Lægevidenskabelig forskning i Danmark

Drømmen er, at lægevidenskaben igen kan bidrage med noget nyt, der gør en forskel for den enkelte og for folkesundheden.

Det er hovedsageligt i løbet af de sidste 50 år at lægevidenskaben og sundhedsvæsenet har udviklet sig til den model, vi kender i dag. Modellen har haft en enorm succes. Forskningen frembragte resultater som prægede den kliniske hverdag, og som gjorde en forskel for den enkelte i form af bedre behandlingsresultater. Resultaterne kunne også aflæses i statistikkerne over sygelighed og dødelighed for hele befolkningen. (Poliovaccination og antibiotisk behandling af meningitis gjorde en forskel). Men efterhånden stødte modellen mod et vækstloft, en grænse for sin ydeevne i samfund som vores. Det er således bemærkelsesværdigt, hvor lidt der er sket de sidste ca. 20 år. Den enorme vækst i lægevidenskabelig viden modsvares langtfra af en tilsvarende forbedring af behandlingsresultaterne. Der er nok tale om en videnseksplosion, men den har kun haft ringe gennemslagskraft på behandlingsresultaterne i den kliniske hverdag, (ringe impact ). (Mammografiscreening, osteoporosemedicin og statiner gør ikke en forskel).

Sideløbende med denne udvikling har den lægevidenskabelige forskning mere og mere lukket sig om sig selv. Den har mistet jordforbindelsen, og er blevet et mål i sig selv - en kritik som man også har rettet mod den økonomiske videnskab (1). Forskning måles nu ikke efter dens nytteværdi for den enkelte eller for folkesundheden, men efter hvor meget den citeres i internationale tidsskrifter (en anden form for impact ). Er den lige så god som forskningen på John Hopkins Universitetet? - Eller efter dens kommercielle succes. Er der penge i det? Samtidig fungerer forskningen i en hel række andre sammenhænge, som fx karrieremæssig meritering og tiltrækning af lægelig arbejdskraft til sygehusene, hvorved den kommer til at præge sundhedsvæsenets struktur. Forskning er blevet et mantra. Alle skal forske. Hvad målet med forskningen egentlig er - ud over forskningen selv og økonomisk gevinst - fortaber sig.

En anden følge af modellens aftagende gennemslagskraft er den målforskydning, man kan observere. Fra at fokusere på behandlingsresultater bevæger opmærksomheden sig mod andre temaer som kvalitetssikring, akkreditering, it, patientsikkerhed, implementering af guidelines, opsporing og behandling af risikofaktorer hos raske mennesker og ventelister.

Når man udskriver en prisopgave som denne, er det utvivlsomt et udtryk for, at man erkender, at der er et problem. Men hvori problemet består, og hvordan det skal løses, har man måske ikke gjort sig klart. Der er en tendens til, at man foretrækker besvarelser, som bevæger sig inden for det allerede herskende tankeunivers. Man ønsker fuld turbo på »det nyeste af samme slags som tidligere« (som vores kollega Noe Næraa har udtrykt det).

Man kunne i stedet gøre det tankeeksperiment, at man midlertidigt standsede al lægevidenskabelig forskning for at få en tænkepause, hvor man overvejede, hvad målet med forskningen er, og om vi ikke allerede har en mængde viden, som vi af en eller anden grund ikke udnytter.

Vores nuværende model vil fortsat kunne bidrage med meget godt, specielt for den enkelte; men vi skal ikke forvente noget afgørende nyt og væsentligt til løsning af verdens sundhedsproblemer fra denne model.

Verden har nemlig ændret sig, og modellen har udspillet sin rolle som den store fornyer. Verdens største sundhedsproblemer er fattigdom, underernæring, social ulighed, sociale konflikter og krig, overbefolkning samt ødelæggelse af natur og miljø. Hvordan kan lægevidenskaben og lægerne medvirke til at løse disse problemer? Det er det egentlige spørgsmål, som vi skal stille os. Nye PET-scannere og genteknologi kan ikke gøre det - og kan virke som malplaceret luksus. Er det nogle helt andre spørgsmål lægevidenskaben skal besvare? Skal vi anvende andre forskningsmetoder? Skal lægerne i fremtiden have en anden rolle?

Lægevidenskaben søger i øjeblikket mere og mere ned i detaljen - til molekyler og gener. I stedet må man vende blikket den anden vej mod komplicerede, dynamiske sammenhænge: mennesket som en helhed med kultur og religion, som medlem af samfundet, og som en del af de økosystemer, som er forudsætningen for vores sundhed.

Jeg håber, at besvarelserne af denne prisopgave kan medvirke til at udfri den lægevidenskabelige tanke fra dens nuværende fangenskab.

Brovst