Landsbylægen drømte om god tid til børn og patienter – nu har drømmen mødt virkeligheden

Blid musik fylder venteværelset. Udenfor i jordbærbedet er lyslokkede gummistøvlebørn på jagt ­efter røde, solmodne himmerigsmundfulde. Småsten knaser under dækkene, da blodprøvebilen fra Region Hovedstaden ruller ind på gårdspladsen.

Chaufføren går hjemmevant ind i læge­huset og henter dagens sidste blodprøver, da et lettere desperat råb gjalder inde fra ­lægens konsultationsværelse:

»Liiige et øjeblik«.

Anne Louise Born Sylvest løber ud i venteværelset med hænderne fulde af prøverør. »Øjeblik. Jeg skal lige have dem her med – og også den her«, griner hun lettere undskyldende til chaufføren, der med himmelvendte øjne og et skævt smil lader forstå, at det vist ikke er første gang, det er sket.

Der er travlt i Torup Lægehus – nok også lidt for travlt, men det vender vi tilbage til.

I januar slog Anne Louise Born Sylvest ­dørene op til sit nybyggede bæredygtige plusenergilægehus. Samtidig inviterede hun de 400 patienter, der på det tidspunkt havde tilmeldt sig hendes praksis, indenfor i sin drøm.

Det er en drøm om at være en gammeldags landsbylæge, der er helt tæt på patienternes liv og har tid og lyst til at lytte til ­deres historier. En læge, der ser og kender sine patienter. Som interesserer sig for, hvem de er som mennesker og ikke kun for deres sygdomme og skavanker.

Der er kun 43 skridt fra Anne Louise Born Sylvests hjem til lægehuset. Det er ikke tilfældigt. For det med nærheden og den tætte kontakt handler også om familielivet og de mange børn.

Ugeskrift for Læger er taget til nordsjællandske Torup for at finde ud af, hvordan visionerne har det i dag, et halvt år efter ­lægehuset åbnede. Og for at undersøge, om drømmen har overlevet mødet med virkeligheden.

Back to basics

Anne Louise Born Sylvest er gået imod strømmen. Faktisk er hendes ideer og hendes lægehus håbløst gammeldags. I ­årevis har tendensen været den samme: Der kommer flere store lægehuse med ­kompagniskabslæger og praksispersonale en masse, mens sololægens lille praksis har haft mere end svært ved at tiltrække købelystne nyuddannede almenmedicinere – især hvis praksis ligger uden for de største byer.

Tallene fra PLO’s medlemsregister taler sit klare sprog. I 2007 var der 1.355 solopraksis i Danmark. I 2021 er tallet 678. Det er en halvering på 14 år.

»Jeg troede også, at jeg skulle være ansat i en stor kompagniskabspraksis. Sådan er det jo i dag, så jeg var helt sikker på, at det var der, min karriere lå. En sololæge er jo en lidt uddøende race, så det overvejede jeg slet ikke«, siger Anne Louise Born Sylvest.

Oprindelig ville hun slet ikke være prak­tiserende læge. Anne Louise Born Sylvest forsøgte sig først med onkologien, men kørte træt i det og skiftede til medicinalindustrien, hvor hun i en periode var medicinsk chef hos Roche.

I de år begyndte børn og barsel at dukke op i hendes liv, og det samme gjorde tanker og tvivl. For selv om Rochelivet var både sjovt og spændende, var der noget, der manglede.

»Jeg er hverken bundlinjetænkende eller marketingsorienteret, så i bund og grund var industrien ikke noget for mig. Og så savnede jeg patienterne. Faktisk temmelig meget. Jeg kan godt lide de lange forløb og det at være den gennemgående person i patienternes liv, så i 2010 begyndte jeg på min speciallægeuddannelse i almen medicin. Det var også på det tidspunkt, at mine første tanker om at gå ’back to basics’ så småt begyndte at dukke op«, fortæller Anne Louise Born Sylvest.

Men på det tidspunkt havde hendes drøm endnu ikke taget form.

Drømmen om landsbylægen

Måske var det uro og bekymring, der gjorde det. En usædvanlig situation, hvor petitesser og ligegyldigheder blegner, og kun de store og vigtige spørgsmål i livet står tilbage.

Anne Louise Born Sylvest kan huske, at hun og ægtefællen Bjørn gik tur i Fælled­parken, da de fik ideen til lægehuset iTorup. Det var sidst i februar 2020.

»Et af vores børn var indlagt på Rigshospitalet, fordi han skulle opereres for det, der ­viste sig at være en godartet knude på halsen. I ventetiden under operationen gik vi en tur i Fælledparken, og det var på denne tur, at tanken dukkede op: Skal vi noget helt andet? Det var, som om den alvorlige situation gav os en ’reminder’ om, hvad der er det vigtige i livet. Og så dukkede ideen om at indrette læge­hus hjemme på gårdspladsen op«.

På det tidspunkt var Anne Louise Born Sylvest blevet færdig som speciallæge, og hun var på forlænget barsel, mens hun overvejede, hvor og hvordan hun ville være læge.

Hun havde tidligere erhvervet et 0-ydernummer, og i løbet af få måneder lykkedes det at få alle nødvendige tilladelser i hus til etableringen og opførelsen af lægehuset. I oktober 2020 kørte en stor lastbil ind på gårdspladsen med færdige elementer til ­råhuset, og to dage senere stod huset klar i to plan. Så fulgte nogle travle måneder med indretning og klargøring af det indvendige af huset, og mandag den 4. januar kunne de første patienter gå ind ad døren til et lægehus i nordsvensk PEFC-certificeret træ beklædt med cedertræ.

Ind til en moderne udgave af den gammel­dags landsbylæge, som Anne Louise Born Sylvest selv formulerer det:

»Jeg vil tilbyde nærvær, nærhed og kontinuitet. Jeg vil være en læge, som har tid. Jeg er en menneskenysgerrig person, og jeg kan godt lide den hele historie – alle de små ting i livet, der sker ude omkring selve sygdommen. Alt det, der gør, at personen er blevet til den, han eller hun er. Og så kan jeg godt lide at bo midt imellem mine patienter. Jeg har ikke noget ønske om at holde patienterne langt væk fra mit privatliv«.

Lange arbejdsdage

Det er gået stærkt i Torup Lægehus. Nok også lidt for stærkt. I løbet af det første halve år er antallet af patienter blevet tredoblet. Nu er der 1.200, og lægen har ikke længere helt så god tid til at snakke og lytte, som hun havde tænkt sig.

Nogle patienter har endda postadresse i København eller på Frederiksberg, men er i deres sommerhus på nordkysten de fleste af årets måneder.

»Der er kommet mange ind i butikken på kort tid, selv om vi ligger herude på en mark imellem Hundested og Frederiksværk. Der er tydeligvis mange patienter, der efter­spørger sådan en læge, for bortset fra Torups egne få hundrede indbyggere, er det jo ­besværligt for de fleste at komme hertil«, som Anne Louise Born Sylvest konstaterer.

#GALLERY

Er det blevet det lægeliv, du drømte om?

»Nnjaaarh, jeg arbejder lidt mere, end jeg havde forestillet mig. I går var jeg først færdig klokken 22, og de fleste dage arbejder jeg knap 12 timer. Det stikker af for mig, og sådan skal det ikke blive ved med at være. Jeg havde en illusion om at kunne hygge mere med børnene, at tage fri klokken 14 og så gå rundt med akuttelefonen i lommen og klare lidt akut ved siden af mit familieliv. Det gjorde jeg de første 14 dage. Så var det slut. Det er det her med at gå fra drøm til virkelighed«.

Vokseværket har gjort, at hun har været nødsaget til at revidere sin drøm lidt. Anne Louise Born Sylvest har således skrevet på lægehusets hjemmeside, at hun stadig gerne vil lære alle patienterne godt at kende, men at hun er nødt til at køre med lidt strammere tidsstyring, og at de må dele ­deres historier over nogle omgange. Alt kan ikke nås på én tid.

Ud over de lokale patienter fra Torup har Anne Louise Born Sylvest fået mange af halsnæshalvøens tunge, multisyge kronikere. Hun har fået rigtig mange ældre, som er ­tiltrukket af hendes ideer om at være »gammeldags« læge. Og så har hun fået nogle af dem, der i årevis har shoppet rundt mellem nordkystens lægehuse uden rigtig at finde sig tilpas.

»Jeg skal være bedre til at huske, at jeg ikke har uendelig tid. Jeg skal lære at være mere målrettet, og det er nok den sværeste proces for mig«, siger Anne Louise Born ­Sylvest.

Lukke for tilgang

Uden for lægehusets vinduer er der frodigt og grønt, og i klart vejr kan man se skibene duve forbi på Kattegats bølger. Der er lidt »vildt med vilje« derude – for når patienterne vælter ind, og familien tæller seks børn i alderen 2-13 år, er der ikke tid til at røre hakke­jernet i tide og utide. Så må man prioritere.

I øjeblikket er der ekstra pres på, for Læge­huset i Torup passer 1.500 patienter for en sommerferieramt kollega i Frederiksværk. Det kan mærkes i en nystartet solopraksis, hvor der endnu ikke er ansat en sekretær, og hvor lægen bruger l-a-n-g tid på at lære at ­administrere og sætte sig ind i alt det nye.

I øjeblikket er det kun to af Halsnæs Kommunes otte lægehuse, der har lukket for tilgang, og for Anne Louise Born Sylvest er det vigtigt, at der er andre åbne lægehuse, så patienterne ikke er tvunget til at vælge hende.

»De, der gerne vil have et stort lægehus, hvor man kan gå mere anonymt ind og ud ad døren, skal have mulighed for at vælge det. De vil være fejlcastede her, for de vil føle sig utilpas hos en læge, der insisterer på at lære dem at kende. De skal have lyst til at komme – også fordi det er lidt besværligt at komme herud«.

Hun havde oprindeligt forestillet sig, at hun som ung, nynedsat læge ville søge regionen om lov til at lukke for tilgang ved 1.200 patienter. Men selv om tilgangen af patienter har været overvældende, og arbejdsdagene er lange, er hun ved at komme på andre tanker.

»Jeg ved ikke rigtig … Måske lukker vi først ved nedre lukkegrænse på 1.600 patienter. Det er en svær beslutning, for der er lokale kapaciteter til salg, og hvis de lukker uden salg, kan der opstå lægedæknings­problemer. Hvis vi så har lukket før lukkegrænsen, kan regionen tvangsåbne os, og det vil betyde, at patienter kan blive tvunget herud, fordi der ikke er andre læger at vælge«, siger Anne Louise Born Sylvest.

Samtidig er der en større udbygning i gang i Torup, og hun har ikke lyst til at afskære nye og kommende landsbybeboere fra at være patienter i det lokale lægehus.

»Det er noget, vi går og overvejer nu. Dette lægehus er mit hjertebarn, og derfor betyder det rigtig meget for mig, at mine ­patienter har valgt det til«.

Den private læge

Anne Louise og Bjørn Born Sylvest har boet i Torup, siden de flyttede ud fra København i 2002. I et stort ombygget statshusmandssted med 15 hektar jord er det ene barn efter det andet kommet til, mens familien er groet mere og mere sammen med den aktive landsbys knap 400 engagerede sjæle.

For et par år siden satte de huset til salg, fordi de troede, at det var sagen at flytte til Hellerup og prøve et mere bekvemt lægeliv uden alle Halsnæs’ tunge, multisyge patienter. Men fællesskabet overtrumfede mageligheden, og de tog huset af markedet.

»Det gik pludselig op for os, hvad vi var ved at miste«, siger Anne Louise Born Sylvest.

Nærheden og sammenholdet i lokalsamfundet er da også en helt central del af lægehusets værdier. Familien havde egentlig planlagt at sætte en låge op nede ved vejen, så lågen kunne markere, at der ikke var adgang, når lægehuset var lukket.

Men lågen er aldrig kommet op. Der har ikke været behov for den, og Anne Louise Born Sylvest holder ikke patienterne ud i strakt arm, når hun har fri.

»Jeg har selvfølgelig også mine grænser, men jeg er ikke opdelt i en professionel Anne Louise og en privat. De fletter sig ind i hinanden og i mine patienters liv – læge­huset ligger jo på vores gårdsplads, og ­patienterne kan også opleve, at der løber børn rundt udenfor, og at der er en femårig, der pludselig banker på, fordi hun gerne vil vise en blomst eller en snemand«.

Men patienterne kan jo se mange sider af dig – generer det dig ikke, hvis de for eksempel oplever dig, når du er træt, og ungerne hyler i Brugsen?

»Nej, det gør det ikke. Jeg er den, jeg er, og jeg prøver ikke at illudere, at mit liv er perfekt. Det generer mig heller ikke, hvis jeg er nede i landsbyen, og folk spørger mig om noget med deres helbred. Som regel beder jeg dem om at komme op i lægehuset, og jeg indleder ikke selv en samtale om deres ­sygdomme i Brugsen, men det er ikke noget, der går mig på. Det er heller ikke så tit, det sker. Jeg er ikke bange for nærheden, og jeg kan også give mit privatnummer til patienter, hvis der for eksempel er en terminal ægte­fælle«.

Man kan jo komme til at begå fejl. Er det ikke værre, når man som læge skal blive ved med at møde sine patienter – også når man har fri?

»Når man begår fejl, tror jeg, at det er ­vigtigt at se folk i øjnene og erkende det. Vi er jo kun mennesker. Det er min tilgang til det. Her i lægehuset kan jeg jo heller ikke satse på, at ­patienten går ind til min kollega næste gang. Her er der kun mig«, siger Anne Louise Born Sylvest.

En modstrøm?

Sygeplejerske Randi Albæk Andersen stikker hovedet indenfor med sin datter, Molly. Molly er træt, hun har været ovre at lege med Anne Louises mindste børn, og den slags slider – selv på en tiårig.

Randi Albæk Andersen har været ansat i lægehuset siden februar, hun bor også i ­lokalområdet, og hun er en vigtig og ­central del af lægehuset – og så er hun bedre til at skrue bissen på, når det er nødvendigt.

»Nogle gange råber hun ’nu stopper du’, når hun kan høre, at jeg sidder og snakker for længe med patienterne i akuttelefonen«, griner Anne Louise Born Sylvest.

»Det handler meget om, at jeg skal styre mig selv og ikke spørge patienterne om alt muligt hele tiden. Jeg skal passe på, at jeg ikke bliver ædt af mine visioner. For jeg er enig med mine kolleger, der siger, at behovet for os er uendeligt. Vi kan ikke trylle, og ­patienterne skal ikke sidde i stolen i timevis«.

Set fra patientens side kan jeg sagtens se fordelene ved din måde at være læge på. Men hvad får du ud af det som læge?

»Jeg elsker historier. Det giver mig energi og glæde at høre patienternes historier og at komme tæt på dem. Et godt kendskab kan også være vejen til at finde ud af, hvad de fejler. Vi har en patient, som har været hos os virkelig mange gange – vi holdt op med at tælle, da han havde været her 50 gange – men det har været svært at finde ud af, hvad han fejler, og om han fejler noget. Men i dag er han diagnosticeret med flere lidelser og kommer på sygehuset for både det ene og det andet. Vi griner lidt af, at han kom rask ind og var multisyg et halvt år senere. Men han var jo syg, da han kom, vi opdagede bare, hvad der var galt, fordi vi så ham utroligt mange gange«.

Drømmen har mødt virkeligheden og er ­blevet til noget andet. Men er det stadig godt?

»Ja, det er rigtig fint. Jeg arbejder for ­meget, men det skal nok blive bedre, og det er noget andet, når det foregår herhjemme. Når der ikke er flere patienter, kommer ­børnene ofte løbende herover og hygger, tegner eller laver lektier, mens jeg sidder og arbejder færdig. Det hjælper selvfølgelig også, at jeg har en fryser, der er fuld af is. Hvis jeg havde arbejdet 12 timer om dagen i et lægehus i en anden by, var jeg blevet ­udbrændt lige på stedet. Det er det her, jeg brænder for, og jeg bliver her ­resten af livet. Det er jeg sikker på«, siger Anne Louise Born Sylvest med eftertryk.

Efter en lille tænkepause tilføjer hun:

»Jeg tror faktisk heller ikke, at det er så umoderne at være sådan en læge, som jeg er. Jeg synes, jeg kan høre, at der er flere, der ser en værdi i det. Jeg tror, at det er ved at vende«.

Se video om det bæredygtige lægehus: