Læger skal tage medansvar for LGBT-personers mistrivsel

Både dansk og udenlandsk forskning viser, at mennesker, som er homoseksuelle, biseksuelle eller transkønnede, har et dårligere mentalt helbred end heteroseksuelle, ciskønnede personer.

»Langt de fleste danske LGBT-personer har det heldigvis godt. Men på gruppeplan er der nogle markante forskelle i forhold til baggrundsbefolkningen, f.eks. hvad angår angst, depression, ensomhed og selvmordsadfærd«, siger Christian Graugaard, læge og professor i sexologi ved Sexologisk Forskningscenter på Klinisk Institut, Aalborg Universitet. Han er en af initiativtagerne til befolkningsundersøgelsen Projekt SEXUS, hvor man undersøger samspillet mellem livsstil, trivsel, sundhed og seksualitet.

Resultaterne af de ca. 60.000 besvarelser i SEXUS-undersøgelsen bliver først offentliggjort til oktober, men forskerne kan allerede nu se, at det ikke ser spor bedre ud med den mentale sundhed for LGBT-personer i Danmark, fortæller Christian Graugaard.

Årsagerne til den øgede mistrivsel blandt LGBT-personer er et af de store spørgsmål for forskerne.

»Det handler formentlig om en kombination af livstilsfaktorer og så den usynlige mur af heteronormativitet, som LGBT-personer mødes af hver eneste dag. Det kan helt klart føre til frustrationer og stress, hvis ens omverden pr. automatik antager, at man er en anden end den, man egentlig er. Eller hvis man holder sin seksualitet eller kønsidentitet hemmelig, for at der ikke skal opstå akavede situationer. Dertil kommer mere direkte homofobiske forulempelser som tilråb, mobning, diskrimination og vold«, siger han.

Hvorfor skal lægerne interessere sig for denne gruppe patienter?

»Sundhed handler om det hele menneske. Vi skal møde vores patienter i øjenhøjde. Det står broderet over døren til alle praktiserende lægers konsultation. Så vi skal bare leve op til det, vi i forvejen bestræber os på. Det giver det bedste grundlag for samarbejde og dialog mellem læge og patient«.

Forhøjet selvmordsrisiko

Mental mistrivsel blandt LGBT-personer er ikke et nyt problem.

Rapporten »LGBT-sundhed, helbred og trivsel blandt lesbiske, bøsser, biseksuelle og transpersoner« fra Statens Institut for Folkesundhed viste i 2015, at homoseksuelle og biseksuelle mænd og kvinder oftere føler sig stressede end heteroseksuelle.

Den viste også, at biseksuelle mænd og kvinder sjældnere har kontakt med familie, og at de oftere er uønsket alene.

I rapporten konkluderer forskerne, at homoseksuelle og biseksuelle mænd og kvinder oftere har et dårligt mentalt helbred.

Overlæge ved Afdeling for Epidemiologisk Forskning ved Statens Serum Institut og adjungeret professor i seksuel sundhedsepidemiologi ved Aalborg Universitet Morten Frisch beskrev i sin forskning fra 2013, at selvmordsraten er op mod seks gange højere blandt lesbiske kvinder i registeret partnerskab end blandt heteroseksuelt gifte kvinder. Han er den anden initiativtager til og projektleder på Projekt SEXUS.

»Det er tankevækkende, at vi i et velfærdssamfund som vores stadig oplever, at der er så markante forskelle i trivsel, at det hos nogle LGBT-personer ender med selvmord. Vi lever i et smørhul i Danmark med en i international sammenhæng meget høj grad af tolerance over for seksuelle og kønsidentitetsmæssige mindretal, og alligevel ser vi betydeligt højere forekomst af selvmordstanker og selvmordsforsøg blandt LGBT-personer end i resten af befolkningen«, siger han.

Han understreger ligesom sin kollega, at selvom de relative risici for depression og angst er forhøjet, er det langtfra alle homo- og biseksuelle, der går rundt og er deprimerede.

»Historien bør ikke være, at homoseksuelle er deprimerede. Den fortælling er forkert og medvirker til at fastholde forestillingen om, at det er svært og forbundet med psykiske udfordringer at være homoseksuel i Danmark. Der er tale om en andel af homo- og biseksuelle samt transkønnede, som oplever psykisk mistrivsel. Denne andel er en del større end blandt heteroseksuelle, hvilket rimeligvis er en medvirkende forklaring på den højere risiko for selvmord blandt LGBT-personer«, siger Morten Frisch.

Efterlyser handling

Selvom flertallet af LGBT-personer ikke er selvmordstruede, undrer Morten Frisch sig over, at der ikke er blevet gjort mere for at finde årsagerne til den store mistrivsel.

»Man kan ikke finde mange andre situationer, hvor man påviser så markant en forskel i noget så alvorligt som selvmordsadfærd og gennemførte selvmord, uden at man ville prioritere at finde ud af, hvad der foregår. Var der tale om en lille flække på Fyn med seks gange forøget selvmordsrate, ville man endevende, hvorfor netop dette sted var ramt af selvmord«, siger han.

Han peger på, at det er et problem, at der ingen rutine er i sundhedssektoren i at håndtere seksuelle og kønsidentitetsmæssige minoritetspersoners sundhedsproblemer.

»Det er generelt set ikke længere noget stort tabu at være homo- eller biseksuel i Danmark, og tabuer bliver i disse år også brudt ned for de kønsidentitetsmæssige mindretal. Der er altså ingen grund til, at overrisikoen for psykisk mistrivsel og selvmordsadfærd stadig skulle være ufuldstændigt forstået«, siger han.

Han forklarer, at den tidligere regering satte et arbejde i gang, og at man fra Sundhedsstyrelsens side tager problemerne seriøst.

»Der bliver heldigvis gjort noget nu, og der er trods alt sket noget siden min forskning i 2013. Der er den forskel nu, at man tager det seriøst og forsøger at kortlægge, lave initiativer og ændre den kurs, som har været til stede i alt for mange år«.

Han mener ligesom Christian Graugaard, at læger bør interesse sig for den ulighed i sundhed, som rammer LGBT-personer.

»Læger skal interesse sig for menneskers sundhed, og den mentale trivsel er en væsentlig del af lægens arbejdsopgaver. Ifølge WHO handler sundhed ikke kun om fravær af sygdom, men i lige så høj grad om tilstedeværelse af fysisk og psykisk, herunder seksuelt velbefindende. Læger i praksis og på hospitalet kan gøre en kæmpe forskel«.

LÆS OGSÅ: Hop på vognen med Yngre Læger i Prideparaden: ”Læger kan holde til at snakke om det hele”

Øget psykiatrisk morbiditet blandt transkønnede

Imens Morten Frisch og Christian Graugaard primært beskæftiger sig med seksualitet – de tre første bogstaver i LGBT – ser Malene Hilden ugentligt patienter, som er transkønnede. Hun er overlæge i gynækologi og leder af Center for Kønsidentitet på Rigshospitalet under Gynækologisk klinik.

Hendes erfaring er, at også transkønnede har en øget psykiatrisk morbiditet.

»I forhold til baggrundsbefolkningen er det vores oplevelse, at der er en overrepræsentation af psykiske lidelser som angst og depression blandt transkønnede. Der er også en del, der tyder på, at især autismespektrumlidelser ses hyppigere blandt børn og unge, som også er transkønnede. Men desværre har vi endnu ikke danske data, som kan understøtte dette«, siger Malene Hilden.

Center for Kønsidentitet startede i februar 2019, hvor behandlingen overgik fra psykiatrien og Sexologisk Klinik til gynækologien. Centret har endnu ingen data og forskning, men Malene Hilden henviser til en europæisk undersøgelse, som viser, at flere transpersoner har selvmordstanker, selvmordsforsøg, lider af depression, angst og selvskadende adfærd.

Rapporten fra Statens Institut for Folkesundhed viste i 2015, at især de yngre transpersoner under 35 år meget oftere har generende smerter eller ubehag som hovedpine samt ængstelse, nervøsitet, uro og angst end heteroseksuelle.

Andelen af transpersoner, der sjældent eller aldrig er i kontakt med familie, er højere end for de øvrige grupper, og de er oftere uønsket alene, og transpersoner er den gruppe, hvor flest mangler nogen at tale med, hvis de har problemer. Tallene er ifølge rapporten statistisk sikre.

Rapporten peger på alvorligheden af at være alene og uden kontakt til familie ved at henvise til litteratur, som viser, at relationer til andre mennesker har stor betydning for helbredet.

Forpinte patienter

Det store spørgsmål er ifølge Malene Hilden, hvad mistrivslen skyldes.

»Forskning fra udlandet har vist, at når man kommer i behandling for sit kønsubehag, sker der en bedring, symptomerne på angst og depression mindskes«.

Årsagen til det kan ifølge Malene Hilden være, at transpersonerne er i en tilstand, hvor de er forpint af at føle sig som noget andet end det, de er født som. Når de begynder at få træk, der matcher det, de føler sig som, fungerer de bedre socialt, og symptomerne mindskes eller forsvinder helt, siger hun.

Behandlerne på Center for Kønsidentitet afdækker, om der er en selvmordsrisiko hos alle patienter.

»Vi ved fra tidligere studier og data fra udlandet, at der er en overdødelighed blandt transkønnede, som blandt andet skyldes selvmord og øget forekomst af misbrug. Begge dele kan tolkes som et udtryk for psykisk ustabilitet eller ringe livsvilkår. Når mennesker har svært ved fungere psykosocialt, vil de kunne udvikle angst som følge af disse udfordringer«.

Åbenhed i sundhedsvæsenet

Malene Hilden peger ligesom Morten Frisch og Christian Graugaard på, at det er helt centralt, at transkønnede føler sig velkomne i sundhedsvæsenet.

»Nogen transkønnede oplever at blive udsat for såkaldte hadforbrydelser. De fortæller om at bliver slået ned og hånet i det offentlige rum. De isolerer sig af frygt for at opleve det eller blive begloet og råbt af. Den skepsis og frygt tager de med sig overalt, også i sundhedsvæsenet«.

Det er blevet bedre over de seneste ti år, mener Malene Hilden. Der er kommet mere åbenhed og forståelse, og det gør, at flere søger behandling, men der er stadig et stykke vej, før de føler sig inkluderet i sundhedsvæsenet og i samfundet.

Læger skal være opmærksomme på, at transkønnede patienter er særligt sårbare, mener Malene Hilden. Det skal man tage med, når man får dem ind til behandling.

Malene Hilden fortæller, at Center for Kønsidentitet har oprettet en hotline, hvor læger og andre behandlere kan ringe ind.

»Vi får mange henvendelser og oplever en stigende interesse, bl.a. fra praktiserende læger, som gerne vil vide mere. Mange føler sig på bar bund, og mange generelt i sundhedsvæsenet føler sig usikre på, hvordan de skal behandle og håndtere patienterne. Derudover er vi også blevet kontaktet af jobcentre, som føler sig usikre på, hvordan de bedst muligt kan hjælpe denne grupper borgere videre med job og uddannelse«.

Kirsten eller Karsten

Hun peger på en funktion i Sundhedsplatformen, hvor man kan ændre navnet midlertidigt for at imødekomme patienten, så vedkommende bliver kaldt ind fra venteværelset med det navn, han eller hun bruger om sig selv.

Man kan også, som noget nyt, krydse kønsidentitet af og vælge imellem syv kategorier. Det er dog ikke Malene Hildens erfaring at disse afkrydsninger anvendes.

»Hvis en transkvinde ikke har fået juridisk kønsskifte, vil hun have navn og CPR-nummer som en mand i journalen. Men SP giver mulighed for at give et kaldenavn. Det kræver, at patienterne melder ud, hvordan de vil omtales og tiltales. Vi spørger altid, hvordan de helst vil tales til. Så føler patienten sig mødt«.

Kan de ikke bare gøre opmærksom på, om lægen skal sige han eller hun, Kirsten eller Karsten?

»Jo, både læge og patient har et ansvar for, at samtalen forløber, som patienten ønsker. Patienten har også ansvar for, at sige, hvis de hedder noget andet, og evt. hvordan de gerne vil tiltales. Samtidig skal der være forståelse for, at lægen har mange ting at forholde sig til og derfor godt kan glemme at anvende f.eks. det rigtige pronomen, og at dette ikke nødvendigvis skal tolkes som en modvilje mod at komme patienten i møde«.

Sundhedsstyrelsen: Vi tager det alvorligt

Anne Rygaard, specialkonsulent i Sundhedsstyrelsen, forklarer, at myndighederne tager problemet alvorligt. Sundhedsstyrelsen har igangsat en række initiativer under den samlede LGBT-handlingsplan, som blev vedtaget af den forrige regering, og som specifikt adresserer LGBT-sundhed, siger hun.

»Som et led i indsatsen arbejder vi sammen med LGBT-Danmark om at sætte fokus på, at det er en fordel af være åben om kønsidentitet og seksualitet i sundhedsvæsenet. Dermed kan lægen bedre hjælpe en. Jeg sidder også med i projektet, som ser på LGBT-personernes møde med almen praksis. Almen praksis fungerer som indgang til hele sundhedsvæsenet, og det er her, man kommer med sine problematikker i første omgang«.

Det her er ikke et nyt problem. Hvorfor sker der først noget nu?

»Det er et område, hvor vi har manglet megen viden, og stadig gør det, både hvad angår omfanget af problematikkerne, som vi ved mere om nu, og i endnu højere grad om årsagerne til det billede, vi ser. Mange ældre undersøgelser har haft metodiske udfordringer. Og så handler det også om, at mange af årsagerne til problemerne også skal adresseres på andre områder end inden for Sundhedsstyrelsens ressortområde. Men under alle omstændigheder har sundhedsvæsnet jo en vigtig rolle ift. at opspore, støtte og rådgive personer med psykisk mistrivsel og behandle egentlige psykiske lidelser«.