Skip to main content

Læger vil være fri for lægemiddelannoncer i deres eget fagblad

Lægemiddelannoncerne skal væk fra Ugeskrift for Læger. I stedet skal pladsen bruges på formidling af forskning. Sådan lyder planen fra Lægeforeningens bestyrelse. Det vil koste cirka 3,5 millioner i tabte indtægter, men til gengæld frigøre læserne af Ugeskrift for Læger fra påvirkning af reklamer for lægemidler.

Redaktionen

3. jun. 2020
2 min.

Der skal siges farvel og tak til lægemiddelannoncer og goddag til flere forskningsartikler i Ugeskrift for Læger. Det mener Lægeforeningens bestyrelse, der har stillet forslaget forud for foreningens repræsentantskabsmøde, Lægemøde, hvor der skal godkendes nyt budget. Det vil nemlig koste lægernes fagblad omtrent 3,5 millioner om året i tabte annonceindtægter for det trykte blad og online samlet set.

Men det er en pris, der er værd at betale, understreger Lægeforeningens formand, Andreas Rudkjøbing.

»Ved at sige farvel til annoncer for lægemidler gør vi plads til mere formidling af forskning i Ugeskrift for Læger. Det er godt, for i dag må Ugeskriftet takke nej til mange fagligt stærke og relevante videnskabelige artikler,« siger Andreas Rudkjøbing.

Lægeforeningen bestyrelse lægger blandt andet vægt på, at lægemiddelannoncer sigter mod at øge kendskabet for et specifikt produkt hos den enkelte læge uden samtidig at oplyse om muligheden for at bruge andre produkter eller behandlinger.

»Læger er vant til at forholde sig kritisk til data, men man må antage, at reklamer påvirker læger såvel som resten af befolkningen. Vi arbejder for, at læger i det danske sundhedsvæsen er uafhængige af påvirkninger fra lægemiddelindustrien, og det vil vi gerne markere ved at gå forrest i Ugeskrift for Læger. Derfor lægger vi op til et stop for lægemiddelannoncer,« siger han.

Lægeforeningens repræsentantskab skal tage stilling til forslaget d. 19. juni, hvor den nuværende formand, Andreas Rudkjøbing går af, og der skal vælges en ny lægeformand.

»Hvis forslaget går igennem, vil det være en glædelig måde at takke af på. At fjerne annoncer for lægemidler var nemlig noget af det, jeg gik til valg på, da jeg blev valgt som formand, så det vil på en måde slutte ringen,« siger han.

De cirka 3,5 millioner kroner, som forslaget vil koste årligt, vil fortrinsvis blive finansieret via faldende udgifter til it-investeringer over de kommende år og fortsat forventet medlemstilgang. Der lægges ikke op til kontingentforhøjelse for Lægeforeningens medlemmer i 2021.