2023 var på mange måder et modstykke til 2022. Mens vækst, inflation og udvikling i renteniveauer overraskede negativt i 2022, var det modsatte tilfældet i 2023. Trods dystre udsigter ved indgangen til året så udviklede både vækst, inflation og renteniveauer sig bedre end ventet på en række markeder i 2023. Særligt USA klarede sig bedre, men også europæiske økonomier overraskede positivt. Efter den amerikanske centralbank i en lang periode havde hævet renten for at tøjle inflationen, var det positivt for markederne, da centralbanken sidst på året indikerede, at der var gode muligheder for at starte en periode med rentenedsættelser allerede fra foråret 2024. Den positive økonomiske udvikling opvejede de negative effekter af fortsat geopolitiske uro med krig i Ukraine og skærpede spændinger i Mellemøsten som følge af krigen i Gaza.
Lægernes Pensions investeringsstrategi betød, at pensionskassens investeringer ikke fik det fulde udbytte af den positive udvikling i 2023.
Investeringsafkast i 2023 blev på 8,3 pct., hvilket var en fremgang i forhold til 2022, som gav et minus på 10,4 pct. Over en 5-årig periode har Lægernes Pension opnået et årligt investeringsafkast på 6,7 pct. Over en 10-årig periode har Lægernes Pension haft et årligt merafkast på investeringsaktiverne på 0,6 pct. point i forhold til benchmark.
I 2023 er FleksibelPension indført for nye medlemmer af pensionskassen. FleksibelPension er en markedsrenteordning, som tilbyder nye medlemmer en pensionsordning, der er mere transparent, har bedre standarddækninger og flere valgmuligheder. I 2023 har Lægernes Pension arbejdet videre med, at medlemmer med TraditionelPension, kan få samme muligheder. Investeringsafkastet i FleksibelPension blev på 10,2 pct. i 2023.
Pensionskassen mål er, at medlemmer med TraditionelPension får en stabil forrentning af pensionen. Medlemmer med TraditionelPension, som fortsat udgør den største pensionsordning i Lægernes Pension, fik i 2023 en kontorente på 4,25 pct. før skat. Oveni fik pensionister med TraditionelPension udbetalt pensionisttillæg, som gjorde pensionen 10 pct. større.
Afkast og omkostninger har stor betydning for, hvor meget man får udbetalt som pensionist. For en læge, der går på pension i dag, stammer en tredjedel af pensionen fra det indbetalte pensionsbidrag. Resten kommer fra afkast. Siden etablering af Lægernes Pension i 1946 har pensionskassen skabt et afkast til lægerne på over 8 pct. om året.
Omkostninger til administration blev reduceret i 2023, så de udgjorde 535 kr. pr. medlem svarende til en omkostningsprocent på 0,03. Det er blandt de laveste i branchen.
Overskuddet i Lægernes Pension blev 787 mio. kr. efter skat.
Mere end 1.000 læger og lægestuderende blev nye medlemmer af Lægernes Pension i 2023, hvor pensionskassen rundede 50.000 medlemmer. Opsparing til pension fortsatte med at vokse, og indbetalingerne steg med 4,6 pct.
Samtidig med at arbejde for at sikre, at medlemmerne får det bedst mulige afkast af deres opsparing, ønsker pensionskassen at fremme bæredygtig udvikling og imødegå klimarisici. I 2023 har pensionskassen skærpet sin stemmepolitik på klimaområdet for at øge presset på banker og de største udledere af CO2. Derudover indfriede pensionskassen målsætningerne om at reducere investeringernes klimaaftryk. Ét år før tid.
Lægernes Pension opnåede i 2023 det bedste omdømme og højeste loyalitet blandt medlemmer og kunder i danske pensionsselskaber. Højt afkast og tryghed er sammen med fokus på ansvarlige investeringer de vigtigste parametre, når lægerne vurderer deres pensionskasse.
Forventninger 2024
Pensionskassen har moderat positive forventninger til investeringsafkast i 2024. Afkastforventningerne er dog behæftet med en vis usikkerhed og blandt andet afhængig af den globale økonomiske og geopolitiske udvikling. Pensionskassen forventer en moderat stigning i omkostninger til administration i 2024.
Årsrapport kan læses i sin fulde ordlyd på www.lpb.dk.