Det er på ingen måde spildt, at så mange læger tager en ph.d. Også selv om de ikke bruger den til en forskningskarriere. Sådan lyder det fra de fire lægeskoler, efter at Uddannelses- og Forskningsministeriet har varslet en undersøgelse af området.
”Det er et kvalitetsløft at have forskeruddannede læger med kritisk sans. Det er lettere at lade sig dupere af noget, man ikke har forstand på end af noget, man har forstand på”.
Sådan siger dekan på Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet på Aalborg Universitet, Lars Hvilsted Rasmussen, om den debat, der er blusset op om det betimelige i, at så mange læger tager en ph.d. Ph.d.-optaget er fordoblet fra 2003 til 2010 til ca. 2.400 årligt, og de seneste år har det sundhedsvidenskabelige område tegnet sig for ca. 30 pct., fremgår det af Uddannelses- og Forskningsministeriets hjemmeside.
Senest er debatten aktualiseret af, at Uddannelses- og Forskningsministeriet har varslet en undersøgelse af netop lægers ph.d.-foretagsomhed under overskriften: ”Effekten af ph.d.-optag på det lægefaglige område skal analyseres”.
Universiteterne skal selvfølgelig uddanne forskere – også lægelige – spørgsmålet er hvor mange. I Lars Hvilsted Rasmussens optik afhænger svaret på det spørgsmål i høj grad af de fremherskende politiske vinde.
”Der har været en politisk ændring fra, at vi skal være et vidensamfund, hvor alle skal have en høj uddannelse, og hvor vi skal have så mange ph.d.’er som muligt. Og som universitet stiller vi det til rådighed, som samfundet efterspørger”, siger han.
Han er fortaler for, at en ph.d. er meget værd, også selv om den ikke fører til nogen forskerfremtid.
”Det er vigtigt, at vi har læger, der lærer at forske. Jeg synes ikke, at alle skal, men vi er nødt til at have læger, der kan forske på en systematisk måde. At have indsigt i systematisk forskning giver lægerne kompetencer til at vurdere den malstrøm af ny viden, der produceres inden for lægeområdet”, siger han.
”Har lægerne forsket, har de lært at forholde sig kritisk til deres egen og kollegers sundhedspraksis. Det giver fagligt skarpe og nysgerrige læger. Læger, der er metodekritiske i praksis, og som intuitivt har lyst og evner til at omsætte uløste kliniske problemer til videnskabelige problemer for at skabe ny viden inden for området. Det har vi brug for til at sikre udvikling og forbedring af vores sundhedsvæsen”.
Lidt længere sydpå, i Aarhus, peger dekan på HEALTH på Aarhus Universitet, Allan Flyvbjerg, på, at debatten nogle gange ikke skelner mellem lægelige ph.d.’er og sundhedsvidenskabelige ditto. Det kan forplumre billedet. Set over alle fire lægeskoler er under halvdelen af de sundhedsvidenskabelige ph.d.’er medicinske kandidater. Faktisk er HEALTH i Aarhus ene om at have et lille flertal af læger – på 52 pct. – blandt sine ph.d.-studerende.
Faktaboks
”Noget af kritikken over for sundheds ph.d.’erne har været, at uddannelsen blot var et karrieretrin for læger i sundhedssystemet. Der har været en indikation af, at det kun er læger, men vi kan jo bevise, at omkring halvdelen ikke er læger. Vi har også f.eks. biologer og idrætsstuderende”, siger han.
HEALTH var allerede inden ministeriets udmelding på vej med sin egen analyse af, hvad der sker med de færdige ph.d.’er, hvor de havner, og hvad de så at sige får ud af de tre år, en ph.d. typisk tager.
”Jeg mærkede allerede for en to-tre år siden, at der rejste sig en kritik over for sundheds ph.d.’er. Og bl.a. inspireret heraf besluttede vi at lave en intern undersøgelse. Jeg hilser for øvrigt diskussionen om kvaliteten og antallet af de danske ph.d.’er velkommen”, siger Allan Flyvbjerg.
Det, han til gengæld ikke ville hilse velkomment, er en eventuel indblanding fra ministeriets side.
”Det mest skræmmende ville være en ministeriel udmelding fra centralt hold om, hvor mange vi må uddanne og som en konsekvens heraf beskære vore basismidler. Vi er under stramme tøjler nok i forvejen”.
Ole Skøtt, dekan på Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet på Syddansk Universitet synes, antallet af ph.d.’er på det lægelige område ”ligger meget fornuftigt”.
Han venter heller ikke, at den spareøvelse, som universitetet p.t. har gang i bl.a. på grund af det nye omprioriteringsbidrag og nedskæring på forskningsmidlerne, kommer til at gå ud over ph.d.’erne.
”Vi synes, det er et vigtigt område”, som han siger.
”På hospitalerne er der jo mange steder, de har valgt at satse mere på forskning – også på andre hospitaler end universitetshospitalerne. Man har bemærket sig de mange positive afledte virkninger af at have forskning på afdelingerne, bl.a. at det bliver nemmere at rekruttere gode folk. Men også beredskabet til at følge med i, hvad der sker videnskabeligt og evnen til at tage nye behandlingsmetoder i brug. Det går faktisk meget hurtigere, når folk har forskningstræning. Disse forhold har også medført at vi oplever et betydeligt ønske fra vores aftagere, dvs. hospitalerne, om ikke at reducere i vores ph.d. satsning”, siger han.
”Det kan godt være, at ikke alle publicerer helt vildt oven i, men de har et grundlag. Det er ikke spildt”.
Københavns Universitet er ramt af de samme sparekrav som de øvrige universiteter, og det kommer i denne omgang til at gå ud over ph.d.’erne.
”I 2016 opslår vi ikke fuldt finansierede ph.d. stipendier i fri konkurrence. Slet ikke. Vi er nødt til at spare. Og hvis man slår dem op nu, så er vi forpligtet (økonomisk, red.) de næste tre år. Vi har udmøntet ret mange midler de forrige år og har stadig store forpligtelser”, siger prodekan for forskning på SUND på Københavns Universitet, Birthe Høgh.
Hvad angår de lægelige ph.d.’er gør hun opmærksom på, at stigningen ikke er kommet ud af den blå luft. En tidligere regering – for øvrigt mens Lars Løkke Rasmussen (V) var sundhedsminister – gav dem et incitament. Nemlig fireårsreglen – senere femårsfristen. En ph.d. kan udsætte det tidspunkt, fristen begynder at tælle fra. En anden medvirkende årsag kan være, at en ph.d. kan øge chancen for, at de unge læger kan komme ind i de mest konkurrenceprægede specialer.
”Det kan gøre, at flere søger ind, selv om det egentlig ikke er for at ville være forskere. Det kan man ikke klandre de unge mennesker for”, siger hun.
En anden faktor er regionerne, der som bekendt driver hospitalerne.
”Det har stor betydning for hospitalerne, at læger har beskæftiget sig med forskning. De kan se kritisk på nye lægemidler og behandlingsmetoder, og regionerne har puttet rigtig mange penge i ph.d.’er i de senere år”, siger hun.
”Regionerne vil gerne have læger, der skal skelne. Ph.d’erne får en videnskabelig tænkning, og derfor kan de se kritisk på f.eks. ny medicin og nye metoder. Det er en god investering, og jeg synes bestemt ikke, der er for mange ph.d.’er”.
Oprindelig startede ph.d.-satsningen med de såkaldte globaliseringsmidler, som endnu en Venstremand – daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen – tog initiativ til efter en tur til Kina. Kort sagt gik det op for ham, at der var et kapløb i gang, som i hans optik burde vindes på viden, hvis Danmark skulle kunne gøre sig gældende.
Det var i 2004. Tilbage i Danmark blev resultatet en såkaldt globaliseringsfond, som imidlertid udløb i 2012. Derefter begyndte debatten om mængden af ph.d.’er for alvor at dukke op.
I international sammenhæng er Danmark dog ikke i toppen på det punkt. I OECD ligger Danmark på en 18. plads målt på antallet af ph.d.’er – ikke kun de sundhedsvidenskabelige - i forhold til den voksne befolkning.
I toppen ligger Schweiz med mellem 25 og 30 ph.d.’er pr. 1000 indbyggere mellem 25 og 64. Det schweiziske niveau er langt højere end alle andres. Andenpladsen indtages af Østrig med lidt over 15. Danmark kan præstere under ti.
Læs også: Uddannelses- og Forskningsministeriet vil undersøge, om for mange læger tager en ph.d.
Læs også: Ph.d. eller ej?
