Lægerne kan lokkes, når det handler om specialevalg

Det faglige er ikke alt

Det lægefaglige indhold spiller en afgørende rolle, når lægerne vælger speciale: 83 procent af lægerne angiver, at det lægefaglige indhold i specialet har stor betydning for deres valg. Spørger man de læger, der udelukkende fokuserer på deres ønskespeciale, mener 89 procent, at det lægefaglige indhold har stor betydning, mens 81 procent af de læger, der kan være villige til at vælge et alternativt speciale, hvis forskellige faktorer er til stede, mener dette. Ligeledes har forventning til egne evner generelt en stor betydning.

De næste pladser på listen over faktorer, som lægerne tillægger stor betydning, når de vælger speciale, er et godt uddannelsesmiljø, fleksible arbejdstider, geografi, vagtbelastning og hensynet til ægtefællen (undersøgelsen gav mulighed for at give flere faktorer stor betydning). For disse faktorer gælder det, at de har større betydning for de læger, der er villige til at overveje et alternativt speciale, hvis det er svært at få adgang til ønskespecialet, end for dem, der udelukkende fokuserer på ønskespecialet. Fx har geografien stor betydning for 41 procent af de læger, der er »fleksible« i deres specialevalg, mens det kun gælder for 24 procent af de læger, der kun går efter ønskespecialet (Tabel 1 ).

»Selvom lægerne klart er meget fagligt orienteret, så hæfter jeg mig ved, at der er en stor gruppe uddannelsessøgende læger, som rent faktisk er villige til at skifte ønskespecialet ud med et andet, hvis forhold som godt uddannelsesmiljø, fleksible arbejdstider og geografi er i orden«, siger Mette Worsøe, formand for Yngre Læger.

»For mig at se skal vi arbejde videre ad det spor, hvor man forsøger at tiltrække lægerne ved at tilbyde gode arbejdsforhold frem for at fastholde en tro på, at man kan få lægerne til at vælge alternative specialer blot ved at begrænse adgangen til nogle specialer og udvide adgangen til andre. Lidt populært sagt skal man i højere grad tænke i gulerødder frem for pisk.

Jeg tror, at arbejdsgiverne kan komme langt med at tænke i individuelle behov og individuelle løsninger frem for at se de uddannelsessøgende læger som én masse. Når lægerne fx siger, at fleksible arbejdstider har stor betydning, når de vælger speciale, så må man undersøge, hvad den enkelte læge mener med fleksible arbejdstider. Måske dækker det over at kunne nå at hente sit barn i institution, mulighed for at dyrke sin hobby hver torsdag eller noget helt tredje. Men det er jo væsentligt nemmere at finde løsninger, hvis man kender problemerne. På samme måde kan man bruge uddannelsessamtalerne i introduktionsuddannelsen til at finde ud af, hvad læger føler sig tiltrukket af, og hvad der skal til for at fastholde dem i et hoveduddannelsesforløb - både geografisk og i det enkelte speciale«.

Mange vælger speciale under introuddannelsen

En fjerdedel af de uddannelsessøgende læger beslutter sig for, hvilket speciale de vil videreuddanne sig i, mens de er i gang med medicinstudiet. Lidt flere vælger speciale i løbet af turnus. Dermed bliver den tid, hvor lægerne er i introduktionsuddannelse, interessant i relation til specialevalget, idet knap halvdelen af lægerne vælger deres fremtidige speciale i den periode.

P.t. diskuterer man, hvor mange introstillinger der skal være i de forskellige specialer. Sundhedsstyrelsen har spillet ud med et forslag om at reducere antallet af introstillinger i de populære specialer, så man fremover risikerer kun at have en introstilling pr. hoveduddannelsesforløb, mens antallet af introstillinger forøges i de specialer, der har rekrutteringsproblemer. Logikken synes at være, at man ved at presse lægerne væk fra de populære specialer åbner deres øjne for de mindre populære og måske mindre synlige specialer. Umiddelbart lyder det logisk, men man risikerer at løbe ind i følgende paradoks.

Introduktionsstillingerne bruges i høj grad til at vurdere, om specialet er interessant, og om læger egner sig til specialet. Det betyder, at det ikke er alle de læger, der får en introstilling inden for et bestemt speciale, der vælger at uddanne sig i specialet. Dermed kan der opstå en situation, hvor man på en gang mangler kvalificerede læger til hoveduddannelsesforløb i populære specialer, hvor man gerne vil have flere læger i gang, og hvor lægerne gerne vil i gang, men hvor lægerne ikke kan komme i gang pga. en meget snæver dimensionering. En risiko, der bliver større jo færre introduktionsstillinger, der dimensioneres med i forhold til antal hoveduddannelsesforløb i specialet.

»Undersøgelsen viser, at lægerne i høj grad vælger speciale på baggrund af det lægefaglige indhold. Den faglighed opdyrkes for mange i løbet af introduktionsuddannelsen, men det kræver jo, at der er et passende antal introduktionsstillinger til stede i alle specialer. Jeg synes, at udgangspunktet må være, at lægerne får mulighed for at prøve forskellige specialer, så man undgår de mange fejlvalg og spildte ressourcer på den konto«, siger Mette Worsøe. (Figur 1 ).

»Derudover handler det også om at synliggøre de gode rollemodeller og de fordele, specialet kan tilbyde. Jeg har en tro på, at der er interesserede læger til alle specialer, hvis bare specialerne fortæller, hvad de har at byde på. De skal fx ud og sige: ,Ja, det kan være hårdt at være onkolog, og vi er pressede, fordi vi mangler speciallæger. Men til gengæld tilbyder vi mentorordninger, intensive supervisionsdage og tid til forskning`. Eller en region kan sige, at vi kan ikke tilbyde fleksible arbejdstider p.t., men vi tilbyder gratis rengøring og job til ægtefællen, og vi har daginstitutioner med lange åbningstider og en ,bedstemorordning`, når det kniber med at få det til at hænge sammen, og familie og netværk er langt væk«.

Ønskespecialer og alternative specialer

Toptre, når lægerne vælger speciale, er almen medicin, anæstesiologi og pædiatri. Men godt halvdelen af de læger, der ikke er begyndt på deres speciallægeuddannelse, er villige til at vælge et alternativt speciale, hvis det er svært at få adgang til ønskespecialet. En fjerdedel fastholder ønskespecialet, og en femtedel er i tvivl.

Så ja, man kan godt få en hel del læger til at vælge et andet speciale. Men man skal lokke med de rigtige midler. Og hvis man ikke gør det, vælger lægerne typisk bare at vente, til de kan komme til i ønskespecialet. I undersøgelsen siger fire ud af fem uddannelsessøgende læger, at de ikke tillægger udsigten til ventetid på en uddannelsesstilling stor betydning, når de vælger speciale.

Hvor mange taler vi om?

Tabel 2 viser, hvor mange læger der har en række udvalgte specialer som ønskespeciale og evt. alternativt speciale. For eksempel er der 263 læger, som har almen medicin som ønskespeciale, og 115 læger, som angiver almen medicin som alternativt speciale, hvis ønskespecialet er vanskeligt at opnå. Der er således 378 læger, der ser positivt på at blive speciallæge i almen medicin i undersøgelsen. Da svarprocenten i undersøgelsen er ca. 50, kan man stort set sige, at der eksisterer en potentiel rekrutteringspulje til almen medicin i størrelsesordenen 700-800.

For psykiatri er der 25 og 16 læger, der har psykiatri som henholdsvis ønskespeciale og alternativt speciale, og en rekrutteringspulje i størrelsesordenen 75-100 l æger.

Villigheden til at skifte speciale svinger meget (Tabel 3 ). Blandt de læger, der har geriatri som ønskespeciale, er fx 100 procent villige til at skifte speciale, mens det kun er ca. halvdelen, der har gynækologi og obstetrik som ønskespeciale, der er åben for at skifte speciale under visse forudsætninger.

»Potentielt er der altså en ret stor mængde læger, som de mindre søgte specialer kan tiltrække, hvis de indtænker de faktorer, som de »fleksible« læger - ud over det faglige - også lægger stor vægt på. Fx et godt uddannelsesmiljø, fleksible arbejdstider, lav vagtbelastning og uddannelsesstillinger, der er placeret geografisk rigtigt i forhold til familien og venner.

I det hele taget indeholder undersøgelsen mange interessante tal, som kan bruges i det fremtidige arbejdet med lægers specialevalg. Vi behøver ikke længere at gætte os til, hvad der har betydning for lægerne. Nu ved vi, hvad de lægger vægt på. Jeg vil derfor opfordre arbejdsgruppen om lægers specialevalg og uddannelsessted (se boks) til at tage undersøgelsen med i deres arbejde«, siger Mette Worsøe. »Vi skal til at tænke på det lægelige arbejdsmarked som et reelt ,marked` med udbud og efterspørgsel. Et marked, hvor medarbejderne bliver tiltrukket af gode forhold, og hvor det er klart mere tillokkende at blive betragtet som et individ med individuelle ønsker og behov og ikke bare et nummer i rækken«.

Interesserede kan finde flere tabeller og dykke ned i de enkelte specialer på Læger.dk > Uddannelse > Videreuddannelse > Prognoser og enqueter > YL uddannelsesenquete 2006.

Fakta

Sundhedsstyrelsen har nedsat en arbejdsgruppe i januar 2007, der skal komme med forslag til løsning af de problemstillinger, der knytter sig til lægers valg af specialer og uddannelsessteder. Ifølge kommissoriet skal arbejdsgruppen komme med forslag, som sikrer en samfundsmæssig optimal fordeling af læger på henholdsvis speciale og geografi. Arbejdsgruppen skal fremlægge sit arbejde for Det Nationale Råd for Lægers Videreuddannelse i juni 2007.

Martin Hulgaard, formand forYngre Lægers Forsknings- og Uddannelsesudvalg og medlem af Lægeforeningens Uddannelsesudvalg, repræsenterer Lægeforeningen i arbejdsgruppen.