Skip to main content

Lægers pension er stadig garanteret

Lars Igum Rasmussen, lar@dadl.dk

10. dec. 2010
2 min.



Danske læger, der nærmer sig pensionsalderen, kan tage det helt roligt. Deres garanterede pensionsydelser står stadig ved magt. I hvert fald lidt endnu.

Usikkerheden skyldes, at pensionskassen Sampension netop har fået Finanstilsynets godkendelse af, at det var helt i orden, at medlemmernes garanterede rente på 4,5 procent af opsparingen i maj måned blev trukket tilbage. Uden medlemmerne blev hørt. Garantien var altså ingen garanti, har Finanstilsynets accepteret.

Sampensions begrundelse for ændringen var, at nye solvensregler efter finanskrisen ville være svære at efterleve med en garantiordning.

Men direktør i Lægernes Pensionskasse Niels Lihn Jørgensen beroliger medlemmerne med, at deres garanti holder:

»Vores situation adskiller sig fra Sampensions. Vi har ingen problemer med økonomisk at overholde vores garantiordninger. Finanskrise og de ugunstige tider har ikke påvirket os på en måde, der bringer garantierne i fare«, siger han.

Alle danske læger, der blev medlem af pensionskassen før den 1. juli 1999, har en garanti og er på »den gamle ordning«.

Læger, der har indbetalt til pension siden 1999, er på »den nye ordning« med betingede garantier, men med udsigt til større fremtidigt afkast.

Forskellen skyldes, at garantien kræver, at pensionskassen forsikrer garantierne og derudover binder ret betydelige midler i egenkapitalen, hvorfor der må investeres mere konservativt med heraf følgende lavere afkast i den gamle ordning.

Derfor takkede en del af pensionskassens medlemmer på »den gamle ordning« da også ja til at komme over på »den nye ordning« i 2009. Men cirka halvdelen af pensionskassens medlemmer forblev på »den gamle« og dermed garanterede ordning.

Lægernes Pensionskasse vil dog alligevel benytte Finanstilsynets afgørelse til at analysere retstilstanden for Lægernes Pensionskasse, herunder om garantiordningerne bør ændres for medlemmer på den gamle garanterede ordning:

»Vi synes, at det økonomisk set er fornuftigt ikke at være på en garantiordning, da vi kan ændre investeringspolitik og formentlig sikre en større pension. Derfor skal vi nu se på juraen og afgørelsen fra Finanstilsynet. Hvis vi ændrer noget, vil det ikke ske, før der har været drøftelser med Lægeforeningen og de delegerede på pensionskassens generalforsamling. Og hvad der er endnu vigtigere: Det vil i givet fald ikke få negative konsekvens for pensionsudbetalingerne i de garanterede ordninger - tværtimod. Det skyldes det enkle forhold, at pensionskassen uden problemer kan leve op til de pensionsudbetalinger, der modsvarer garantierne«, siger Niels Lihn Jørgensen.