Skip to main content

Landsbylægen og værdierne

Vi mister noget, når lægens nære kendskab til patienten og familien gennem generationer forsvinder, mener praktiserende læge Hanne Kampmann. I sin landpraksis prioriterer hun stadig daglige husbesøg højt, selv om prisen er aftenarbejde.

Praktiserende læge Hanne Kampmann drev i mange år landpraksis i Bording sammen med sin mand, der dog for få år siden måtte stoppe på grund af sygdom. Hanne Kampmann på 71 år har dog ingen planer om at stoppe. Foto: Jørgen Ploug.
Praktiserende læge Hanne Kampmann drev i mange år landpraksis i Bording sammen med sin mand, der dog for få år siden måtte stoppe på grund af sygdom. Hanne Kampmann på 71 år har dog ingen planer om at stoppe. Foto: Jørgen Ploug.

Kurt Balle Jensen, kurt@ps-presse.dk

29. aug. 2016
6 min

»Selvfølgelig møder jeg mine patienter, når jeg er i Fakta. Så skal de måske lige fortælle, at de har et eller andet med lænden. Hvad kan det være? Godt, tag tøjet af, siger jeg så med et lille smil, mens vi står der midt i forretningen. Det får dem som regel til at indse, at det måske ikke lige er tid og sted …«.

Vi er på besøg hos praktiserende læge Hanne Kampmann i landsbyen Bording i Midtjylland. Byen har 2.300 indbyggere og et opland, der er præget af landbrug. Og her har de en læge, der trods sine 71 år gerne lader arbejdsdagen gå fra klokken 7.15 til 22.30, for hendes patienter skal regne med at kunne blive tilset samme dag, som de ringer – og ofte i hjemmet, for Hanne Kampmann tager på sygebesøg stort set hver dag. Hun tager også ud og tager blodprøver, så patienten ikke skal sidde to timer i venteværelset.

»Men jeg arbejder jo ikke hele tiden. Hver eftermiddag holder jeg en god lang pause, og så tager min mand jeg ofte ud på en køretur. Om aftenen får jeg så alt papirarbejdet fra hånden«, siger lægen.

Hun ved godt, at hendes holdninger til arbejdet og til den måde, praksis og privaten hænger sammen på, er håbløst umoderne. Men hun kan ikke forestille sig det anderledes, og hun vil ikke undvære den viden om patienter og familier, der er en væsentlig del af hendes lægeliv.

»Jeg ved, hvad der har været af glæder, sorger, traumer og sygdomme i familien, og derfor kan jeg slet ikke lade være med at se på det hele menneske, uanset hvad den aktuelle grund er til, at jeg bliver opsøgt«, siger Hanne Kampmann, der også oplever, hvordan man fra patientside opfatter hende som familiens læge:

»Det kan være en søn, der ringer og spørger, om jeg ikke lige kan køre en tur ud forbi hans mor, for han synes, hun skranter lidt. Og det gør jeg så«, siger Hanne Kampmann, før hun inviterer på en rundvisning.

Spisestuen er kantine

»Huset her blev bygget af kommunen i 1927, fordi man gerne ville have en læge til byen. Før den tid kom lægen med tog eller hestevogn fra Herning«, fortæller Hanne Kampmann.

Hendes praksis ligger dør om dør med privaten. Spisestuen er kantine, hvor sekretæren og tidligere også sygeplejersken spiser frokost. Og når sekretæren har lyst til en kop te, går hun ind i det private køkken og laver den.

»Ja, vi har ikke en gang et personaletoilet, men vi har et skab, hvor sekretæren kan hænge sin frakke, så Arbejdstilsynet har alligevel givet os en grøn smiley«, siger Hanne Kampmann.

Hun er huslæge i en landpraksis, og det er begreber, hun er stolt af. De første mange år drev hun praksis sammen med sin mand Søren Kampmann, men for få år siden måtte han holde på grund af en gigtsygdom. Tidligere var der også gennem 19 år tilknyttet en sygeplejerske, men nu er der kun Hanne og sekretæren.

»Så sent som i dag var der en patient, der sagde til mig, at hun var heldig: Hun har en huslæge, mens hendes søster har et lægehus«, fortæller Hanne Kampmann.

Hun synes, det er synd for de yngre praktiserende læger, der ikke prøver at arbejde på den måde, hun godt ved er gammeldags, men som hun ikke desto mindre mener, repræsenterer det gode lægeliv:

»Den dag, jeg ikke kan sige til en patient: 'Jeg kommer lige ud i eftermiddag og trykker dig på maven' – ja, da pakker jeg sammen og stopper«, siger hun.

Skotøjsæsken med udskrivningssedler

Men der er Hanne Kampmann langt fra endnu. Om morgenen tager hun blodprøver mv., derefter har hun patienter fra klokken 9, og om eftermiddagen pakker hun sin lægetaske og tager på sygebesøg, når hendes praksis har lukket. Det papirarbejde, der løbende er blevet mere af, må hun jo så klare om aftenen.

»Da vi startede for fire årtier siden, var der en skotøjsæske med udskrivningssedler fra sygehuset. Det var, hvad der var. Dem sorterede vi og oprettede familiejournaler, for når konen kom med et problem, skulle hun måske samtidig have noget mere salve med hjem til manden. Så er det en fordel med en familiejournal«, mener Hanne Kampmann.

Der er eksempler på, at hun har haft den samme familie som patienter gennem fem generationer. Dermed bliver det på alle måder slægters gang, hun er tæt på. Ved dødsfald på grund af sygdom gør hun sit til, at patienten i den sidste tid kan være hjemme, og når hun er ude og syne, opfordrer hun til, at familien lader den afdøde blive i hjemmet for så at blive sunget ud dagen efter.

Hanne Kampmann påvirker, hvordan afskeden kan være god og værdig. Hun har nærheden og handler ofte uden at blive bedt om det. Får hun melding om et dødsfald, tager hun telefonen og ringer til nærmeste pårørende for at kondolere og supplerer så med en lille opfordring: Jeg synes, du skal komme ind og få en snak, når du er klar til det …

»Kendskabet til patienterne betyder alt. Jeg har under sygebesøg altid set på bryllupsbilleder og kommenteret dem. Nu er det så mere soldaterbilleder og studenterbilleder, jeg ser. Det giver mig kendskab til familien. Hos ældre benytter jeg lejligheden til at vurdere: Er der løse tæpper, de kan falde i? Hvad tages der af medicin? Er mælken i køleskabet sur, og er der i det hele taget noget, der tyder på, at der er brug for mere hjælp? Er der det, kontakter jeg kommunen«.

Børnene skulle jo ud og se til kaninerne

I fire årtier har Hanne Kampmann arbejdet på den måde, som hun gør i dag. Da børnene var mindre, var de nogle gange med på sygebesøg. Så sad de ude i bilen og ventede, eller også var der nogle kaniner, de kunne se til. Og når tilsynet af patienten var forbi, kom de måske ind.

»De har oplevet det hele, og det har ikke afskrækket dem«, siger Hanne Kampmann. En dag, da datteren var gymnasieelev, sagde hun pludselig, at hun ville være læge. Minuttet efter sagde sønnen, at det ville han også, og det havde han vidst længe.

»Han havde bare ikke sagt noget, for han syntes, det var så uopfindsomt«, griner Hanne.

I dag er sønnen overlæge på Rigshospitalet, mens datteren er forsker og internmediciner i Aarhus. Hannes mand Søren Kampmann klarer regnskaber og står for den sparring, som Hanne Kampmann sætter så stor pris på:

»Jeg, synes, det er fantastisk, at Hanne bare bliver ved. Det kan jeg godt være lidt stolt af«, siger Søren Kampmann.

»Men skulle der komme en patient med en finger, der skal sættes på plads, klarer jeg det selvfølgelig, hvis Hanne er på sygebesøg«, tilføjer han så.

Hanne Kampmann ved udmærket, at virkeligheden med dens prioritering, ressourcer, nye opgaver og øgede krav til dokumentation for længst har undergravet hendes måde at arbejde på.

»Ja, når jeg holder, er det nok slut med en læge midt i lille Bording. Det synes jeg er en skam. I det hele taget mener jeg, at der er nogle værdier, vi er ved at miste i en tid, hvor store lægehuse erstatter den nære huslæge«, siger Hanne Kampmann – familielægen i landsbyen mellem Silkeborg og Herning.