Content area

|

Læsning i skyggen af Covid-19

Forfatter(e)
Lene Agersnap Speciallæge i almen medicin og redaktør for Perspektiv

Gennem samtaler med venner og kolleger har jeg erfaret, at jeg ikke er alene med en underlig rastløshed, når klinikken lukker og den sidste videosamtale forsvinder fra skærmen.

Museer, teatre og biografer er lukkede og Perspektiv kan ikke skrive om forestillinger og udstillinger der ikke finder sted. Og der er loft på samværet med familie, venner og kolleger. Der er selvfølgelig altid de uskrevne artikler og en indbakke med endnu ikke nærstuderede beskeder på 21 sider fra Sundhedsstyrelsen, hver gang startende med historien om en ny virus fra Wuhan. Men sommetider rækker det mentale overskud ikke til det.

Det er her minderne om barndommens kedelige søndage trænger sig på, så det næsten er muligt at fornemme den ambivalente duft af nykogt torskerogn, der står til afkøling i vindueskarmen i køkkenet. Lyden af radioens pausesignal. Uendelighed på den ufede måde. Men samtidig var det vel netop trangen til transcendens, der blev den kraft, der i sin tid beredte flugtvejen til skønlitteraturens verden. Glæden ved at forsvinde over i en anden virkelighed, fjernt fra nye retningslinjer, truslen om klagesager og personlige såvel som globale tragedier blev til dels født af kedsomhed.

Når det først var lykkedes at blive skudt ind i en ny og forunderlig verden, skulle der mindst et tordenskrald til for at vække fortryllelsen. Og mange timer i andet (og bedre) selskab end det umiddelbart tilgængelige er stadig aldrig længere væk end e-reolen, boghylden, biblioteket eller den nærmeste boghandel, der endnu ikke er lukket.

I starten af Covid-19-epidemien, hvor det var svært at løsrive sig fra nyhedsstrømmens endeløse båndsløjfe måtte jeg personligt løbe mig i gang med digte for at genstarte evnen til at blive opslugt af fiktion. 

F.eks. dette af Mary Oliver fra bogen “A Thousand Mornings": 

I go down to the shore in the morning

and depending on the hour the waves

are rolling in or moving out,

and I say, oh, I am miserable,

what shall -

what should I do? And the sea says

in its lovely voice:

Excuse me, I have work to do

Da digtene havde bundfældet sig, var det tid atter at tage fat på romanerne. Rachel Cusks trilogi, ”Outline”, ”Transit” og ”Kudos”, som også nyligt er udkommet på dansk, er fremragende læsning for enhver, som måtte ønske at blive optaget af bøger, der umiddelbart fænger samtidigt med at indholdet er så langt fra tomme kalorier, som man kan komme.

Fortællerstemmen tilhører en midaldrende, fraskilt kvindelig forfatter, Faye, der på mange punkter deler vilkår med Rachel Cusk. Men hun giver sig kun indirekte til kende i mødet med de mange karakterer, hun støder på undervejs i romanen og hvis fortællinger hun på raffineret vis får dirket ud af dem. Stilen er således langt fra et autofiktivt værk a la Knausgaard, som langsomt endevender egne reaktioner på den omgivende verden til glæde for mange og til irritation for måske endnu flere.

Cusks strategi er helt modsat: som en moderne Karen Blixen er det de andres fortællinger, der fascinerer Faye og efterhånden forstår man som læser, at en række af de skitserede dilemmaer er spejlinger af både fortællerens, forfatterens og måske endda læserens egen erfaringsverden, foruden at det ret og slet er gode historier.

Som eksempel på denne kunst kan nævnes Fayes møde med en mand i et fly, som havner i et nabosæde, voldsomt træt efter en hektisk og søvnløs nat, præget af tvivl om hvad der var det rigtige at gøre i en akut situation i hans liv. Historien om dette dilemma er i sig selv en fabelagtig fortælling, som det ville være synd at røbe her. Men da han efter fuldbragt gerning i udmattet tilstand endelig sidder i bilen på vej til lufthavnen i præ-Brexit England, er det som om den skilteskov af ”remain” og ”leave”, der flankerer vejen taler direkte til ham og bliver en externalisering af et evigt, universelt, indre dilemma – skal jeg blive eller skal jeg gå?

En anden sigende scene foregår i et sydeuropæisk land, hvor Faye skal interviewes af en ung kritiker, som foruden et selvbevidst ydre medbringer en stabel af bøger til seancen, med hundredevis af post-it sedler stikkende ud fra siderne. Tænkt som en indledning på sit interview, deler den unge kritiker gavmildt ud af selvbiografiske elementer, sit forhold til kunsten og diverse andre lærde iagttagelser. Faye lytter, måske tavst, måske stimulerer hun hans fortælling med små nik. Så bliver de afbrudt. Hans tid er gået.

Måske består noget af denne læsers begejstring i at romanen minder om den del af den praktiserende læges arbejde, der består i at få patienten til at dele ud af sine væsentlige livserfaringer. Når dette sker, kan der i mødet opstå et tredimensionelt menneskeligt billede, hvor lægen er tilstede som en slags fremkaldervæske.

Ligesom Rachel Cusk indimellem forholder sig kritisk til troværdigheden af sine romankarakterer og stiller ærlige modspørgsmål i forhold til en medpassagers selvfremstilling, gælder det også i konsultationsrummet om at fange en eventuel dissonans og med patientens hjælp søge den opklaret. Alle, patienter såvel som læger, kender til, bevidst eller ubevidst, at retouchere sine egne fortællinger. Oftest, men ikke nødvendigvis, så man selv kommer til at fremstå i et mere positivt lys. At skærpe sit øre for dissonans og reagere relevant - og nænsomt -på det er en vigtig del af arbejdet. Romankunsten hjælper med at forstå fortællinger og deres indre logik. Så udover underholdningsværdien er der meget at hente i denne skarptskårne og sprogligt elegante trilogi.

PS: Kan denne dissonans fanges på video?

Blad nummer: 

Right side

af Niels Rud Haagensen | 25/09
10 kommentarer
af John Vitger | 25/09
3 kommentarer
af Simon Bahn Glerup | 24/09
7 kommentarer
af Peter Matzen | 21/09
1 Kommentar
af Finn Vallø Hansen | 21/09
1 Kommentar
af Johan Ludvig Reventlow | 19/09
2 kommentarer
af Andreas Gothardt Lundh | 17/09
1 Kommentar
af Bjørn Søeberg | 17/09
33 kommentarer