Skip to main content

Læger som ulandshjælp

Journalist Jens Rossen

2. nov. 2005
4 min.

Ved udgangen af 2005 vil formentligt mere end 1.000 nyuddannede læger rejse tilbage til deres fattige hjemstavn i Latinamerika, Caraibien og Afrika.

Specielt for dem er det, at de har fået deres uddannelse kvit og frit af et land, der, målt på gennemsnitsindkomsten per indbygger, betragtes som et udviklingsland - Cuba.

Forhistorien er den, at da orkanerne George og Mitchel i slutningen af 1998 hærgede Latinamerika, kostede den mange menneskeliv - mere end 7.000.

Cuba sendte flere hundrede læger i medicinske brigader til lande som Honduras, Guatemala og Nicaragua for at yde bistand i de værst hærgede områder.

Efterfølgende fik Cubas præsident den ide at iværksætte et mere langsigtet projekt, der skulle sikre, at landene på længere sigt bliver bedre i stand til at klare sig selv på det medicinske område. Han ville uddanne læger til randområderne i de fattige lande - i første omgang de latinamerikanske.

International opmærksomhed

Forsvarsministeriet forærede derfor en officerskole til Sundhedsministeriet. Og i november 1999 blev Escuela Latinoamericana De Ciencas Medicas, Den Latinamerikanske Lægeskole, stiftet under stor international festivitas og med deltagelse af blandt andre den spanske kong Juan Carlos.

Til det første hold regnede skolen med 700 studerende. Men efterspørgslen fra de latinamerikanske lande var så stor, at der i stedet startede 1.929 studerende fra 18 latinamerikanske lande.

I dag er der 3.409 studerende fra 24 lande primært i Latinamerika, Caraibien og Afrika. Ingen er cubanere. De studerende repræsenterer mere end 50 forskellige etniske grupper. 56 procent er piger.

Søgningen til skolen er og har været stor. Cubas krav til de studerende er, at de ved uddannelsens start skal være mellem 18 og 25 år, de skal komme fra en fattig familie i et randområde men alligevel have haft mindst 12 års skolegang, og de må ikke lide af kroniske sygdomme.

Hvilke andre krav, der eventuelt skal opfyldes for at komme i betragtning til en af de eftertragtede pladser på lægestudiet, fastsættes lokalt. Og det kan være meget forskellige krav. I nogle lande udvælges de kommende lægestuderende ved en optagelsesprøve.

De studerende udsendes enten af deres lands regering eller af for eksempel lokale NGO'er, fagforeninger, bondeorganisationer eller religiøse kredse.

Flere muligheder

På grund af de studerendes vidt forskellige baggrund indledes uddannelsen med seks måneders forskole, hvor de lærer otte forskellige grundfag. Al undervisning foregår på spansk.

Selve medicinstudiet består af en toårig grunduddannelse på Den Latinamerikanske Lægeskole.

Grunduddannelsen begynder med fem ugers vekslende undervisning og praktik, hvorefter de studerende skal fremlægge en egen analyse af deres oplevelser og indtryk.

Efter grunduddannelsen følger tre år med studier på et af landets 21 medicinske fakulteter kombineret med praktisk klinisk erfaring.

Til sidst er der et år, hvor de skal koncentrere sig om et speciale inden for medicin, kirurgi, pædiatri eller gynækologi.

Her er også mulighed for i en turnus at tage alle specialer på skift, og det giver kompetence til bagefter at kunne fungere som praktiserende læge eller familielæge, som de kalder det i Cuba.

De former lægerne

Sideløbende med de rent faglige medicinske studier tilbydes de studerende aktiviteter af rekreativ, kulturel og sportslig karakter for at de, som det hedder, kan modnes til læger på et højt videnskabeligt, teknisk, kulturelt, etisk og menneskeligt niveau.

Tanken er nemlig, hedder det ifølge skolens politik, at de nyuddannede læger skal vende tilbage til deres hjemstavn som sundhedsmissionærer, der i kraft af deres nye viden og omsorg for patienterne kan hjælpe landene til at modstå de mest hærgende af de orkaner, der rammer den tredje verden - nemlig dem af økonomisk eller social karakter.

Uddannelsen er et led i større internationale sundhedsprojekter. For landene i Caraibien indebærer det blandt andet, at cubanske læger vil hjælpe de nyuddannede læger i gang på stedet, når de vender hjem.

En læge for en flybillet

Kost, logi, undervisning, bøger og undervisningsmaterialer samt kittel er gratis for de studerende og deres hjemlande.

Alt betales af den cubanske stat, der også forsyner de studerende med sparsomme lommepenge. Kun flybilletten tur-retur skal det land, eller den organisation, der har udsendt dem, selv betale.

Men den cubanske stat er også stolt af indsatsen. Og Den Latinamerikanske Lægeskole er ofte blandt de steder, der skal besøges og vises frem, når delegationer af udenlandske politikere gæster Cuba.