Læger sloges over Thorvaldsens død

Den søndag, Bertel Thorvaldsen døde, havde han arbejdet på en buste af Martin Luther om formiddagen. Senere tilbragte han en hyggelig eftermiddag og spiste middag hos sin nære ven baron Stampe sammen med nogle venner: digterne H.C. Andersen og Adam Oehlenschlæger, den unge maler Constantin Hansen og botanikprofessor og politiker J.F. Schouw. Den feterede billedhugger havde underholdt med livlige historier fra sine år i Rom og fortalt om den italiensrejse, han havde planlagt når det blev sommer. Lidt i seks brød han op og begav sig til Det kongelige Teater. Han var stamgæst og ville ikke gå glip af premieren på Friedrich Halms tragedie Griseldis.

Han ankom lidt sent. Ouverturen var begyndt – 1. sats af Ferdinand Ries’ 6. symfoni. Men man bar over med Thorvaldsen: Han var jo en verdensberømthed. Mens han fandt hen til sin faste plads, trykkede han hånd med et par bekendte, inden han satte sig. Rejste sig igen for en anden, der skulle forbi på rækken, satte sig igen. Musikken brusede, og først var der ingen, der tog notits af, at Thorvaldsen sad med bøjet hoved. Måske havde han fået et ildebefindende? Man ville hjælpe ham ud, så den friske luft kunne kvikke ham op. Men Thorvaldsen var død.

Beretningen om Thorvaldsens død stammer fra en »biografisk skitse«, som H.C. Andersen efter dødsfaldet skrev som føljeton i Berlingske Tidende. Andersen, som selv plejede et venskab med den 30 år ældre Thorvaldsen, havde jo selv været med til middagsselskabet.

Rivaler

Liget var ikke blevet koldt, før der udbrød en lægestrid om ansvaret for det pludselige og uventede dødsfald. Faktisk havde en lavintensiv krig fundet sted gennem længere tid, mens Thorvaldsen levede i bedste velgående. Striden havde involveret to læger:

Etatsråd og kongelig livlæge Oluf Lundt Bang – ofte omtalt som Ole Bang – betragtede sig selv som fast huslæge for berømtheden. Blandt sine prominente patienter talte Bang desuden H.C. Ørsted og H.C. Andersen. Bangs rival hed Johan Peter Jacobsen og var læge for dronning Caroline Amalie. Dronningen havde mere eller mindre påtvunget Thorvaldsen dr. Jacobsen, som hun selv havde stor tiltro til. Man siger ikke nej til en dronning, så fra 1840 havde Jacobsen jævnligt undersøgt Thorvaldsen.

Thorvaldsen havde derfor hele to læger, som undersøgte og behandlede ham uafhængigt af hinanden. De havde ikke tillid til hinanden og talte ikke sammen, selv om de var uenige om behandlingen. Ved en lejlighed skældte Bang Thorvaldsen ud over, at han lod rivalen behandle ham. Thorvaldsen undrede sig: »Gud veed, hvad han [Bang] er vreed for, den Ene er jo ikke mere min Læge end den Anden; jeg har aldrig ladet ham kalde…«

Allerede dagen efter dødsfaldet beskyldte avisen Fædrelandet dr. Jacobsen for at være skyld i Thorvaldsens død. Avisen skrev, at den aldrende kunstner »som bekjendt« havde haft noget vrøvl med benene. Dronningen havde derfor sendt »Regimentschirurg Jacobsen« hen for at kurere ham. Jacobsen havde til det formål ”paataget sig det Vovestykke at lukke en Fontenelle”, som Thorvaldsen i flere år havde haft på skinnebenet. Og det skulle han ifølge avisen ikke have gjort, for det var nemlig årsagen til Thorvaldsens død, mente Fædrelandet.

En fontanelle var et kunstigt sår, som læger og kirurger anlagde og holdt åbne med f.eks. en snor, for at sygdom ad den vej kunne forlade kroppen i form af »godt pus« (pus bonum et laudabile). Dette vanvittige koncept stammede fra lægen Galen (130-200), der var læge for romerske gladiatorer. Fontanellen var i sin tid blevet anlagt af Ole Bang for at kurere en forkølelse. Thorvaldsen havde flere gange ladet såret hele op, fordi det generede ham, og hver gang havde han fået det bedre. Men ved næste forkølelse åbnede Bang såret igen.

Anonym stedfortræderkrig

Hvis Jacobsen faktisk lukkede fontanellen, havde han naturligvis gjort det eneste fornuftige. Men Fædrelandet vidste bedre: »Det kan ikke tilkomme os at have nogen Dom over en Foranstaltning, som vi vide, at i det mindste Bang har erklæret for høist betænkelig«, skrev avisen. Artiklen fremhævede, at Jacobsen blot var regimentskirurg, mens Bang var etatsråd og tilmed en nær ven af den store afdøde. Man tør vove et gæt på, hvem der var kilde til historien.

Jacobsen tog rasende til genmæle i Fædrelandet. Ikke ved at påpege det tåbelige i at lade patienter gå omkring med åbne sår, men ved at hævde, at han aldeles ikke havde lukket nogen fontanelle! Jacobsen smed trumf på og skrev, at Bang ville kunne bekræfte hans ord og afkræfte det onde rygte. Men Bang nedlod sig ikke til at svare. Heller ikke, da en anonym læge under initialerne L.U. indsender et insinuerende og giftigt – men substansløst – angreb på Jacobsen i Ugeskrift for Læger. L.U. beskylder mellem linjerne Jacobsen for at være årsag til dødsfaldet og gentager, at Danmark har mistet Thorvaldsen, »ved et experimenterende Vovestykke af hans Læge!«L.U. kritiserer også Jacobsen for at gå Ole Bang i bedene og for ikke at tale med Bang om patienten. Det ser altså ud til, at kritikken især har bundet i, at Jakobsens optræden blev opfattet som ukollegial.

L.U. har et overraskende godt kendskab til, hvad der er sagt og gjort bag lukkede døre, og man kan ikke frigøre sig fra tanken om, at han er sendt i byen af den berømte Ole Bang – som måske også har kunnet påvirke Ugeskriftets redaktør til at bringe det anonyme angreb til torvs.

I et følgende nummer svarer dr. Jacobsen på de anonyme beskyldninger i Ugeskriftet. Han forklarer sin side af sagen og tilbageviser den anonyme skribents alvorlige beskyldninger. »Det er det sidste Ord jeg har at sige i denne Sag«, slutter han.

Men den anonyme L.U. er ikke færdig, og Ugeskrift giver ham seks sider til at fortsætte sit forsøg på at karaktermyrde »Hr. Overlægen« og give ham skylden for Thorvaldsens død.

Obduktionen: Det var hjertet

Thorvaldsen blev bisat om lørdagen, den 30. marts. Det blev en pompøs affære, som var en statsmand værdigt. Hele byen var på benene, fra de københavnske håndværkerlaug med faner og musikkorps til kongen, kronprinsen og dronning Caroline Amalie, som personligt havde bundet en bårebuket. Et studenterkor med 800 sangere hilste den døde ved Frue Kirke.

Som nævnt havde Fædrelandet allerede dagen efter dødsfaldet skudt kampen om det lægelige ansvar i gang. Og da der var tale om en verdensberømthed – ja et nærmest kongeligt dødsfald – var der ingen vej uden om en obduktion. Den blev foretaget af Carl Emil Fenger og bevidnet af fire andre læger: Emil Hornemann, E. Dahlerup, Johan Peter Jacobsen og Theodor Collin.

Collins tilstedeværelse kan skyldes, at hans far, Jonas Collin, var eksekutor i Thorvaldsens bo. Jonas Collin var i øvrigt også mentor for digteren H.C. Andersen, som var ven med Theodor Collin. Guldalderens København var en lille by.

Obduktionsrapporten nævner ikke en specifik dødsårsag, men man kan udlede, at dødsårsagen nok var hjertestop som følge af koronartrombose, og at Thorvaldsen i øvrigt led af angina pectoris. Thorvaldsen havde da også fortalt, at en italiensk læge havde advaret ham om, at der var noget med hjertet. »Det Bryst bliver min Død«, havde Thorvaldsen sagt.

Dagen efter obduktionen kunne Kjøbenhavnsposten og flere andre aviser, fortælle offentligheden, at obduktionen havde vist, »at den nærmeste Aarsag til hans Død har været en organisk Sygdom i Hjertet«.

Hermed var beskyldningerne mod dr. Jacobsen manet i jorden.

I 1845 opsummerede det satiriske blad Corsaren affæren i en slags »årsrevy« for 1844:

»Thorwaldsen døer – Bang og Jacobsen slaaes om, hvem af dem der skal have Æren for at have givet Thorwaldsen Medicin, indtil han døde †††«.

Hvem var den anonyme L.U.?

Bag initialerne L.U. gemmer sig formentlig læge Ludvig Uldall (1819-1867), som selv fik en ulykkelig skæbne. Da han angreb Jakobsen i Ugeskriftet, var han en ugift, 23-årig nybagt kandidat, der boede i Læderstræde sammen med sine to ældre, ugifte søstre og en tjenestepige. Efter en tid som hospitalsansat i København, blev han gift og nedsatte sig i praksis på Fyn. Folketællingen i 1855 oplyser, at han bor sammen med sin 22-årige kone, deres 1-årige, udøbte søn, en tjenestekarl og to tjenestepiger. Men Ludvig Uldall er en plaget mand, for han er samtidig noteret som patient på Den Nørrejyske Helbredelsesanstalt for Sindssyge ved Århus.

Folketællingen 1860 anfører ham som patient på Sankt Hans Hospital i Roskilde. Han var nu 40 år gammel, stadig gift, men forhenværende praktiserende læge og »fritliggende« patient – dvs., at han formentlig var indlagt som mindrebemidlet. I 1867 hængte han sig på hospitalet.