Lægeskoler efterlyses

»Jeg ved godt, at det er politisk sprængfarligt, men spørgsmålet er, om det ikke er på tide at lave lægeskoler, som er trukket ud fra universitetet«.

Det mener Jesper Brahm , lektor og dr.med. på Medicinsk Fysiologisk Institut, Panum Instituttet, og formand for Medicinske Universitetslæreres Forening (MULF).

»Fra USA kender vi lægeskoler som fx Harvard Medical School, som er trukket ud af universitetsverdenen, men det akademiske er bevaret. Universitetshospitaler, som er adskilte fra den øvrige akademiske verden.

Fordelen er, at lægeskoler generelt vil hæve kvaliteten af uddannelsen. Den ny studieordning her på fakultetet lægger meget vægt på sammenhængen mellem teori og praksis, men jeg vil godt gå et skridt videre og foreslå lægeskolen. For når vi er adskilte fra klinikken, som i dag, kan vi meget let forfalde til en fast selvforståelse om, hvad der er det vigtigste for at blive en god læge. På en lægeskole er der en kontinuerlig vekselvirkning mellem teori og praksis. Klinikerne vil påvirke os som forskere og undervisere - og omvendt.

Hvis vi fra basalfagene fik mere kontakt til klinikerne, ville de også få et løft, en efteruddannelse, for da de blev kandidater, så verden anderledes ud, og de vil også have godt af en opgradering på det basalvidenskabelige«, udtaler Jesper Brahm.

Hans vision er en art omnipotent læge - både kliniker, forsker og underviser.

»Med en lægeskole adskilt fra den øvrige akademiske verden vil vi samtidig få en betydelig bedre mulighed for at opfylde det stadigt mere påtrængende behov for at rekruttere læger til at uddanne læger, for der vil være tættere sammenhæng mellem basalfagene og den kliniske hverdag. De to verdener har i mange år været adskilte med vandtætte skotter. Der er heldigvis sket tilnærmelser de seneste år, men mit perspektiv er, at de skotter til sidst er væk, således at en god kliniker også kan være en god underviser og omvendt«, mener Jesper Brahm.

Derfor er han også en varm tilhænger af kombinationsstillinger, som kommer tæt på hans ide om en lægeskole med læger, som veksler mellem klinikken og forskningen.

Kombinationsstillinger er en ny og på grund af finansielle og politiske barrierer indtil videre lidet udbredt stillingstype, som gør det muligt for klinikere at få tid til at forske på universitetet og omvendt. Tanken med en kombinationsstilling er ideelt, at man skal have mulighed for at have en forskningskarriere uden at afskære sig fra en klinisk karriere.

Forskningens vilkår bekymrer

»Nogen kan slet ikke se kaninen!«

Når lektor, dr.med. i klinisk fysiologi på Panum Instituttet, Jesper Brahm, eller en kollega fx bruger en kanin for at undervise i blodtryksvariationer under forskellige forhold, er det ikke usædvanligt, at en eller flere af de medicinstuderende ikke kan se kaninen.

Holdene er blevet for store.

Det manglende kig til kaninen er blot ét af mange eksempler på, at antallet af medicinstuderende er for stort i forhold til undervisere, fysiske rammer og økonomi. Og situationen forværres år for år.

Det rammer især undervisernes muligheder for forskning, som for Jesper Brahm er selve juvelen, selve forudsætningen for undervisningen, for en engageret, vidende og inspirerende undervisning.

Eksempel: Jesper Brahm og de andre fastansatte kolleger har i år hver 20.000 kroner at forske for. Beløbet skal dække alt fra indkøb af materialer og bøger til limstifter. Selvsagt kan der ikke laves kvalificeret forskning for 20.000 kroner årligt. Derfor må underviserne på Panum Instituttet typisk ud og skaffe eksterne midler for 100.000 eller 200.000 kroner.

Til næste år forventer Jesper Brahm, at de 20.000 kroner bliver forvandlet til et rundt nul.

»Det er et paradoks, at man stort set skal være selvfinansierende med sin forskning, samtidig med at der er et krav om, at man forsker. For at jeg skal kunne drive en forskningsbutik får jeg 20.000 kroner om året, men måske skal jeg ud og skaffe 200.000 kroner ude i byen for at få udgifterne dækket. Kynisk sagt ligger omkostningerne til undervisning og administration fast, hvorimod forskningen er elastisk og derved kommer den altid i klemme«, nævner han.

Han nævner, at den lave prioritering af forskning her tillands kan aflæses i de bibliometriske målinger. Hvor den danske forskningsaktivitet er stagnerende, er den stigende i de lande vi normalt ynder at sammenligne os med, hvorved vi alt andet lige sakker bagud.

»Det er ikke ensbetydende med, at vi er dårligere til at forske, men betingelserne er blevet dårligere. Vi får færre penge og flere opgaver, som ikke har noget med forskning at gøre. Jo, vi har nået smertegrænsen. Hvis vi skal bryste os af at være førende inden for sundhedsvidenskabelig forskning og biotek, nytter det ikke noget, at man kan konstatere, at forskningsproduktionen er stagnerende«, mener Jesper Brahm.

Formanden for landets 272 medicinske universitetslærere ser ikke nødvendigvis en større privat finansiering og styring af forskningen som den gyldne løsning, og universiteternes samarbejde med industrien og biotekbranchen er positivt, men ikke det endelige svar på forbedringen af forskningens grundvilkår.

»Selvfølgelig er det godt med spydspidser inden for forskningen, offentligt såvel som privat, men det, som karakteriserer god forskning, er, at der er en bredde. Derfor er det ikke holdbart at læne sig op ad industrien, som jo i øvrigt kan komme i økonomisk uføre - se bare Novo Nordisk for nylig. Det er bredden i forskningen jeg er bekymret for, og den er ved at forsvinde«, udtaler Jesper Brahm.

Han erkender, at inden for de givne økonomiske og strukturelle rammer på de medicinske fakulteter kan forskningen kun få mere råderum ved at indskrænke de to andre funktioner, undervisning og administration, og Jesper Brahm ser umiddelbart en formindskning af undervisningsandelen som den bedste nødløsning.

»Per tradition er de studerende blevet undervist i 13-15 timer om ugen, men der er intet pædagogisk belæg for, at det er det optimale tal. Det kunne lige så godt være 10 timer eller 17. Men hvis man nedjusterede timetallet, ville man med det nuværende antal forskere få mere tid til forskningen«, fortæller Jesper Brahm.

Paradoksal ph.d.

Han mener, at ph.d.-ordningen paradoksalt er et godt eksempel på, at den generelle holdning til forskning ikke er optimal.

For forskeruddannelsen ph.d. er i højere grad blevet en løftestang til en klinisk karriere end til en forskningsmæssig ditto, mener Jesper Brahm.

»Ph.d.-ordningen er dårlig, fordi den skal gøres inden for en bestemt tid (tre år, red.), men hvis man vælger et projekt, som er spændende, men tvivlsomt, og det mislykkes, får man ikke sin ph.d. Det bet yder, at man altid vil vælge sikre forskningsprojekter, og hvis der er én ting, man aldrig må gøre i sin forskning, er det at vælge det sikre. Det er imod forskningens natur at sætte tidsgrænser på«, udtaler Jesper Brahm.

Han minder om, at de lægevidenskabelige kandidater stadig kan blive gode forskere uden en ph.d. og gør opmærksom på, at det er muligt at skrive disputats, selv om dén mulighed er skubbet i baggrunden af ph.d.-graden.

Ph.d.ens faste tidsramme risikerer at klemme den værdifulde leg ud af forskningen og få forskerne til at tænke defensivt strategisk, for frygten for at gå glip af ph.d.'en bliver større end lysten til at drible sig ud i ukendt territorium, mener Jesper Brahm.

»Når jeg ser ph.d.-rapporter og -projekter virker de meget sikre. Men tænk, hvis man virkeligt finder noget spændende at forske i, så gælder det om at gemme det, til man er færdig med ph.d.en. Man må anlægge en strategi i retning af, hvor meget kan jeg nøjes med at lave, før ph.d.-graden er hjemme? Set ud fra forskningens fremdrift er det derfor ikke i ph.d.en de store gevinster ligger. Hvis jeg skulle råde den talentfulde forsker i dag, ville jeg sige, at vi bliver nødt til at tænke strategisk, for at du kan få din ph.d. Den må vi ikke tabe, fordi du leger dig ud i et felt, som du måske ikke kan overskue. Lav et par arbejder, som indår i din ph.d., og gå derefter ud og leg. Så skal vi nok skaffe pengene til dig«, udtaler Jesper Brahm.