Skip to main content

Lægernes Pension – Årsrapport 2022

Udfordrende år gav afkast i minus. Ny pensionsordning på vej til lægerne.

3. apr. 2023
3 min.

2022 fik en hård start. Varemangel efter coronanedlukningerne pressede priserne op, og centralbankerne svarede igen ved at hæve renterne for at lægge en dæmper på den stigende inflation. Det førte til faldende aktiekurser, som blev forstærket af en accelererende inflation i kølvandet på Ruslands invasion af Ukraine i februar. En begivenhed der har skabt geopolitisk usikkerhed og lagt en dæmper på investeringslysten verden over.

Lægernes Pension valgte at føre en forsigtig investeringsstrategi i 2022. Umiddelbart inden den russiske invasion af Ukraine solgte pensionskassen sine investeringer i Rusland og begrænsede derved sit tab. Sammen med en succesfuld forvaltning af især reale aktiver, som infrastruktur, bæredygtig energi og ejendomme, bidrog det til, at afkastet af investeringerne blev 2,1 pct.point bedre end markedsafkastet ved en tilsvarende sammensætning af aktiver – dvs. hvis afkastet udelukkende fulgte markedsudviklingen.

Samlet set har det resulteret i et investeringsafkast i 2022 på minus 10,4 pct., hvilket kommer ovenpå det relativt høje afkast året før på 15,1 pct. Det negative afkast skal ses i lyset af, at 2022 har været et særligt år, hvor både aktier og obligationer oplevede store fald på de finansielle markeder. Over en 5-årig periode har Lægernes Pension opnået et årligt investeringsafkast til lægerne på 5,0 pct.

Da årets afkast var negativt, er der brugt noget af den reserve, som er blevet opbygget af positivt afkast fra tidligere år, til at give medlemmerne en kontorente i 2022 på 4,25 pct. før skat på den gængse pensionsordning TradtionelPension. Pensionister med TraditionelPension fik oveni udbetalt et pensionisttillæg, som gjorde pensionen 10 pct. større.

Afkast og omkostninger har stor betydning for, hvor meget man får udbetalt som pensionist. For en læge, der går på pension i dag, stammer en tredjedel af pensionen fra den indbetalte pension. Resten stammer fra afkastet. I godt 75 år har Lægernes Pension skabt et afkast til lægerne, der svarer til over 8 pct. om året.

Omkostningerne til administration har gennem årene været blandt de laveste i branchen. Hvert medlem betalte i gennemsnit 0,03 pct. til administration i 2022.

Efter skat fik Lægernes Pension et underskud på 1.143 mio. kr.

Godt 1.600 læger og lægestuderende blev nye medlemmer af Lægernes Pension i løbet af året, og medlemstallet var lige knap 50.000 ved årets slutning. Opsparing til pension fortsatte med at vokse, og indbetalingerne steg med 5,2 pct.

Det er pensionskassens opgave at sørge for, at Danmarks læger får det bedst mulige afkast af deres pensionsopsparing samtidig med, at investeringerne fremmer bæredygtighed. I 2022 fravalgte vi fx at investere i olie- og gasselskaber, i atomvåben og i Kina i tråd med medlemmernes ønsker på generalforsamlingen.

For andet år i træk kårede to uafhængige undersøgelser Lægernes Pension som den mest veldrevne pensionskasse og selskabet med de mest tilfredse medlemmer.

I 2023 indfører Lægernes Pension FleksibelPension som obligatorisk pensionsordning til nye medlemmer, der optages i pensionskassen. FleksibelPension er en markedsrenteordning, hvor medlemmerne løbende får det afkast, som investeringerne giver. Formålet med FleksibelPension er at skabe en pensionsordning, der er transparent, har en god standarddækning og giver valgfrihed. Lægernes Pension arbejder i 2023 videre med, at medlemmer med den nuværende pensionsordning, TraditionelPension, kan skifte til FleksibelPension.

Med udsigt til et større tilbageslag i verdensøkonomien inden for de næste 6-18 måneder, byder 2023 sandsynligvis på relativt lave afkast, men også gode muligheder for at skabe merafkast ved aktiv forvaltning. En betydelig bredde i investeringerne og et solidt kapitalgrundlag giver Lægernes Pension et godt udgangspunkt for at udnytte de langsigtede investeringsmuligheder, som ofte opstår under økonomiske kriser.

Årsrapporten kan læses i sin fulde ordlyd på www.lpb.dk.