Læger under intensiv beskydning

»Læger lader patienter dø«, og »Her aftaler de Ruths død«. Der er ikke blevet lagt fingre imellem i omtalen af læger i de seneste dage. TV2's indslag fra Herlev Hospital har ført til massiv omtale i andre medier. Der har især været fokus på, at læger ikke er gode nok til at informere patienten, når de vurderer, at han eller hun ikke skal have tilbudt behandling på en intensivafdeling eller genoplivning efter hjertestop. Desuden har omtalen handlet om, hvilket grundlag en læge har visiteret til intensiv behandling på. F.eks. om, hvorvidt en patients brug af rollator kan spille en rolle i den vurdering.

For læger går den slags overskrifter lige i hjertekulen. Vi er blevet læger for at hjælpe andre mennesker. Det er omdrejningspunktet i vores fag, og det rammer hårdt, når der i nogle medier tegnes et billede af læger som mennesker, der arrogant dømmer hårdt ramte patienter til døden.

Problemerne er blevet ridset op med den kraftige tuschpen. Jeg har savnet en nuanceret beskrivelse af de overvejelser, som læger må gøre sig, når de skal vurdere, hvilken behandling der er bedst for patienten. En pointering af, at intensiv behandling ikke altid er den sikre vej til overlevelse. Og oplysning om, at der er tale om en meget belastende behandling, som kun skal iværksættes, hvis der ikke er andre muligheder, og at genoplivning efter hjertestop indebærer en risiko for alvorlig hjerneskade og en trist tilværelse i passivitet på et plejehjem. Det er jo de faktorer, der gør, at nogle mennesker kraftigt frabeder sig netop disse behandlinger.

Forkortelserne »minus EHM« (ekstern hjertemassage) og »minus ITA« (intensivt terapiafsnit) er blevet betegnet som »dødskoder« og »hemmelige koder«. De er naturligvis hverken hemmelige eller udtryk for en kynisk vurdering af patienterne. De er arbejdsredskaber i en travl hverdag. Men det er også klart, at brug af forkortelser, som kun giver mening for sundhedspersonalet, ikke er optimal i forhold til patienterne, der har ret til at få en kopi af deres journal. Derfor bør vi som læger udtrykke os i et forståeligt sprog, og vi har ifølge lovgivningen pligt til at notere, at patienten er informeret.

I det hele taget er det vigtigt, at vi som læger tager kritikken af manglende inddragelse alvorligt. Hvilken behandling, der er bedst, er en lægelig beslutning, men for Lægeforeningen er det klart, at patienterne har krav på at blive inddraget og informeret. Sådan er loven, og den skal selvfølgelig overholdes. Patienterne skal være trygge ved den information, de får, og den behandling, de tilbydes.

Det er altid en konkret afgørelse, hvilken behandling en patient skal have. Hvis yderligere behandling skader mere, end den gavner, kan det være uetisk at indlede behandlingen Det er også vigtigt løbende at vurdere patienten. Tilstanden kan ændre sig til det bedre, og så kan det være, at det alligevel kan være relevant med f.eks. genoplivning.

I en artikel i Ugeskrift for Læger er det påvist, at det på en del afdelinger ikke er en fast praksis at informere patienten, hvis lægen vurderer, at patienten er bedst tjent med ikke at blive genoplivet efter hjertestop. Artiklen er fra 2007. Mit bud er, at der er rettet op på det. Hvis ikke, er det et ledelsesansvar at sikre, at det sker hurtigst muligt.