Lægers deltagelse i kliniske lægemiddelforsøg

Mange danske læger involveres i kliniske lægemiddelforsøg. I de senere år er der i relation hertil sket en række væsentlige ændringer på det administrative område. Her tænkes bl.a. på etiske og dataregistreringsmæssige love og regulativer, Lægemiddelstyrelsens godkendelsesprocedurer, men også på good clinical practice (GCP)-konceptet og Vancouver-gruppens anbefalinger. Dette temanummer er derfor tænkt som en orientering om, hvad lægelig deltagelse i kliniske lægemiddelforsøg kræver.

Kliniske lægemiddelafprøvninger er den eneste måde, hvorpå effekt og sikkerhed af farmaka kan vurderes. Klinisk arbejdende læger er således afhængige af, at disse forsøg udføres efter de højeste videnskabelige standarder, og at resultaterne gøres offentligt tilgængelige i en så objektiv og fuldstændig form som muligt. I denne forbindelse er publicering af resultater i peer-reviewed artikler i højt profilerede tidsskrifter af afgørende betydning.

Alle læger, der medvirker i kliniske lægemiddelforsøg, påtager sig et videnskabeligt ansvar og bør arbejde for, at forsøget udføres efter de bedste videnskabelige principper. Dette forhold gælder, både når forsøget er iværksat af lægen selv, og når forsøget er initieret af et lægemiddelfirma. I førstnævnte situation, hvor lægen selv har den fulde kontrol over forsøget og de fremkomne data, er det selvsagt kun lægens videnskabelige evner og redelighed (og tidsskrifternes interesse), der afgør, i hvilken form og i hvilket omfang data bliver offentliggjort. I sidstnævnte tilfælde, hvor data som oftest er lægemiddelfirmaets ejendom, kan en række andre forhold have betydning for, om data offentliggøres.

Læger og patienter deltager først og fremmest i kliniske lægemiddelforsøg ud fra ønsket om at højne en given behandlingsstandard. Lægemiddelindustrien vægter desuden hensynet til et økonomisk sundt projekt, når et nyt præparat udvikles. Selv om dette ikke behøver at repræsentere et modsætningsforhold, kan det undertiden medføre, at industrien, lægen og patienten deltager i kliniske lægemiddelforsøg ud fra forskellige forudsætninger. I denne situation påhviler det derfor den deltagende læge at sikre sig, at de ovenfor nævnte mål bliver opfyldt.

I 2001 kom en erklæring fra International Committee of Medical Journal Editors (ICMJE-gruppen) - bedre kendt som Vancouver-gruppen - om de klinisk kontrollerede undersøgelser (1), hvori man beskriver faktorer, der truer de egentlige forskningsresultaters objektivitet. Gruppen anbefaler, at ICMJE-reglerne følges af læger, der påtænker at deltage i en lægemiddelafprøvning, allerede i planlægningsfasens forhandling af kontrakter (2). Reglerne sikrer forskerne en substantiel indflydelse på den videre planlægning, herunder studiedesignet, adgang til rådata, ansvarlighed over for dataanalysering og fortolkning og rettigheder vedrørende publicering - faktorer, som kendetegner uafhængighed og ultimativ akademisk frihed. Det endelige manuskript bør være forfatternes intellektuelle ejendom, ikke lægemiddelindustriens. Det har således været kritiseret, at lægemiddelforsøg i et stigende omfang, navnlig i USA, er blevet udført under forhold f.eks. ved medvirken af ikkeakademiske forskningsgrupper, de såkaldte contract research organisations (CROs) eller site management organisations (SMOs), hvor deltagende læger ikke har haft en substantiel indflydelse på studiedesign, adgang til rådata og datafortolkning (3). Efterfølgende er der i nogle tilfælde blevet rejst tvivl om risikoen for selektion af medicinsk viden (3). Mistanke om publikationsbias, der opstår ved, at der ikke deltager akademiske forskere med en intellektuel ejendomsret i lægemiddelafprøvninger, må tages alvorligt, da det øger risikoen for, at usikre, lidet aktive og/eller mere omkostningstunge terapier tages i anvendelse (4).

Derfor betyder lægers deltagelse i kliniske lægemiddelforsøg både ansvarlighed og uafhængighed af lægemiddelindustrien, og som en konsekvens heraf må det være et krav, at alle involverede læger er fuldstændig økonomisk uafhængige af de pågældende lægemiddelvirksomheder. Vancouver-gruppens anbefaling om deklaration af deltagende lægers mulige interessekonflikter i relation til lægemiddelafprøvninger bør derfor ikke opfattes negativt, men skal blot øge gennemskueligheden for læseren ved vurderingen af indholdet i den endelige publikation.