Læger skal - selvfølgelig - kunne ytre sig

For et par uger siden beskrev Ugeskrift for Læger, hvordan ledelsen i Region Hovedstadens Psykiatri krævede en overlæges udtalelser om behovet for lukkede sengepladser i psykiatrien slettet fra en artikel. Eksemplet er ikke enestående. Der er andre eksempler på, at ledelser vil have snor i, hvad læger siger i offentligheden.

Det er helt uacceptabelt. Offentlig debat er afgørende i et demokrati, og her har læger som individer naturligvis krav på at kunne ytre sig. Vi har en viden, som er relevant i mange sammenhænge. Dertil kommer, at vi har en etisk forpligtigelse til at deltage i den offentlige debat, hvis vi bliver opmærksomme på forhold, som er sundhedsfagligt uforsvarlige.

Lægers arbejde betyder, at vi i mange tilfælde er i tæt kontakt med meget sårbare mennesker, og hvis ikke vi gør opmærksom på, at patienter har uacceptable forhold, er det ikke sikkert, at nogen gør det. At vi tør fortælle om de faktiske forhold, er en forventning, som andre helt berettiget kan have til os.

På samme måde håber jeg, at socialrådgivere vil turde gå til pressen, hvis de oplever, at kommuner svigter udsatte børn. Jeg vil også sætte pris på, at lokoførere tør stå frem, hvis de mener, at nogle tog er til fare for passagerernes sikkerhed. Det kan have både store menneskelige og økonomiske omkostninger, hvis offentligt ansatte tier af frygt for repressalier.

Den erkendelse har desværre ikke forplantet sig overalt i sundhedsvæsenet. I det konkrete tilfælde fra Region Hovedstaden blev kravet om at få fjernet citater trukket tilbage efter protester fra de ansatte. Men at en direktion gør forsøget med at stille den type krav, er utåleligt i sig selv. Det er samtidig udtryk for en manglende respekt for den viden, som de sundhedsprofessionelle repræsenterer. At der i Region Hovedstaden sættes så mange kræfter ind på at forhindre den i at komme i spil, er kun trist og gavner ingen.

Selvfølgelig er der nogle spilleregler, som skal overholdes. De er godt beskrevet i Justitsministeriets vejledning om offentligt ansattes ytringsfrihed. F.eks. skal det være klart, i hvilken egenskab man udtaler sig, og man skal naturligvis overholde tavshedspligten i relation til sine patienter. Taler man på vegne af f.eks. et sygehus, skal det aftales med sygehusledelsen. Men taler en læge kun på egne vegne, er lovgivningens rammer for langt de fleste faktisk ret vide.

Lægeforeningen vil opfordre regionerne til at sikre, at både deres egne og de enkelte sygehuses retningslinjer er i overensstemmelse med vejledningen fra Justitsministeriet. Og endnu vigtigere: At de aktivt støtter en kultur, som sætter pris på, at medarbejderne er engagerede.

Regionerne er til for at sikre patienterne den bedst mulige behandling. Det kan de kun, hvis de forstår, at det er klogere at lytte til læger, når de er bekymrede og kritiske, end at forsøge at lukke munden på dem.