Læring og læringsstrategier

»It's not practice that makes perfect (stupid). It's perfect practice that makes perfect.« Dette var et af budskaberne fra Richard Reznick. Han fremlagde en 8-punkts-plan for, hvorledes et uddannelsesforløb kan optimeres og tidsmæssigt reduceres, bl.a. ved at intensivere oplæring i kliniske færdigheder, minimere spildtid og indbygge daglige, meningsfulde (!) evalueringer. Reznick påpegede, at det tager mange år, alt for mange år, at uddanne speciallægen, og oveni kommer så, at arbejdstiden bliver kortere og kortere. Derfor skal efter- og videreuddannelse være meget mere fokuseret. Som eksempel på værdien af den praktiske træning viste han, hvorledes bronkoskopi med anvendelsen af en simpel model med træplader med huller i gav et langt bedre resultat end almindelig undervisning. Og han viste værdien af, at læringen får tid til at bundfælde sig. Han viste også, hvor effektfuld den daglige, velovervejede og velplanlagte evaluering er. Fælles gennemgang for alle involverede af en præoperativ checkliste reducerede mærkbart antallet af utilsigtede hændelser. Denne effekt tilskriver han dels den rent tekniske side, dels - og ikke mindst - at denne korte præoperative seance har en stor positiv effekt på kommunikationen mellem de involverede parter under operationen. Meget effektivt i al sin enkelhed.

Etienne Wenger fokuserede især på kunsten at lære sammen og lære af hverandre. Han summerede op, at vi har brug for hverandre til at løse problemer, at høre på andres historier (og lære af dem), at håndtere og implementere ændringer og at undgå den individuelle »blindhed« over for nye behandlinger, metoder, rutiner m.v. Vi skal også bruge hverandre til at reflektere over, hvad vi gør, hvordan vi gør det, og hvordan vi kan forbedre vores handlemønstre og flytte grænser. Og i fællesskabet skal vi overveje, hvorledes vores vidensmængde skal vægtes i den praksisorienterede hverdag. Disse overvejelser kan vi systematisere ved at fastlægge de elementer, der indgår i en triade mellem det aktuelle felt, man befinder sig i, det omgivende samfund, som feltet er placeret i, og den praksis, der anvendes inden for feltet. Dertil kommer så identifikation af ydre faktorer, som indvirker på triaden: Hvem støtter, hvem deltager, hvorledes er de økonomiske forhold, og hvordan plejes feltet.

De to indlæg var kombineret med fire workshopper, »At agere godt i den kirurgiske sandkasse« og »At dyrke praksisnetværk« under henholdsvis Reznick og Wengers ledelse, samt »Slip dialogen løs i undervisningen« under ledelse af Berit Eika og kolleger fra enhed for Medicinsk Uddannelse, Aarhus Universitet, og »Simulering som metode i lægers videre- og efteruddannelse med vægt på metode. Findes der begrænsninger?« arrangeret af Torben Wisborg og Åse Brinckmann Hansen fra Den norske lægeforening.

Dagen var godt investeret. Der var nye perspektiver og mange indtryk, som gav anledning til refleksioner. Vi kan og bør hele tiden blive bedre til at lære.

Fakta

Etienne Wenger og Richard Reznicks indlæg på konferencen kan ses på Lægeforeningens E-læringsportal med adgang via Laeger.dk:

Læger.dk