Skip to main content

Læger uden grænser

Journalist Morten Seifert, morten@uncial.dk

1. dec. 2005
5 min.

Lægeeksport til rige lande hævdes at underminere ulandes sundhedssystemer. Migration af sundhedsarbejdere er grundlæggende nyttig og skal ikke forbydes, siger WHO.

Mange hævder, at ulandenes sundhedssystemer ødelægges, fordi den udviklede verden lokker de fattige landes sundhedspersonale med bedre lønninger. Udsigten til en 25-dobling af lønnen er simpelt hen ikke til at modstå. Der tales om internationale forbud mod migrationen eller økonomisk erstatning til de ramte lande. Men ifølge WHO er migration af sundhedsarbejdere i de fleste tilfælde gavnlig. Den sikrer bedre netværk, international udligning af beskæftigelsen, og så sender de migrerede penge hjem. I de allermest sårbare lande i Afrika og Stillehavet er der dog et reelt problem.

Hjemme er bedst

»Det er jo altid lettere at skyde skylden på andre ved at sige: ,Mit lands sundhedssystem er svagt, fordi I stjæler vores personale.` Men man er nødt til at stille sig spørgsmålet, om det egentlig er migrationen, der er problemet.-Migrationen er først og fremmest et symptom. Hvis ulandene havde stærke sundhedssystemer, ville personalet ikke forlade dem. De fleste mennesker vil helst arbejde hjemme.« Det siger Barbara Stilwell, ekspert i human resources development i WHO. Hun har koordineret et stort WHO-studie, som kortlægger den internationale migration af sundhedsarbejdere.

Barbara Stilwells studie konkluderer blandt andet, at lægerne slet ikke er så vilde med at rejse for en bedre løn. Langt de fleste af dem ville helst blive hjemme. Om lægen vælger at forlade sit hjem, sin familie og sine venner for et job i et fremmed land, afhænger ikke kun af en lokkende pose penge. Ofte er det også de elendige arbejdsforhold og manglende karrieremuligheder i hjemlandet eller en kaotisk politisk situation, der spiller nøgleroller, når lægen skal træffe den store beslutning.

Ikke noget problem

Ifølge Barbara Stilwell er sundhedsarbejdernes migration som udgangspunkt ikke et problem. Hun mener, det er naturligt og uundgåeligt, at folk flytter sig over landegrænser. Lægerne forbedrer deres netværk og skaber vidensstrømme på tværs af grænser. Mangel på særlige typer læger i et land kompenseres af overskud i et andet.

For mange lande er migrationen også en vigtig indtægtskilde. Filippinerne, Indien og Pakistan uddanner bevidst et overskud af sundhedsarbejdere for at skabe indtægter af udenlandsk valuta.

»Filippinerne uddanner omkring 10.000 flere sygeplejersker årligt, end landet kan beskæftige. Der holdes officiel modtagelse for de sundhedsarbejdere, der kommer hjem for at fejre jul, hvor en minister takker dem for deres bidrag til landets økonomi,« forklarer Barbara Stilwell.

De sårbare sundhedssystemer

På trods af disse gavnlige effekter medgiver Barbara Stilwell, at en række lande står med et reelt problem. De fattigste afrikanske lande og en del stillehavsøer har så svage sundhedssystemer og så få penge at uddanne sundhedspersonale for, at migrationen af personalet kan være den lille tue, der får systemerne til helt at vælte.

»Afrika og nogle stillehavsøer udgør et helt særligt problem,« siger Barbara Stilwell og fortsætter: »Men det er ikke migrationen, der er årsagen. Det er sundhedssystemernes sårbarhed på grund af mangeårig kronisk underfinansiering. Det er jo ikke sådan, at hvis lægerne ikke migrerede, så var der ikke noget problem i disse landes sundhedssektorer.«

Det ironiske er, at det faktiske antal af læger fra de mest sårbare lande er ret lille. Når de rejser, kan det have alvorlige konsekvenser for deres hjemlande, men de udgør en ubetydelig del af det internationale udbud af sundhedspersonale. Man kunne sige, at deres positive bidrag til lægeverdenen ikke står mål med omkostningerne for eksportørlandene.

Der kan gøres noget

Det har været foreslået at lave en international konvention for at forhindre migration fra særligt sårbare lande. Hertil siger Barbara Stilwell:

»Man kan ikke lave noget juridisk bindende på det her område. Men der er en stigende forståelse i de rige lande for, at man skal opføre sig forsvarligt. De fleste kan godt se, at masserekruttering, hvor man måske søger 100 sygeplejersker ad gangen, ikke er en helt fair måde at gøre det på.«

WHO er i øjeblikket ved at lægge sidste hånd på formuleringen af nogle ikkebindende retningslinjer for etisk forsvarlig international rekruttering.

Barbara Stilwell mener, at de rige lande også kunne yde et vigtigt bidrag til at løse problemet ved at lave en ordentlig planlægning på hjemmefronten. Mange lande kan gøre mere for at holde på deres eget sundhedspersonale, så det ikke bliver nødvendigt, at importere.

»I USA er der for eksempel en halv million sygeplejersker, der slet ikke er beskæftiget i sundhedsvæsnet,« siger hun.

Det har også været foreslået at yde de fattigste lande direkte økonomisk kompensation for tabet af sundhedspersonale. Det mener Barbara Stilwell ville være vanskeligt at administrere:

»Folk rejser ikke bare fra et land til et andet. Det er ikke ualmindeligt, at en læge for eksempel rejser fra Swaziland til Sydafrika. Derefter tager han til Storbritannien, siden til Canada for måske at ende i USA.«

De fattige kan også hjælpe

De fattige lande, som sundhedspersonalet rejser væk fra, kan også gøre noget. Barbara Stilwell foreslår, at de prioriterer uddannelse af sundhedspersonale højere for at kompensere for, at nogle uundgåeligt emigrerer. Man kan optimere kompetencerne. Lederen af en sundhedsklinik behøver ikke nødvendigvis være fuldt uddannet læge.

Barbara Stilwell giver som eksempel, at Nepal har lavet en toårig uddannelse til det formål.

Landene med lægemangel er fattige, men de kan godt være kreative, når det gælder om at holde på sundhedspersonalet. De fleste donorer støtter af princip ikke lønninger direkte.

Men i stedet kan de fattige lande søge donorerne om støtte til for eksempel uddannelse eller forbedrede arbejdsforhold. Det kan gøre arbejdsforholdene mere attraktive. Samtidig kan landene ved at spare på disse ting få økonomisk råderum til at øge lønningerne.

»Man skal ikke forhindre folk i at rejse. Men der skal skabes investeringer i de svage sundhedssystemer. Det er det helt centrale,« slutter Barbara Stilwell.

WHO's World Health Report 2006 vil få sundhedsarbejdsstyrken som tema. Immigration vil blive et af de vigtige emner.

WHO's rapport »The migration of health workers - an overview« kan rekvireres ved henvendelse til Barbara Stilwell på stilwellb@who.int Læs mere om migration af sundhedspersonale på Medacts hjemmeside: www.medact.org/hpd_brain_drain.php