Læger uddelegerer gerne opgaver

Når hr. Olsen med mellemrum er indlagt på medicinsk afdeling pga. hjertesvigt (nedsat pumpefunktion, red.), kan det være en sygeplejerske, der styrer doseringen af den vanddrivende medicin, der skal forebygge, at han ophober væske i kroppen.

Når fru Nielsen skal til kontrol på diabetescenteret, er det ofte en specialtrænet diabetessygeplejerske, der kontrollerer hende og doserer hendes behov for insulin.

Hverdagen i det danske sundhedsvæsen er fyldt med eksempler på sygeplejersker, der efter et helt lokalt uddannelsesforløb doserer og kontrollerer medicingivning.

Det er i og for sig udmærket set med professor på Århus Universitetssygehus, Skejby, J. Michael Hasenkams øjne. Problemet er bare, at ingen af disse uddannelser er formaliserede.

Dermed er risikoen for forskelsbehandling til stede. I dag kan sygeplejersker sagtens få lov at erhverve sig de kompetencer, de efterspørger; det foregår bare helt usystematisk og varierer fra hospital til hospital og fra afdeling til afdeling.

»Det mest optimale ville være, hvis vi kunne lave nationale uddannelser f.eks. efter samme model som den toårige efteruddannelse til anæstesisygeplejerske,« siger J. Michael Hasenkam, der også er formand for Dansk Medicinsk Selskab, DMS, en sammenslutning af 115 danske lægevidenskabelige selskaber med 21.708 medlemmer. Selskabet besluttede for nylig at bakke 100 pct. op bag sygeplejerskernes ønske om en formaliseret videreuddannelse inden for udvalgte felter.

Sundhedsstyrelsen klar

Ifølge chef for Uddannelse og Autorisation i Sundhedsstyrelsen, Birte Obel, arbejder styrelsen p.t. på at afklare, hvordan sundhedsvæsnet bedst sikrer sygeplejersker og professionsbachelorer den nødvendige videre- og efteruddannelse. »Og vi inddrager alle relevante parter i det arbejde,« fortæller Birte Obel.

»Sundhedsstyrelsen mener, at det - for at opretholde og videreudvikle et godt og effektivt sundhedsvæsen - er vigtigt at fastholde muligheden for fleksibilitet i opgavevaretagelsen og opgaveglidning både internt i faggrupperne og tværfagligt imellem de sundhedsfaglige professioner. Hvis sygeplejersker i endnu større omfang end i dag skal overtage opgaver fra læger, er det vigtigt, at de besidder de faglige kompetencer, der matcher opgaverne. Hvis det viser sig, at der i den forbindelse er behov for flere specialsygeplejeuddannelser, så vil de blive oprettet,« siger Birte Obel.

En læge har i henhold til autorisationsloven lov at uddelegere opgaver til andre personalegrupper, herunder sygeplejersker. Men det er lægen, der har det fulde ansvar for behandlingen. J. Michael Hasenkam fortæller, at det i dag er op til den enkelte læge og den enkelte afdeling at oplære sygeplejersker.

»Derfor er kvaliteten af efteruddannelsen selvsagt meget forskellig og kvalitetskontrollen ikkeeksisterende. Der er ingen formaliseret teoretisk uddannelse og ingen eksamen,« siger han.

På J. Michael Hasenkams egen afdeling, Hjerte-Lunge-Karkirurgisk Afdeling på Skejby, har han oplært sygeplejerskerne i antikoagulationsbehandling med blodfortyndende medicin (AK-behandling). Det betyder, at sygeplejerskerne justerer og doserer den blodfortyndende medicin og oplærer patienterne i at kontrollere den medicinske behandling hjemmefra (se reportage side 11).

»Uddannelsen tager sammenlagt ca. et par år. Men det ville være oplagt at etablere en formaliseret uddannelse på netop denne behandling,« siger J. Michael Hasenkam og fortsætter: »Forudsætningen for at etablere efteruddannelse af sygeplejersker er, at det skal give god faglig mening. Det skal medføre en behandlingsmæssig gevinst. Vore resultater viser, at kvaliteten af AK-behandlingen bliver bedre, når det er sygeplejersker, der forestår den, end når læger gør det.«

DMS' formand mener, det er vigtigt at skelne mellem ordination på den ene side og administration og justering af medicin ordineret af en læge på den anden side.

»Sygeplejersker skal efter vores mening have lov at administrere (uddele) medicin og dosere inden for givne rammer. Det politikere og administratorer forstår ved ordination, er ikke nødvendigvis det samme, som jeg som læge forstår ved begrebet ordination. Det er ikke ordination, hvis en sygeplejerske justerer patientens medicindosis op og ned inden for nogle givne rammer, Det er jo stadigvæk lægen, der diagnosticerer og iværksætter behandlingen. Det er stadig lægen, der udskriver recepten og dermed har det juridiske ansvar for patientens medicinering. Hvis du f.eks. udskriver det 11. medikament til en patient, som i forvejen får ti andre typer medicin. Så har du også ansvaret for disse ti. Jeg mener, det kræver en lægefaglig ekspertise at vurdere, hvorledes forskellige typer af medicin interagerer,« siger J. Michael Hasenkam.

Sundhedsstyrelsen om videreuddannelser

I en rapport fra Sundhedsstyrelsens Råd for Sygeplejerskers Special- og Videreuddannelser fra januar 2009 vurderer Rådet, at der ikke er behov for en markant øgning i antallet af nye formaliserede specialuddannelser.

Der udtrykkes i rapporten frygt for, at en alt for udbredt brug af specialuddannelser vil medføre monopollignende forhold og mangel på sygeplejersker inden for specielle felter.

Specialuddannelse af sygeplejersker i Danmark

Der findes p.t. flere specialuddannelser for sygeplejersker i Danmark, der bygger på en grunduddannelse til bl.a. sygeplejerske. Specialuddannelserne foregår typisk under ansættelse. De er af forskellig varighed fra 30 uger til to år. Adgangskrav er ud over en dansk autorisation mindst to års klinisk erfaring som sygeplejerske eller anden tilsvarende sundhedsfaglig uddannelse. Nogle af uddannelserne stiller yderligere krav. Uddannelserne omfatter såvel teoretisk undervisning som systematisk superviseret klinik undervisning.

Eksempelvis

Specialuddannelse i psykiatrisk sygepleje, anæstesiologisk sygepleje, intensiv sygepleje, infektionshygiejne (hygiejnesygeplejersker) kræftsygepleje og specialuddannelse til sundhedsplejerske.

Ud over de kendte titler, der er knyttet til specialuddannelserne eller sygeplejerskernes organisatoriske indplacering, er der i dag etableret stillinger med mere end 100 forskellige stillingsbetegnelser, hvori der indgår en klinisk tilstand eller et klinisk område (diabetessygeplejerske, demenssygeplejerske, sårsygeplejerske, KOL-sygeplejerske, stomisygeplejerske m.fl.).

Kilde: Sundhedsstyrelsen