Læseværdigt psykologisk indspark i debatten om sociale medier og digitale uvaner

I 1854 brugte filosoffen Henry David Thoreau udtrykket brain rot om ureflekterede vaner, intellektuel dovenskab og undertrykt nysgerrighed. I 2024, 170 år senere, blev brain rot udnævnt til årets udtryk af Oxford University Press. I dag er brain rot nemlig lige relevant og skyldes ifølge en ny bog vores dårlige digitale vaner og passive skærmforbrug.

Rasmus Lund-Nielsen er stresspsykolog og medlem af folketinget (M), og ifølge ham gør vores overforbrug af skærme hjernen mere distraherbar, mere stresslabil og mere styret af lyst end af langsigtet planlægning. Det har konsekvenser både for den individuelle hjerne, men også for samfundet og vores arbejdsstyrke på sigt.

For Rasmus Lund-Nielsen opstår moderne brain rot på grund af digital overstimulering. Bogen forklarer, hvordan den konstante adgang til dopaminerg mental junkfood forringer vores kognitive funktionsniveau og vores evne til at ignorere distraktioner, og gør hjernen mere styret af lyst end af planlægning. Denne lyststyring medfører, at arbejde, modgang og behovsudskydelse opleves som nærmest traumatiserende, og forfatteren tolker digitalt overforbrug som en direkte medvirkende årsag til den store stigning i stress og skolevægring de senere år.

Bogen består af to dele. Den første mest klinisk relevante del af bogen handler om problemet: Hvorfor er det så nemt at blive distraheret af telefonen, og hvad gør de konstante afbrydelser ved vores evne til at koncentrere os? Hvordan forårsager den lyststyrede hjerne nedsat stresstærskel og forringet kognitionsniveau?

Forfatteren ekstrapolerer individuel mistrivsel og kognitiv forringelse til en tikkende bombe under samfundet og velfærden. Spørgsmålet er nemlig, om børn og unge, der ikke kan gå i en normal skole, kan varetage et normalt arbejde, når de bliver voksne. Kan vi forvente en eksplosion i arbejdsvægring om 10-15 år?

Anden del af bogen handler om fremtidens løsninger. Nutidens trivselskrise kan ikke løses på individniveau, for hjerner, som er flasket op i digital kakofoni, kan ikke bare »tage sig sammen«. Forfatteren foreslår derfor, at digital dannelse kommer på programmet i folkeskolen og hos sundhedsplejersken, så forældre fra starten bliver opmærksomme på, hvilke dårlige vaner de giver videre til deres børn.

Et gammelt ordsprog hedder, at »modgang styrker karakteren«. Selv om Rasmus Lund-Nielsen ikke citerer talemåden direkte, er det én af bogens centrale pointer. For at imødekomme den lyststyrede og stressfølsomme hjerne foreslår Rasmus Lund-Nielsen, at vi gør op med kravfobi og genindfører en fornuftig mængde af udfordringer, der skal stimulere psykisk robusthed.

Samtidig foreslår han begrænsning af skærme i skolen frem for total abstinens, for selv om børn og unge skal uddannes digitalt, tilbyder skærmene lige nu så mange distraktioner, at undervisningen nærmest bliver en slags baggrundsstøj.

»Tetris-effekten« er velskrevet med talrige referencer til psykologisk evidens, filosofiske hovedværker og til dels neurovidenskabelig forskning, der underbygger forfatterens hypoteser. Bogen er et læseværdigt psykologisk indspark i debatten om sociale medier og digitale uvaner og giver mindelser om Imran Rashids bøger »Sluk« og »Skærmsund«. Derfor er bogen klinisk relevant for læger, som arbejder med digital sundhedsfremme.

Men alle kan nu anbefales at slukke telefonen i en weekend og læse »Tetris-effekten« i stedet for.