshjælp.

Aktiv dødshjælp knæsætter tillige et tankesæt, som gennemsyrer et helt samfund. Se f.eks. Holland, hvor man har tilladt aktiv dødshjælp siden 2002. Her er det ikke en forudsætning at være uhelbredeligt syg af en sygdom, som uafvendeligt vil føre til døden. Kravet er »ubærlig lidelse«, og det er et begreb, som kan fortolkes. I Holland har en yngre mand, som angiveligt led af depression og var afhængig af alkohol, fået aktiv dødshjælp. Det er et frygteligt svigt, og sagen sætter en tyk streg under perspektiver ved aktiv dødshjælp, som de fleste ikke ønsker at tænke til ende.

Mit håb er, at vi herhjemme kan løfte debatten væk fra: »Er du for eller imod aktiv dødshjælp?«. Lad os i stedet – patienter, politikere og fagfolk – diskutere, hvordan sundhedsvæsenet bliver bedre til at give uhelbredeligt syge mennesker en værdig sidste tid uden smerter. Det er ikke nogen nem opgave, men vi er som læger sat i verden for at løse den. Vi skal ikke slå patienterne ihjel, men give dem den hjælp, de har brug for.

Læs også interview med læge, der er med i Gruppen Læger for Aktiv Dødshjælp