Læger uden Grænser

Det er en skæbnens ironi, at der foregår en voldsom og blodig konflikt på et tidspunkt, da den danske afdeling af Læger uden Grænser fylder ti år. Der er allerede i Irak et enormt behov for humanitær bistand, og som krigen forløber må det forudses, at behovet vil vokse til monstrøse størrelser. I denne situation kan Læger uden Grænser ikke få sendt danske læger af sted, fordi vi officielt er i krig med Irak. Det må være bittert for en organisation, hvis adelsmærke er at hjælpe der, hvor det ser mest håbløst ud.

Læger uden Grænser er på grund af sin opbygning og formål en organisation, hvis medlemmer fortjener den største respekt. Derfor er det trist - for nu at blive ved bægeret med malurt - at det fortsat ikke har nogen høj anseelse blandt kollegerne at lade sig udsende, og at det fortsat ikke er nogen fordel for karrieren. Det er fortsat ikke meriterende at have gjort en uegennyttig humanitær indsats for mennesker i et konfliktområde. Lægeforeningen så gerne, at anprisningen af Læger uden Grænser gik længere og dybere end til skåltaler.

Læger uden Grænser er født ud af en af de mange forfærdende massakrer, der fulgte i kølvandet på den kolde krig og afkoloniseringen af Afrika, borgerkrigen i Nigeria, også kendt som Biafra-krisen. To franske læger var så rystede over, hvad de havde oplevet og over omgivelsernes ligegyldighed, at de ønskede at gøre en forskel. De dannede i 1971 Médecins Sans Frontières, og det er baggrunden i Biafra-tragedien, der forklarer organisationens helt specielle charter med begrebet temoignage som et bærende princip. Det franske begreb oversættes som »pligten til at dokumentere og forandre«. På den måde adskiller MSF sig afgørende fra andre nødhjælpsorganisationer, især Røde Kors, der som bærende princip har, at de er fuldstændig upolitiske og ikke tager stilling i en konflikt. Formålet er bl.a. at beskytte medarbejderne. Ganske vist har læger uden grænser også neutralitet som princip, men de har samtidig en pligt til at fortælle om, hvad de har oplevet og søge forandringer ved at påvirke verdenssamfundet. Derfor er Læger uden Grænser også meget synlig i medierne.

Men i øvrigt er det en del af MSF's charter, at man uden nogen form for diskrimination med hensyn til race, religion, tro eller politisk tilhørsforhold hjælper befolkninger, der er blevet ofre for naturkatastrofer eller for menneskeskabte katastrofer, ikke mindst de, der er et resultat af krig. Bortset fra pligten til temoignage, så er organisationen fuldstændig neutral og upartisk, som med henvisning til den grundlæggende medicinske etik og retten til humanitær hjælp påkalder sig adgang til uhindret at udføre sit arbejde. Læger uden Grænser er ikke lønnede på anden måde end at organisationen sørger for deres underhold. Medlemmerne går ind i kampzoner på eget ansvar, og de lover at overholde deres lægeetisk regler og lover at være neutrale over for alle politiske, religiøse og økonomiske påvirkninger. Kravet om neutralitet betyder altså, at læger fra krigsførende lande, bl.a. Danmark, ikke kommer til Irak, men MSF har et lægehold på seks på plads i Bagdad. MSF sender årligt 3.000 læger, sygeplejersker, administratorer og logistikere til katastrofe-områder.

Den danske afdeling af MSF blev startet i januar 1993 af lægen Camilla Bredholdt, der havde sine oplevelser fra Albanien og Irak, og det var altså bl.a. oplevelser fra den første golfkrig, der førte til oprettelsen af en dansk afdeling. Læger uden Grænser sender årligt 25 danskere af sted, og senest har de været i aktion i Afghanistan. De kan forvente vores respekt og støtte.