Content area

|

Læger undrer sig: Hvor bliver ukrainske krigsskadede på danske hospitaler af?

I alt er kun en håndfuld ukrainere blevet behandlet på danske hospitaler, siden den russiske invasion af Ukraine blev indledt for to måneder siden. I Viborg kæmper to læger for, at der sættes skub i hjælpen til det ukrainske sundhedsvæsen. Koordinerende leder af den danske indsats forstår frustrationen og håber, der snart kommer »hul på bylden«.
Overlæge på Akutafdelingen Flemming Hansen og reservelæge på medicinsk afdeling, Regionshospitalet i Viborg, Anzhela Tsorokh samarbejder om at aflaste det ukrainske sundhedsvæsen. Foto: Lars Horn / Baghuset.
Forfatter(e)
Dorte R. Jungersen, dorte@jungersenjournalistik.dk

Lad os begynde i kaffestuen på regions­hospitalet i Viborg.

Her er Flemming Hansen overlæge på Akutafdelingen, og over kaffen plaprede han med egne ord op om sine frustrationer over, hvor trægt han synes det går med at bistå og aflaste det ukrainske sundhedsvæsen.

Per 22. april har Sundhedsstyrelsen modtaget omkring 40 anmodninger fra EU om at behandle ukrainske patienter på danske hospi­taler. I alt er blot »en håndfuld patienter« reelt kommet til Danmark for at blive behandlet, og krigsskadede udgør blot nogle få heraf.

Det oplyser lægefaglig direktør i Præ­hospitalet i Region Midtjylland Palle Juelsgaard, der bl.a. sidder med i Sundheds­styrelsens tværregionale visitationsgruppe for patienter fra Ukraine.

Ham vender vi tilbage til.

Ved bordet i kaffestuen i Viborg sad ­reservelæge på medicinsk afdeling Anzhela ­Tsorokh og lyttede med. Hun er opvokset og uddannet i Lviv, hvor hun arbejdede, indtil hun for ni år siden flyttede til Danmark, da hendes mand fik arbejde her.

Siden krigens begyndelse har hun haft daglig kontakt til sine lægekolleger på de ­hospitaler, der behandler krigsofre, her­under Military Medical Clinical Center of the Western Region, der ligger i Lviv og behandler både civile og militære patienter.

  • »Det er ikke realistisk at forvente, at vores ukrainske lægekollegaer selv efterspørger hjælp. De mangler ganske enkelt overskud«

Anzhela Tsorokh

Siden den dag, hvor hun lyttede til Flemming Hansen i kaffestuen, har de haft en fælles sag: at arbejde på at aflaste det ukrainske sundhedsvæsen.

»Jeg tror ikke, vi kan forestille os de arbejdsv­ilkår, som lige nu er hverdag på de ukrainske sygehuse. Det er ikke kun tale om mangel på remedier, total overbelægning og om at arbejde ekstra mange timer og under luftalarm.

Forholdene er kritiske på sygehusene i Lviv, men endnu værre på hospitalerne nær kampzonerne i det østlige Ukraine.

Det handler om overlevelse for både patienter og sundhedspersonale, og mine ukrainske kolleger har brug for vores hjælp, så de ikke bliver ladt alene i kampen for demokratiet«, siger Anzhela Tsorokh

Hun minder om, at flygtningestrømmen internt i Ukraine er meget større end den eksterne, og at der både er krigsofre og traumepatienter iblandt flygtningene.

»Patienter evakueres dagligt fra frontlinjen til videre behandling på sygehuse i den vestlige del af landet, hvor de overvejende er blevet behandlet på to hospitaler, herunder det store militærhospital i Lviv.

Det, jeg hører, er, at de savner konkret hjælp til at behandle bestemte grupper af patienter, herunder dem med eksplosionstraumer, dem, der har behov for at blive genopereret efter benamputation, brandsår osv., men også patienter der har brug for rehabilitering og genoptræning.

Men det er ikke realistisk at forvente, at vores ukrainske lægekollegaer selv efterspørger hjælp. De mangler ganske enkelt overskud til aktivt at undersøge mulighederne for, at patienter kan blive behandlet andetsteds«, siger Anzhela Tsorokh

Flemming Hansen nikker. Han har ikke tidligere engageret sig fagpolitisk eller »råbt op om noget som helst«, men udover indignation har han flere kasketter, der forklarer hans engagement i fraværet af sårede krigs­ofre på danske hospitaler.

Om et par måneder er han også speciallæge i akutmedicin, ligesom han er ved at færdiggøre en Master i Disaster Management, og så har han gennem 20 år været ­tilknyttet Forsvaret og har deltaget i syv udsendelser til Afghanistan og andre militære konfliktområder.

»De udsendelser, jeg selv har deltaget i, er at betragte som en sommerlejr i forhold til det, vores ukrainske kolleger står i«, siger Flemming Hansen, der desuden er en del af Jutlandia Initiativet, som også tæller ­ledende overlæge i den Fælles Akutmod­tagelse på Sydvestjysk Sygehus Ulf Hørlyk samt en tidligere senior advisor i Ukraines indenrigsministerium.

Det tværfaglig netværk har aktuelt foreslået de danske sundhedsmyndigheder at bemandede ambulancer køres ned til den polske grænse for at hente visiterede og evakueringsegnede, krigssårede ukrainere til behandling på danske hospitaler.

De svageste først

Danmark har erklæret sig parat til at behandle op til 200 ukrainske patienter på danske hospitaler.

Fordelingen af sårede og syge ukrainere til EU-landene er foretaget af EU’s general­direktorat for humanitær bistand og civilbeskyttelse (DG ECHO), hvis formål er at forebygge og afhjælpe humanitære katastrofer.

Men det er ikke godt nok, mener Flemming Hansen.

»Jeg betvivler ikke, at både vores folketings- og regionspolitikere har et oprigtigt ønske om at modtage behandlingskrævende ofre for krigen og aflaste det ukrainske sund­hedsvæsen. Men når vi to måneder inde i krigen blot har modtaget et par af krigens ofre, kræver det en mere professionel og ­systematisk indsats, hvis vel at mærke den danske indsats skal hæve sig over symbol­politik og blive et reelt bidrag til Ukraine.

Det var i kaffestuen på regions­hospitalet i Viborg, samarbejdet mellem Flemming Hansen og  Anzhela Tsorokh opstod. Foto: Lars Horn / Baghuset.Det var i kaffestuen på regions­hospitalet i Viborg, samarbejdet mellem Flemming Hansen og Anzhela Tsorokh opstod. Foto: Lars Horn / Baghuset.

Danmark har ikke specifikke evakueringsplaner for ukrainske syge og sårede. Der­imod henholder myndighederne sig til de ­generelt etablerede EU-systemer eller modtager patienter, der selv finder vej til Danmark«, siger Flemming Hansen.

Men det er jo efter ønske fra myndighederne i Ukraine, Polen og andre nabolande – og for at sikre at patienterne visiteres efter behov – at anmodninger om at behandle ­sårede og andre syge patienter koordineres i EU. Så der er vel blot tale om, at man efterkommer Ukraines eget ønske?

»Det er nødvendigt, at Sundhedsministeriet aftaler andre evakueringsaftaler, når nu EU-ordningen har vist sig ikke at være tilstrækkelig, fordi Ukraines administration er under pres«, siger Flemming Hansen og henviser til Norge, hvor regeringen har besluttet, at man aktivt vil hjemtage 550 ukrainske patienter samt 5250 sårbare flygtninge, og hvor evakueringen er igangsat fra Moldova.

»Under katastrofesituationer skal vi være os bevidst, at det er de svageste, der bliver dårligst behandlet, og eftertiden vil med rette kunne klandre os for, at vi har været for naive. At vi ikke har hjulpet dem, der har størst behov. Hvorfor ikke lade hjælpen bero på grundprincipperne for humanitær hjælp i stedet for på systemer, der ikke virker under en krig?

Det, vi hører fra ikke bare Røde Kors og NGO’ere, er, at sær de kirurgiske afdelinger lider gevaldigt, mens de medicinske afdelinger er enormt pressede. Og militærhospitalerne, hvor de behandler både militære og civile ofre, oplever ikke at kunne færdigbehandle ofrene og forventer lige nu et stort rykind som resultat af den store offensiv i øst«, siger Flemming Hansen og fortsætter:

»I vores netværk modtog vi en måned inde i krigen en henvendelse fra et centralt ukrainsk militærhospital om, at de havde 80-90 patienter med amputationer, der ­behøvede rehabilitering, og omkring 100 patien­ter med skader på centralnervesystemet, som de ønskede evakueret til bl.a. Danmark, så ukrainske læger kan frigives til akutbehandling af nye ofre for krigen.

Behovet for aflastning af det ukrainske sundhedsvæsen bliver større for hver dag. Ikke mindst, fordi de russiske styrker angiveligt strategisk angriber sundhedsfaciliteter.

Problemet er imidlertid, at man grundet den ukrainske totalmobilisering ikke tillader mænd at rejse ud, uanset hvilken tilstand de er i. Med mindre embedsmænd højt i det ukrainske system modtager en officiel forespørgsel fra et modtagerland som f.eks. Danmark«, siger Flemming Hansen, der gentager, at det ligger ham fjernt at stille sig frem, men at »han ikke kan lade være«.

Anzhela Tsorokh oplyser, at ikke bare krigen har bragt de ukrainske hospitaler i knæ. Inden krigen brød ud, var det ukrainske sundhedsvæsen ved at blive reformeret, samtidig med at COVID-19-epidemien ikke var ovre. Og oveni kom så krigen.

»Et sygehus i Kiev har haft etableret en mindre skadestue i kælderen, men de har manglet alt inden for sterilt udstyr. Og i dagene op til påske lød meldingen, at flere af mine kolleger er ved at bryde sammen, fordi de er løbet tør for bl.a. førstehjælpsudstyr, smertestillende medicin, infusionsvæske, penicillin og monitoreringsudstyr«, siger ­Anzhela Tsorokh.

Hun og Flemming Hansen – foruden de resterende i Jutlandia Initiativet – er ikke de eneste, der efterspørger en mere aktivistisk tilgang til at komme det ukrainske sundhedsvæsen til undsætning.

Bl.a. har Overlægeforsamlingen i Viborg foreslået, at Lægeforeningen påtager sig en hovedrolle i at oprette en hospitalsenhed i Danmark, der alene behandler ofre fra krigen i Ukraine. Flemming Hansen deltog i et møde i forsamlingen, hvor der blev samlet en anseligt beløb ind til Læger uden Grænser.

»Det var fint, men penge gør det ikke alene. Penge skal ledsages af engagement. Og det er det vi overordnet efterlyser. Det er nødvendigt at være proaktiv, og ikke blot reaktiv«.

»Vi har fået ros fra EU«

Og så vender vi tilbage til Palle Juelsgaard, lægefaglig direktør i Præhospitalet i Region Midtjylland og medlem af den nationale visitationsgruppe for patienter fra Ukraine,

Mens den tværregionale visitationsgruppe aftaler de overordnede principper for at visitere, fordele og modtage patienter, er det AMK’en i Region Midtjylland, der til og med maj koordinerer de anmodninger om behandling, som Danmark byder ind på, og visiterer patienterne til regionerne.

Anzhela Tsorokh er opvokset og uddannet i Lviv, hvor hun også arbejdede. Hun har siden krigens ­begyndelse i februar været i tæt kontakt til sine lægekolleger på hospitaler i Lviv, der behandler krigsofre. Foto: Lars Horn / Baghuset. Anzhela Tsorokh er opvokset og uddannet i Lviv, hvor hun også arbejdede. Hun har siden krigens ­begyndelse i februar været i tæt kontakt til sine lægekolleger på hospitaler i Lviv, der behandler krigsofre. Foto: Lars Horn / Baghuset.

»Der går cirka 20 minutter fra Sundhedsstyrelsen modtager en anmodning om behandling af syge og krigssårede ukrainere, til vi har besvaret anmodningen, og EU har rost os for, at vi er så ekstremt hurtige. Men undervejs i processen – efter vi har været i dialog med danske hospitaler – sker det ofte, at enten Ukraine eller patienten selv vælger behandling i et andet land. Typisk et land tættere på, eller hvor der i forvejen er familie eller pårørende. Ligesom tidsfaktoren kan spille en rolle«, siger Palle Juelsgaard.

Cirka 40 anmodninger er vel stadig over­raskende få?

»I begyndelsen af krigen havde vi mestendels fokus på flygtninge og immigranter, der belastede vores primære sundhedsvæsen. Herefter fik vi meldinger fra enkelte hospitaler i Ukraine om, at der var behov for at flytte visse specialbehandlinger ud af landet. Det drejede sig om kræftpatienter og patienter med svære kroniske sygdomme.

Mange af de patienter kom via egen kraft ud af Ukraine – typisk til Polen – og der kom også nogle få op til os.

Men der kommer relativt få kvæstede ud af Ukraine. Det hænger formentlig sammen med, at der ikke har været sikre korridorer til at evakuere patienter fra den østlige del af landet, men måske også at man fortsat har ønsket at behandle mange af soldaterne i Ukraine«?

Der er vel langt fra de 200 ukrainere, som sundhedsminister Magnus Heunicke 14 dage inde i krigen gav udtryk for, at danske hospitaler var parat til at modtage, til den håndfuld patienter, vi har behandlet efter to måneders krig?

»Helt enig. Vores fornemmelse er imidlertid, at der snart går hul på bylden, og at der formentlig vil kunne etableres sikre evakueringsveje samtidig med, at mængden af sårede når et niveau, der bliver kritisk. I tillæg hertil vil svigt af el, vand og sanitære forhold gøre det vanskeligere at opretholde et fungerende hospitalsvæsen. Samlet set vil dette betyde, at en større mængde kvæstede personer vil have behov for at blive visiteret til og behandlet i Danmark.

Vi kigger derfor formentlig ind i, at der vil være flere sårede på vores hospitaler – herunder bl.a. patienter med krigskirurgiske traumer, der også skal igennem genoptræningsforløb i Danmark«.

Et godt hjerte er ikke nok

Der er læger, der synes det går for langsomt med at få ukrainske krigsofre bragt til og ­behandlet i Danmark. Har de en pointe?

»Ja, de har en pointe forstået på den måde, at vi har at gøre med et meget stort EU-lokomotiv. Et kæmpe apparat, der – når det er oppe at køre – er særdeles effektivt og har kræfter til at løse opgaver på den helt store klinge.

Selvfølgelig kan man spørge, hvorfor vi ikke er rykket ned til for eksempel den polske grænse for at bistå med behandling dér. Men det har tiden ikke været moden til. Vi har på et tidspunkt drøftet, om vi skulle sende tog derned og fragte kvæstede rundt i Europa, men vi har ikke erfaret, at der er transportproblemer, så det opgav vi igen«, siger Palle Juelsgaard og fortsætter:

»Men vi vil naturligvis forholde os til en konkret forespørgsel fra EU eller Ukraine, i forhold til at levere sundhedspersonale ­eller hospitalsudstyr til området.

Mange vil af et godt hjerte ned for at hjælpe og gøre en forskel. Ikke bare med ­legetøj, soveposer og telte, men også med hospitalsgrej, læger og andet sundheds­personale. Og det er fuldt forståeligt. Men der opstår let kaos i et grænseområde uden udstukne rammer«, siger Palle Juelsgaard og afviser, at det er vilje, det skorter på.

»Vi har sagt til både hospitaler og kommuner, at behandling af ukrainske krigsskadede er en prioriteret opgave, og at vi er villige til at drosle ned på andre opgaver for at hellige os den humanitære opgave«.

Men der er vel et paradoks i, at flere danske læger kan berette om, at de modtager anmodninger om både dit og dat og om at få overført patienter til hospitaler i for eksempel Danmark, og så det faktum, at færre sårede ukrainere end der kan tælles på en hånd, er blevet behandlet i Danmark?

»Det er fuldstændig rigtigt. Jeg hører også de beretninger. At patienter ligger i usle kældre uden medicin og udstyr. Men dels er det ikke oplysninger, vi kan verificere, dels kan vi ikke bare som sundhedsmyndigheder bevæge os ind i de mest krigshærgede områder«, lyder det fra Palle Juelsgaard.

Læs også de to videnskabelige ledere og status­artiklen om sygdomme hos flygtninge i Ugeskrift for Læger 9/2022.

Blad nummer: 

Right side

af Peter Gjersøe | 21/05
3 kommentarer
af Mia Gall Grandahl | 20/05
1 Kommentar
af Bahast Biuk | 19/05
1 Kommentar
af Jesper Kolbeck | 16/05
3 kommentarer
af Sven Refslund Poulsen | 15/05
5 kommentarer
af Jacob Nielsen | 14/05
5 kommentarer
af Thomas Tagmose Thomsen | 13/05
1 Kommentar