Lægetitlen er ikke beskyttet

Der er sådan set ikke så meget at rafle om i Lov om udøvelse af Lægegernings § 23: »Den, der uden at have autorisation som læge, betegner sig som læge eller på anden måde, der er egnet til at vække forestilling om, at han har en sådan autorisation, straffes med bøde«. Alligevel har kinesiske behandlere i Danmark med en uddannelse i traditionel kinesisk medicin i årevis konsekvensfrit benævnt sig læger.

På Zhuo Zhuo Wangs hjemmeside for klinikken i Århus kunne man for eksempel den 27. februar 2002 læse følgende præsentation: »Medicinsk universitetsuddannet. Kinesisk statsaut. læge i kinesisk lægekunst/akupunktur. Reservelæge i Kina med 18 års erfaring. Specialist i komplicerede og kroniske sygdomme«.

Ole Hartling skrev i Ugeskrift for Læger nr. 4 2002 indlægget »Lemfældigt tilsyn med autorisationer«, hvor han kritiserede Sundhedsstyrelsen for at forholde sig passivt til lovovertrædelserne.

Medicinaldirektør Jens Kristian Gøtrik svarede Ole Hartling: »Bliver vi bekendt med alternative behandleres mulige alvorligere overtrædelser af autorisationslovgivningen, sender vi sagerne til politimæssig undersøgelse«.

Meget tyder på, at udtrykket »alvorligere« virkelig skal tages - alvorligt. Mogens Winther fra Skeptica (se nedenfor) kontaktede i august og september 1999 Sundhedsstyrelsens 2. kontor for at spørge til gyldigheden af anvendelse af lægetitlen hos tre behandlere med en uddannelse i kinesisk traditionel medicin, heriblandt Zhuo Zhuo Wang. Winther sendte også udskrift af de pågældende behandleres hjemmesider til Sundhedsstyrelsen.

Den 12. september fik Mogens Winther svar fra Sundhedsstyrelsens sagsbehandler på området, Henning Sandau:

»Sundhedsstyrelsen er fra anden side bekendt med én af hjemmesiderne, hvor det oplyses, at vedkommende er kinesisk uddannet læge, hvilket efter Sundhedsstyrelsens opfattelse ikke er i strid med lov om reklamering for sundhedsydelser. Sundhedsstyrelsen er ikke bekendt med de to øvrige webadresser, men styrelsen agter på det foreliggende grundlag ikke at foretage sig videre«.

Kom igen

Ugeskrift for Læger har igen i år forsøgt at få Sundhedsstyrelsens 2. kontor til at tage kinesiske alternative behandleres ulovlige brug af lægetitlen op. Den 14. februar ringede vi til Henning Sandau, som i første omgang afviste at klikke sig ind på de kinesiske lægers hjemmesider med henvisning til, at 2. kontor ikke havde ressourcer til at »surfe på nettet«.

Jeg henviser jo til to konkrete hjemmesider?

Det kan vi ikke se på - slet ikke på basis af en telefonsamtale.

Du blev af Mogens Winther gjort opmærksom på de pågældende hjemmesider i 1999, og han sendte dig en udskrift af siderne.

Vi forholdt os til loven om reklamering for sundhedsydelser, og der var efter vores opfattelse ikke tale om en overtrædelse at oplyse, at man er kinesisk uddannet læge.

Men det er jo en overtrædelse af Lægelovens § 23 at kalde sig læge uden dansk autorisation?

Vi har kun forholdt os til sagen set i forhold til loven om reklamering for sundhedsydelser.

Så vil jeg sende dig et brev med udskrift af hjemmesiderne og bede dig om at se dem i lyset af Lægelovens § 23.

Ugeskriftet kontaktede Henning Sandau igen den 19. februar, hvor han meddelte, at han på grund af Sundhedsstyrelsens flytning endnu ikke havde haft tid til at se på sagen.

Hvornår kan jeg så ringe?

»Prøv om en uge«.

Ugeskriftet kontaktede Henning Sandau den 27. februar.

Er I kommet videre med sagen?

Jeg har ikke kigget på det. Jeg ved heller ikke, hvornår jeg får tid. Det er ikke det, der prioriteres højest.

Vil det sige, at I ikke vil se på det?

Jo, du har jo sendt os et brev, men nu ved jeg ikke, om du har fået et kvitteringsbrev?

Nej.

Nå, men der vil vi skrive, at vi ikke kan love dig, hvornår du vil få svar.

Ingen tvivl hos embedslæge

Ugeskriftet kontaktede i forbindelse med denne artikel også embedslægerne i Århus for at spørge, om man set fra deres synspunkt vurderede, at Wangs hjemmeside var lovlig.

Embedslæge Kirsten Molsted slog med det samme op på siden: »Kinesisk læge Wang ... statsautoriseret kinesisk læge ... specialist i komplicerede og kroniske sygdomme« ... det er soleklart, at hun ikke må kalde sig læge uden dansk autorisation, og selv som læge må man jo ikke reklamere på den måde.

Kinesere i Danmark med en uddannelse i Traditional Chinese Medicine, TCM, præsenterer sig ofte som læge.

Ja - går den, så går den - og chancen er ret god, for vi overvåger ikke internettet.

På forespørgsel fik jeg i 1998 fra Sundhedsstyrelsens 2. kontor oplyst, at Sundhedsstyrelsen på grund af nettets opbygning og hurtige forandring ikke brugte ressourcer på overtrædelser af loven på internettet. Jeg vil nu sende den konkrete sag til Sundhedsstyrelsen«.

Har I nogensinde før sendt en sag om en alternativ behandlers måde at præsentere sig selv på til Sundhedsstyrelsen?

Ikke i de 3 år, jeg har været her. Sundhedsstyrelsens 2. kontor har principielt en positiv holdning til befolkningens ønske om at benytte alternativ behandling. Derfor skal der være en vis alvor i sagen. Det kunne for eksempel være, at en alternativ behandler anbefaler en patient at tage et helsekostpræparat i stedet for malariapiller. Men vi får ikke medhold i at gribe ind over for behandlere, som puster sig selv lidt op eller giver et tvetydigt råd.

Indirekte støtte

Ole Hartling er forundret over, at der tages så let på autorisationsområdet - vel vidende at beskyldninger om brødnid let begynder at fyge i en sag som denne.

»Jeg forventer ikke, at Sundhedsstyrelsen favoriserer læger. Men jeg forventer sandelig heller ikke, at styrelsen i særlig grad beskytter alternative behandlere.

Sundhedsstyrelsen forholder sig meget passivt til de uregelmæssigheder, der foregår på det alternative marked som fx misbrug af titler. Det ser ud til, at styrelsen simpelthen ikke ønsker at føre tilsyn med autorisationer på dette område. Sundhedsstyrelsen har i medierne igen og igen henvist til ressourcemangel og siger, at den først går ind i den slags sager, når den, bliver oplyst om en ulovlighed.

Styrelsen må mene, at den først griber ind, når der sker overgreb på patienterne, for det er jo i sig selv ulovligt at kalde sig læge, hvis man ikke har dansk autorisation, og styrelsen har fået forelagt flere eksempler på dette uden at reagere. Det må da ligge inden for res sourcerne at skrive til for eksempel kinesiske behandlere og bede dem om at holde op med at kalde sig læge. Mere skal der sikkert i virkeligheden ikke til.

Når det ikke sker, er det en indirekte støtte til alternative behandlere, oven i købet den del af branchen, som pynter sig med lånte fjer. Jeg har konkrete eksempler på, at man som borger ikke kan få svar fra landets sundhedsstyrelse på, om en kinesisk behandler er autoriseret som læge eller ej. Det kan da ikke være svært eller særlig ressourcekrævende at finde ud af det, når det nu er Sundhedsstyrelsen selv, som udsteder autorisationerne.

Mit ærinde er ikke at lyse alternativ behandling i band. Jeg ser meget nødig en situation, hvor patienten ikke rigtig tør sige til lægen, at hun følger alternativ behandling, og hvor lægen ikke lytter. Jeg tror, at alternative behandlere kan give mennesker noget, de har glæde af. Det er fint, at man som på Boston Cancer Institute giver patienterne adgang til fx lægende bade og diætvejledning, og det er godt, hvis omsorg og personlig ansvarliggørelse af patienterne får større plads i sundhedssystemet. Lad os med andre ord lære af det gode, der gives i mange af de alternative tilbud«, opfordrer Ole Hartling.

Farlig forhaling

Hans ærinde i denne sag er noget andet og ganske alvorligt:

»Jeg har noget imod at mennesker bliver snydt. Og i den forbindelse er det meget problematisk at foregøgle befolk, at området er kontrolleret. Det er rigtigt, som Gøtrik skrev i sit svar til mig i Ugeskriftet, at folk da godt ved, at det er en alternativ behandler, de søger, men hvis denne behandler benævner sig selv læge eller doktor eller professor, tror folk alligevel, at de bliver behandlet af en autoriseret sundhedsperson. De venter måske så med at gå til egen læge, fordi de allerede mener sig i lægehænder. Man kan ikke forlange, at de skal kunne gennemskue, at behandlingerne ikke er ligestillede.

Jeg har set et eksempel på en mand, som gik længe med blod i urinen, medens han fik ordineret forskellig slags urtete og homøopatiske præparater af en alternativ behandler. Patientens problem var imidlertid blærepapillomer, som nåede at udvikle sig til invasiv kræft.

Tager forbehold

Sundhedsstyrelsen har flere gange forsvaret sin passivitet med, at selve de alternative behandlinger er ganske fredelige. Det er generelt rigtigt. Men hvis lægebehandling udskydes, kan det altså få meget ufredelige resultater. Og det er da oprørende, at for eksempel ulykkelige forældre smider tusindvis af kroner ud på akupunkturbehandling hos en alternativ »doktor« i den tro, at deres barn kan blive kureret for fx medfødt blindhed.

Sundhedsstyrelsen henholder sig også til, at der ikke kommer klager. Men de alternative behandlere sælger jo »varen« ved at påstå, at behandlingerne hjælper fx 70% af blinde og svagsynede. Folk går skuffede fra behandlingen og har brugt en masse penge, men de kan jo godt se, at de ikke har grundlag for klage, fordi de blot uheldigvis hørte til de 30%.

Måske er der også tale om mennesker, som er meget syge og derfor ikke har overskud til at henvende sig til myndighederne. Hvis de så oven i købet, når de fx spørger til behandlerens eventuelle autorisation som læge, doktor eller professor, bliver mødt med den afvisende holdning, Sundhedsstyrelsen har lagt for dagen, er det heller ikke så mærkeligt, at klagerne bliver få.

Går du ind for, at alternative behandlere skal autoriseres?

Det er da ikke en utænkelig tanke. Det var jeg inde på før. Og det kunne måske være med til at udskille fjernhealing, syvstjerneterapi, homøopati og lignende ren mystik. Men jeg er imod, at alternativ behandling indirekte sidestilles med evidensbaseret medicin, og at vi i Danmark kritikløst overtager udlandets holdning til behandlingerne. Homøopati er fx anerkendt i Indien og Tyskland. Traditionel kinesisk medicin er anerkendt i Kina, men det gør altså ikke behandlingerne mere evidensbaserede«, fastslår Ole Hartling.

Vejledning i amoral

Mogens Winther, som i 1999 gjorde Sundhedsstyrelsen opmærksom på problemet med forkert brug af titler har i mange år været aktiv i Skeptica, Danske Skeptikeres Netværk, som er etableret for at oplyse om skepsis, videnskab, videnskabshistorie og -filosofi. Han har i flere sammenhænge oplevet Sundhedsstyrelsen som sendrægtig i forhold til henvendelser om alternative behandlere. »Styrelsen nægter ifølge medicinaldirektørens svar til Ole Hartling at optræde som ,moralsk vejleder for den alternative behandlerbranche`. Men er styrelsens passivitet ikke netop at vejlede det alternative behandlermarked i en retning, hvor alt åbenbart er tilladt og begreber som god moral fremmedord?«, spørger Mogens Winther.

Behandler reagerede

Kinesisk behandler Qunhui Mao reagerede på Ole Hartlings indlæg i Ugeskrift for Læger med et læserbrev. Brevet og Ole Hartlings svar kan af produktionstekniske grunde først bringes i næste nummer, men Qunhi Mao finder det rimeligt at søge at hindre vildledende betegnelser i forbindelse med sundhedsvirksomhed, og meddeler, at hun fremover vil undlade at anvende danske oversættelser af titler, hun har erhvervet i Kina.

Ugeskrift for Læger har kontaktet Zhuo Zhuo Wang for at spørge, om hun er opmærksom på, at man ikke må kalde sig læge uden dansk autorisation

»Jeg kalder mig jo ikke dansk, men kinesisk læge. Jeg kan ikke se problemet. Har der været nogen klager?« spurgte Zhuo Zhuo Wang.

Det er som sagt ulovligt at kalde sig læge uden dansk autorisation. Er det noget, du vil kigge på i din præsentation?

»Ja, jeg vil kigge på det«.