Læserbrev

Der har de seneste år været fokus på præhospitalsbehandling. Dette har ført til en betydelig forbedring af ambulancebehandlernes uddannelse over hele landet med en deraf følgende stigende behandlingskompetence. Når det drejer sig om den lægelige og sygeplejemæssige indsats præhospitalt, er der meget store forskelle afhængig af de enkelte amters tiltag.

Der er i flere amter gjort forsøg på at inddrage de praktiserende læger i beredskabsordninger for at styrke det præhospitale beredskab. Der findes således ordninger med ambulancelæger, hvor det er praktiserende læger, der rykker ud til ulykker og alvorlige sygdomme. Disse aftaler fungerer i flere amter. Ambulancelægerne indgår i formaliserede vagtordninger og kører i egne specialindrettede biler med udstyr og medicin til nødbehandling af patienterne.

Vi mener, at det er muligt at supplere dette beredskab med praktiserende læger, der normalt står uden for disse ordninger.

I tyndt befolkede områder er der flere steder et samarbejde mellem Falcks vagtcentraler og de lokale læger. Dette fungerer ved, at man ringer til den praktiserende læge i dagtiden, hvis der sker ulykker tæt på lægens konsultation.

Mange praktiserende læger har stor erfaring fra deres hospitalstid eller kurser i nødbehandling. Disse læger kan yde en væsentlig indsats med nødbehandling, når de er i nærheden og kan tilkaldes eller tilfældigt kommer forbi. Ligeledes kan lægevagten udnyttes uden for dagtiden.

I ovennævnte situationer er der dog en vigtig forudsætning, der skal være opfyldt, for at lægen kan yde meget mere end almindelig førstehjælp. Lægen skal råde over udstyr og medicin, som han er fortrolig med til nødbehandling.

I Sverige er distriktslægen ansat af länet og indgår i det samlede beredskab. Der er derfor på lægestationen placeret behandlerudstyr og udrykningsdragt, som er betalt af länet.

Overenskomsten med Sygesikringen levner ikke mulighed for en deltagelse i akutarbejdet på et økonomisk forsvarligt grundlag. Hvis man som praktiserende læge i dagtiden rykker ud til en patient, kan det være direkte underskudsgivende. Genoplivningsudstyr skal finansieres af den enkelte læges privatøkonomi, selv forbrugsvarer som infusionsvæsker, dropudstyr tuber og lignende stilles ikke til rådighed. En del af dette udstyr har en tendens til at blive uddateret så kvaliteten er svingende.

Det må være muligt at finde en form, således at interesserede praktiserende læger kan få udstyr stillet til rådighed og samtidig få en honorering, så ydelsen ikke direkte er tabsgivende. Et genoplivningssæt koster 10.000-15.000 kr. og forbrugsvarer beløber sig til 1.000-3.000 kr. pr. år.

Hvis den indsats den enkelte læge yder, ikke bliver værdsat af samfundet, vil der automatisk ske en nedprioritering og værdifuld erfaring, uddannelse og håndelag vil være tabt.

Debatten har båret præg af, at man er bange for, at det skulle blive obligatorisk for almen praksis at deltage. Der kan være mange grunde til ikke at deltage, f.eks. uddannelse eller den enkeltes fysik. Man må væk fra den betontankegang, at når alle ikke kan være med, skal ingen.

Vi forestiller os, at der etableres en ordning således at de praktiserende læger, der har erfaring i nødbehandling, kan få stillet et behandleudstyr til rådighed som er skræddersyet til den enkelte læges behov og kunnen. Det må jo være i amternes interesse, at der er flest muligt praktiserende læger, der har mulighed for at kunne deltage i nødbehandling.

Vi kan forestille os en ordning, hvor der udfærdiges en liste over det udstyr og de lægemidler, som den enkelte læge har til rådighed. Det skal så aftales, at udstyret kan anskaffes og genanskaffes ved forældelse eller forbrug. Som sygesikringsaftalen fungerer, kan man kun få dækket lægemidler, som er brugt i en behandlingssituation.

Vil amterne have et bedre præhospitalsberedskab, er det ikke gratis. Men en ordning som den ovenfor beskrevne er en billig måde at gøre beredskabet bedre i de områder, hvor der ikke findes lægeambulancer eller ambulancelægeordninger eller til supplement af disse.

LOK 2002

Deltag i debatten og send gerne indlægget som e-mail til bma.plo@dadl.dk eller fremsend en diskette. Et indlæg må normalt fylde max. 400 ord.