Skip to main content

Langt de fleste yngre almenmedicinere vil have fod under eget bord

Nye tal fra PLO afliver de seneste mange års »sandhed« om, at yngre speciallæger i almen medicin i højere grad end tidligere har præferencer for at være ansat. Tæt på 95 procent af almenmedicinere over 40 år er selv klinikejere: For de fleste er det at være selvstændig erhvervsdrivende en del af det at være almenmediciner, mener både formanden for PLO’s Rekrutteringsudvalg og en kommende ung klinikejer.
Gunver Lillevang, formand for PLO’s Rekrutteringsudvalg. Foto: Palle Peter Skov
Gunver Lillevang, formand for PLO’s Rekrutteringsudvalg. Foto: Palle Peter Skov

Dorte R. Jungersen, dorte@jungersenjournalistik.dk

2. dec. 2020
6 min.

I december 2019 blev 36-årige Lars Christian Jørgensen færdig som speciallæge i almen medicin, og efter et par vikariater i to forskellige lægepraksis har han planer om allerede i foråret 2021 at købe sig ind i en kompagniskabspraksis i Roskilde.

»Lige siden jeg gik i gang med min speciallægeuddannelse, har jeg sigtet mod at skulle have min egen praksis. At være klinikejer er for mig en stor og naturlig del af det at være almenmediciner«, siger Lars Christian Jørgensen.

Han er som vikar lige nu en del af de 20 procent af almenmedicinere under 40 år, som ifølge nye tal fra PLO er enten ansat eller vikarierer i en almen praksis, inden de efter en kort årrække vælger selv at købe praksis – i Lars Christian Jørgensens tilfælde altså efter en periode på mindre end halvandet år.

Andelen af ansatte speciallæger og vikarer er ifølge den nye opgørelse således størst i aldersgruppen af læger på 40 år og derunder, hvorimod kun hver 20. læge i aldersgruppen fra 41 år til 60 år er ansat.

I gruppen fra 61 til 70 år er seks procent af lægerne vikarer eller ansatte, mens det gælder for 15 procent af lægerne på 71 år eller derover.

Skævvridning af debatten

Tallene kommer ikke bag på Gunver Lillevang, formand for PLO’s Rekrutteringsudvalg.

»Det har alle dage været sådan, at der for nogle går lidt tid, inden man får identificeret den praksis, man gerne vil købe, og inden man slår sig ned og forbliver det samme sted i mange år. Derudover kan der være yngre almenmedicinere, der lige har stiftet familie og først skal etablere sig, inden de binder sig. Derfor er det ikke det mindste overraskende, at hver femte af de yngste er ansat – de fleste af dem bliver klinikejere inden for ganske få år«.

Hvorfor hører vi så om, at der er et stigende antal, der har præferencer for at være ansat i frem for selv at eje en praksis?

»Jeg har været formand for vores rekrutteringsudvalg i fem år og har altid pointeret, at det er et klart mindretal, der foretrækker at være ansat. Ikke desto mindre fremstår det ofte i debatten, som om de udgør en meget stor gruppe. Det er imidlertid en uunderbygget sandhed, og tallene her bekræfter da også det, vi hele tiden har vidst, og det, vi hele tiden har sagt, men som vi nok ikke er kommet helt så klart igennem med som dem, der har postuleret det modsatte. Derfor bør man også afstå fra at forsøge at omlægge primærsektoren af hensyn til et meget lille mindretal«, siger Gunver Lillevang.

»Jeg ser frem til at blive familielæge«

Lars Christian Jørgensen, der er gift og far til tre, er en af dem, der har brugt det sidste år, fra han blev færdig som speciallæge til nu, på at spore sig ind på, hvilken praksis der matcher hans ønsker til en større kompagniskabspraksis.

»Det er naturligvis en stor beslutning, også vel vidende, at flere og flere opgaver lander i almen praksis. At arbejde som vikar er selvfølgelig mindre tidskrævende og mindre forpligtende, men jeg ser meget frem til at blive familielæge for den samme gruppe patienter i lang tid fremover, få indflydelse på egne arbejdsforhold og i det hele taget få lægehuset til at fungere optimalt. Og nu hvor jeg har fundet min rette plads – hvor vi vil være fire kompagnoner om at dele de forskellige ansvarsområder – er det jo om at slå til«, siger Lars Christian Jørgensen og tilføjer:

»Det er min helt klare opfattelse, at langt de fleste yngre almenmedicinere stiler efter at blive praksisejere. Jeg kan ikke genkende billedet af, at vi hellere vil være ansat, ud over i den relativt korte periode, hvor vi som nyuddannede skal bruge noget tid på at kvalificere vores valg af praksis og spore os ind på, hvor vi gerne vil slå os ned«.

Normtallet må ned

Den aktuelle fordeling af, hvor mange af de praktiserende læger på under 40 år og i gruppen af praktiserende læger på 41 til 50 år, der er ansatte, flugter nogenlunde med de resultater, Forum for Yngre Almenmedicinere (FYAM) præsenterede i en medlemsundersøgelse fra 2016.

Her spurgte FYAM de kommende speciallæger i almen medicin, hvor de forestillede sig deres fremtid efter henholdsvis to og fem år.

Resultaterne viste, at cirka halvdelen af de nyuddannede praktiserende læger regnede med at arbejde i egen praksis efter to år, mens hele 85 procent antog, at dette ville ske efter fem år. Seksogtredive procent forestillede sig at være ansat i almen praksis efter to år, men dette tal faldt til otte procent, når de skuede fem år frem.

Kan man sige, at yngre almenmedicinere vælger at bliver klinikejere på trods af de mange fortællinger om, hvor hårdt det er at være i almen praksis, og hvordan der stadig kommer nye opgaver til?

»Ja, helt klart. Som os, der er ældre i gårde, oplever de de glæder, der er forbundet med at have sin egen patientpopulation og dermed den kontinuitet, der gør, at man fagligt bliver en bedre læge og opbygger et tillidsforhold til patienterne, ligesom de har indflydelse på eget arbejdsliv«, siger Gunver Lillevang.

Det hedder i analysen, at det er vigtigt, at almen praksis sikres, udvikles og gøres endnu mere attraktiv. Er det jer selv, der skal stå for det, eller har I brug for hjælp udefra?

»Vi er nødt til at få hjælp hertil, for den aktuelle arbejdsbelastning for de praktiserende læger er uholdbart stor – for både unge og ældre læger. Noget af det, der vil gøre det endnu mere attraktivt at arbejde i almen praksis, er at sænke normtallet for, hvor mange patienter vi som minimum skal have ansvaret for. Bare som et enkelt eksempel er mængden af opgaver pr. henvisning stigende. Vi ser sygehusene i flere regioner stille større og større krav til henvisninger – ellers bliver de afvist. Det er ubestrideligt, at opgaverne vokser i omfang og kompleksitet, og derfor er det nødvendigt at sænke normtallet, så det er tilpasset hverdagen i almen praksis anno 2020 og fremad«.

Faktaboks

Fakta